Hyldest til Norge

Af Kaj Munk, Tidehverv, 1995, s.22.

Ja, vi elsker dette Landet
nu som aldrig før.
Trodsigt stiger det af Vandet,
lever, mens det dør.
Just fordi det valgte modigt
Undergangens Kaar,
skal det gro og grønnes frodigt
frem i tusind Aar.

Vaabenløs du kæmped, Norge,
stod, endskønt du faldt.
Dine Hjerters Klippeborge
har holdt Stand mod ALT.
Vi, der sad i dybe Dale,
baade græd og lo
ved din Tausheds høje Tale
klippefast i Tro.

Snart gør Vaarens Morgenrøde
Vinterens Nat forbi.
Se, da blomstrer op det øde
Fossen springer fri,
Birkeløv og Flaget vajer
over genløst Jord.
Og med Smil i Taarer nejer
Danmark for sin Bror.

Kaj Munk.

(Ovenstående digt er skrevet, i efteråret 1943 og trykt bl.a. i "8 nye digte", Forlaget Norden, januar 1944. Vi bringer det i aktuel anledning.)