Eversharp, Tidehverv, 1976, s.24.

En efterlysning
Dansk biskop søges, som vil tage sit embede som biskop i den danske folkekirke så alvorligt, at han har opstillet som sit programpunkt: Jeg deltager ikke i bispemøder!
Henvendelse til redaktionen.

sk.

The bishop of Copenhagen
Københavns biskop har fået nyt hoved. Der er dog ikke tale om det, i hvilket der normalt sidder en hjerne, men om hovedet på hans officielle brevpapir. Ole Bertelsen er ikke "Københavns biskop". Han er blevet til "The bishop of Copenhagen". Vi bøjer os i ærbødighed. En sådan air af internationalt udsyn slår os provinsielle danskere med respekt. Det er sandelig en stor mand, der har holdt sit indtog i Københavns bispegård, hvor man forhen bare har talt dansk.
The bishop of Copenhagen.

sk.

Gejstlig livsudfoldelse om Christiania
Efter at radio og fjernsyn har besluttet, at Christiania ikke skal rømmes til 1. april, er folketingets vedtagelse naturligvis kun et tidsspørgsmål, og i dette interval kan mange betydelige personligheder finde lejlighed til at slutte op bag de virkelige magthavere i Danmark. På det seneste har Margrete Auken sammen med en række præster, blandt hvilke også en af Tidehvervs udgivere, stillet den fhv. kollega, forsvars- og justitsminister Orla Møller, en række inkvisitoriske spørgsmål vedrørende hans kristendomsforkyndelse og politiske praksis. Den opmærksomme læser aner allerede den allerkristeligste forargelse i stilen. "Mener De"? - spørger prælaterne med stigende stemmestyrke og griber justitsministeren i jakkeopslaget og lader ham forstå, hvad sand kristelig politik er.

Andet spørgsmål lyder: "Mener De, at der er nogen realitet i den kristne forkyndelse af, at lov og orden altid skal tjene menneskers livsudfoldelse og ikke beherske den"?

Os har det altid forekommet, at en kristen forkyndelse sagde, at loven var til for menneskelivets og ikke for menneskers livsudfoldelses skyld. Og det forekommer os næsten også, at de to ting er modsætninger. Når loven nemlig er til for menneskelivets skyld, kan det være øvrighedens pligt at håndhæve loven for at beskytte de levende mod dem, der udfolder sig. Men når livsudfoldelsen er lovens formål, er loven afskaffet. Følgen bliver menneskelivets forvandling til jungle- og dyreverden.

Der er vistnok noget, Margrete Auken, Lilleør og de andre har misforstået. De synes i deres politiserende skyndsomhed at have forvekslet Martin Luther med Thomas Münzer og kristendom med sværmeri.

sk.