Bispevalg

Eversharp, Tidehverv, 1984, s.92.

Bispevalg.
Når dette læses, er bispevalget på Fyn overstået og den nye biskop valgt - efter en valgkamp, der i tarvelighed overgår alle foregående og giver næring til den anskuelse, Samuel Johnson udtrykte således: "Jeg kan ikke se videre venligt på, at folket får indflydelse på præstevalget, når jeg tænker over, at det skaber sådan uenighed, sådan uværdig logren for folket, sådan sladder og rakken til mellem de konkurrerende partier og andre ubehageligheder".

Er det denne politiske epidemi, der ligger bag et træk i den biskoppelige valgkamp, som har forbavset os: at den erklærede Løgstrup-discipel, økologen, fredsbevægeren, den politiske teolog Ole Jensen blev anbefalet af den erklæret anti-løgstrupske sognepræst Mogens Lund, som endda var stiller for domprovsten i Maribo? Et sådant kompagniskab har fyldt os med undren. Hvad er forklaringen? Betyder det, at taktiske og politiske hensyn al strid om evangeliet ud - hvorved denne strid afsløres som tant? Eller er der blot tale om en omvendelse?

Forholdet bidrager under alle omstændigheder til at belyse denne "uværdige logren for folket, sådan sladder og rakken til".

sk.

Hvornår legede du sidst?
I Berlingske Tidende 28. juli skrev grønlandsminister Tom Høyem en fortræffelig kronik, i hvilken han analyserede nogle hovedtræk ved nutiden og på den baggrund efterlyste en kristen vækkelse - en sans for ansvarlighed, for livet i kald og stand, for et "du skal" i modsætning til et moderne "jeg oplever". Kronikken kaldte sognepræst Elisabeth Uldall frem med en modkronik 8. august, hvor hun taler for "et andet syn på kirken". I en tuttenuttet-koket stil (hvis det skal være kvindeligt, ender det med, at der opstår en kun alt for begrundet aversion mod kvindelige præster), går hun så med små, søde hvin i rette med Tom Høyem, fordi han ikke finder livets mening i græsrødder og livsudfoldelse. Ikke blot er han nemlig påvirket af den Luther, hvis "adskillelse af de to regimenter i høj grad var betinget af hans tid" (sådan gør man sig bekvemt fri af den lutherske forkyndelses principielle anliggende og sammenhæng). Men Tom Høyem er især for hæmmet. "I tråd med Tom Høyem kunne jeg selv også godt tænke mig en vækkelse for vort land. Men jeg vil i den forbindelse i stedet for pligt hellere tale om leg. Hvornår legede du sidst, Tom Høyem? Skal du for meget til, at spontaneiteten får plads. På godt og ondt, sådan som det nu er. Netop fordi vi også har med unge at gøre, må vi ikke glemme at gi' slip".

Vi misunder ikke Tom Høyem. At møde den slags indsigelser er ingen spas. Det er heller ingen anledning til at svare, for der er jo slet ingen ting at svare på - en koket variant af det, Søren Kierkegaard kaldte pjat.

Hvornår legede du sidst, Tom Høyem?

sk.

Via fotokopi.
På det nyligt afholdte Grundtvigske Konvent fremdrog prof. Leif Grane en ældre Eversharp. Han havde fået den i hånden på Hovedbanegården, meddelte han. I en fotokopi. Han læste ikke Tidehverv, men via fotokopier var han orienteret...

Vi konstaterer med interesse, at Leif Grane alligevel er orienteret om Tidehvervs indhold via praktiske fotokopier. Han læser det ikke officielt, absolut ikke! men ved hjælp af en bette, ugudelig fotokopi kommer han udenom sin officielle forargelse og får dog køerne malket om søndage.

sk.