Et Par Selvfølgeligheder

Eversharp, Tidehverv, 1929, s.168.

Ved Tage Schack.

Et Par Selvfølgeligheder.
Fra "Berl. Tidende's Interview med Stiftsprovst Ussing: "Betyder Formandsskiftet indenfor Kirkefondet et Systemskifte? spørger vi.

- Det er selvfølgelig forkert, hvad Pastor Schack har sagt herom i "Tidehverv". Naar Biskop Ostenfeld har angivet som Grund til, at han har nedlagt Formandsposten, at han mente, at kunne gavne Kirkefondet bedre paa anden Maade end som Formand, er det selvfølgelig sandt."

Ja, selvfølgelig! Men Spørgsmaalet er, om vi har faaet den egentlige Grund at vide. Det er smukt og korrekt, at en Stiftsprovst forsvarer sin Biskop, men Forsvaret bliver her mindre overbevisende, naar man erindrer, at Stiftsprovsten selv er Part i Sagen. Thi Sagen drejer sig netop om den principielle Uoverensstemmelse mellem Biskoppen (den tidl. Formand) og Stiftsprovsten (den nuværende Formand) og om Kirkefondets Udlevering til den sidstnævntes og Provst Helweg-Larsens sekteriske Syn. Dette véd enhver, der er lidt inde i Forholdene, men det maa ikke siges.

Ganske vist siger Stiftsprovsten: "At Provst Helweg-Larsen repræsenterer et mere sekterisk Syn er heller ikke rigtigt. Kirkefondet har sine Retningslinier, men de falder ikke sammen med Adskillelsen mellem de sædvanlige, saakaldte kirkelige Retninger!" Jo, det er netop det, de gør. En enkelt venlig, grundtvigsk Svale, som Kirkefondets Forretningsudvalg har sat i Bur, gør ingen Sommer. Men Hovedsagen er ikke, om Kirkefondet er en indre-missionsk Sekt, men blot dette, om det overhovedet er en Sekt. Og hvad det angaar, har Stiftsprovsten øjensynlig glemt, at hans Sekretær er gaaet til Bekendelse. Provst Helweg-Larsen skriver nemlig i Kirkefondets Aarbog: "Det er for mig selvfølgelig ikke afgørende i Synet paa en Præst, om han er enig i disse Ting eller ej. Men ligesaa selvfølgeligt er det, at anser Kirkefondet sin hele Stilling i Folkekirken for saa betydningsfuld, som det uden Tvivl gør, vilde det være meningsløst, om det ansætter Præster, som vil modarbejde denne Opfattelse og derigennem virke svækkende for det, vi mener er af afgørende Betydning for vort Arbejde. Saadanne Mænd kan maaske i høj Grad være paa deres Plads i København, kun ikke som Kirkefondspræster." - Her er Tilstaaelsen gjort: Kirkefondet skal være en Sekt med Særmeninger og Særrettigheder. Det er Sekretærens Theori og Praksis. Er den nuværende Formand, Stiftsprovst Ussing, da ikke enig med sin Sekretær? - Den, der tier, samtykker.

Domprovsten i Roskilde
har i den sidste Tid været ude for en ubehagelig Oplevelse. Vi sigter ikke til, at Pastor Heje er kommet for Skade til offentlig at udtrykke en udbredt Mening om hans Forfatterskab. Men vi sigter til, at Domprovsten, som efter sine egne Ord har søgt Domprovstiet, "fordi jeg kom ind under en uforklarlig Aandens Tvang", bagefter har gjort den pinlige, Opdagelse, at Embedets Indtægter var noget mindre end beregnet. At dette maa virke forvirrende paa Forfatteren til "Troens Betydning for den, der vil frem i Verden," vil vi alle stille os forstaaende overfor. Spørgsmaalet er blot, om det er Aandens Tvang eller Indtægternes Ansættelse, der har været noget forkert ved.

Siden vi nu er ved Domprovsten: det er jo i denne Tid flere Gange offentlig blevet fremhævet, at Pastor Heje ikke egner sig til Fængselspræst; han skal have en Kirke, hvor Folk kommer frivilligt; medens Fangerne netop trænger til en Sjælesørger af Skovgaard-Petersen-Typen. Vi tillader os nu at foreslaa, at de bytter, saaledes at Heje bliver Domprovst og Skovgaard-Petersen Fængselspræst. Saa kunde vi jo alle være glade. Det kan sikkert ordnes rent administrativt.