De faste Bønner

Af Tage Schack, Tidehverv, 1928, nr. 2, febr., s.18-20.

Et Forfaldstegn
Som bekendt er der delte Meninger om Værdien af faste Bønner (Kollekter) ved Gudstjenester. Mange anser dem for en Hindring for Aandens frie Værk - eller for en stadig Fristelse til personlig Usandhed, til at tage stærke Ord i sin Mund, som man slet ikke kan svare til. Andre - hvoriblandt undertegnede - klamrer sig i disse aandsfattige Tider til alle de Ord, som i vor Gudstjeneste lyder til os fra stærkere Slægter, til hvilke Aanden har talt - først og fremmest Skriftens Ord, men dernæst de gamle Bønners fyndige og kraftige Tale. Vi tænker kun mad Forfærdelse paa al den ligegyldige Snak, der vilde stige op imod Himlen, om vore Bønner fik Lov til at brede sig endnu mere. Det er maaske et Halmstraa at klamre sig til; dog gør vi det, fordi vi mærker Evangeliets Røst i disse gamle Ord, mættede med Kristendom som de er; og vi tror, at der er mere Hold i dette Halmstraa end i alle de "levende Personligheder", der for Tiden staar paa de danske Prædikestole. Derfor vil vi lytte til og bøje os for den Forkyndelse, der lyder gennem de gamle Bønner; vi vil ikke prøve at skære dem ned til vort eget lave aandelige Standpunkt, men vi vil med Ydmyghed søge at stamme paa Ordene og gaa ind under den Dom, der fra dem udgaar over os.

Det kan derfor ikke undre, at det kan betragtes noget nær som Helligbrøde, hvis en Slægt som den nuværende rører ved disse gamle Skatte - ikke for at gnide Støvet af dem, men for at gøre dem mere "forstaaelige" og "tilgængelige" for Nutiden. Det var jo muligt, at Nutidens Evne til at forstaa de kristelige Sandheder var saa ringe, at ethvert Forsøg paa Nedskæring til dens Niveau vilde være ødelæggende for Sagen selv; dette gælder baade den troende og den vantro Nutid. - Men det er noget i den Retning, der er sket med "de ved kgl. Resolution af 5. Sept. 1923 vedtagne Kollekter". De er i Forhold til de tidligere Kollekter en Revision, der kun paa ganske enkelte Punkter betyder et Fremskridt, paa mange Punkter betegner et tydeligt Forfald og som Helhed er et overflødigt og mislykket Forsøg paa "at gøre det bedre". Jeg skal forsøge at vise dette ved nogle Eksempler.

Det maa først indrømmes, at man enkelte Steder har afskaffet uheldige og gammeldags Udtryk, som virker ganske uforstaaelige i vore Dage. Men Revisorerne er her gaaet meget videre end nødvendigt, og dette har paa Grund af deres manglende Evner i denne Retning (som de formodentlig deler med alle nulevende) ført til en tydelig Forringelse af Formen. Jeg nævner "om Eksempel Kollekten til 27. Søndag e. Trin., som i den gamle Form lyder: "Forklar ved den Helligaand din elskelige Søn, Jesus Kristus, saaledes for os, at vi i Troen kan skue ham i din Herlighed, og ved din Naade efterfølge hans hellige Levned." Man skulde ikke synes, at dette kunde gøres meget bedre; men Revisorerne har dog fundet for godt at forandre det til: "at du ved din Helligaand vil forklare din elskelige Søn, Jesus Kristus, saaledes for os, at vi kan se hans Herlighed og ved din Naade efterfølge hans Fodspor." Dette er en øjensynlig Forringelse; de indholdsvægtige Ord ("i Troen", "skue ham i din Herlighed", "hans hellige Levned") er erstattet med letløbende, men meget mere ligegyldige Udtryk. Man indvende ikke, at Udtrykket "se hans Herlighed" dog er bibelsk; thi dermed er det ikke gjort. Revisorerne synes at have haft den Opfattelse, at blot man erstatter nogle gammeldags klingende Sætninger med indflettede Skriftsteder, saa er dermed det kristelige Præg bevaret. De synes ikke at have været opmærksomme paa, at Skriftsteder saa udmærket godt kan blive til Væv, at alt kommer an paa Sammenhængen, - og at de gamle Kollekters Værdi netop bestaar i, at Skriftens Ord dér er blevet omstøbt i levende, personlig Form: der har været hedt i den Smeltedigel, hvor det er sket. Er vi af gode Grunde ikke i Stand til at gøre dette Stykke Arbejde om i vor Tid. saa skal vi hellere lade være at forsøge derpaa.

Der kunde nævnes talrige Eksempler paa, at de gamle Bønners Fynd er forringet eller gaaet tabt ved Forandringerne. Paa Fastelavns Søndag samler den gamle Kollekt - efter en Indledning om Jesu Daab - det, der skal bedes om, i Ordene: "Bevar os i Troen til dig!" hvorefter denne Bøn nærmere udføres under Henvisning til vor Daab. (Smnlgn. til dette Anlæg "Kollekten om Ordet", der ligesaadan samler hele Bønnen midtvejs i Ordene: "Vi beder dig ydmygelig: Giv os din Helligaand"). Dette er nu i den nye Form ganske gaaet op i Sammenføjningerne og kun blevet til: "bevar os alle", hvorefter der kommer en relativ Sætning. Man kunde af Indledningen til Morten Pontoppidans "Bønnebog for enfoldige Kristne": "Gamle Stier" have lært Betydningen af det, han kalder: "Smaa Afsatser". Man sammenligne ogsaa 2. Søndag e. Paaske i den nye og den gamle Form.

Paa den større Forstaaeligheds Regning maa vel skrives, at det skønne og malende Udtryk: "saa vi med en stærk Tro kan hænge hart ved din Søn Jesus Kristus" er forandret til: "saa vi faste i Troen kan blive i Samfundet med din Søn J. Kr." (18. Søndag e. Trin.). Der er vel mange, som vil synes, at denne Ændring var en Nødvendighed. I hvert Fald er den et Tab. - Ligeledes er den "brølende Løve" fra 1. Peters Brev 5, 8 forsvundet fra Kollekten til 1. Søndag i Fasten. Der er dog Grænser for, hvad man kan byde Nutidsmennesker - ogsaa af Skriftens Udtryk.

Vel staar der i en Salme:

"Gud gav sit Ord det rene,
som viser os vor Synd,
men vi ved Aanden ene
faar Ordets rette Fynd."

Gud kan give Fynd ogsaa til de svage Ord. Alligevel er det saa sin egen Sag stadig at foretrække de svageste og fladeste Ord, fordi vi ikke mere kan svare til de stærke. Der tales for Tiden meget om at bringe mere Højtidelighed ind i Gudstjenesten. Som det gaar nu, er der al Udsigt til, at denne "Højtidelighed" vil veksle mellem forloren Snakkesalighed og forloren Stilhed. Thi virkelig Højtid og Fynd i Udtrykket hører nu engang sammen.

Men naar vor Tid mangler Fynd i Udtrykket, er det jo ikke først og fremmest paa Grund af manglende Formsans. Der er noget dybere, vi savner: Fynd i Tankegangen. Dette ses tydeligt i de reviderede Kollekter, som Gang paa Gang foretrækker det uklare, uartikulerede Udtryk for det prægnante, indholdsvægtige. 13. Søndag e. Trin. er "din grundløse Barmhjertighed" rettet til "din usigelige Naade". 19. Søndag e. Trin. er "grundløs" ligeledes rettet til "usigelig". Et følelsesbetonet og fladt Ord er kommet i Stedet for et Ord med en dyb Baggrund og Mening. - 6. Søndag e. Trin. er Sætningen: "og at der intet rent er i os" helt slettet, og Ordene: "at vi ikke her i Verden kan være uden ond Lyst og Begæring" er ændret til: "at vi uden din Naade og Barmhjertighed aldrig kunde indgaa i Himmeriges Rige". Man finder maaske de gamle Udtryk overdrevne og ikke forenelige med det fromme Nutidsmenneskers høje Tanker om sig selv. Revisionen betyder i hvert Fald her en meget følelig Nedskæring til det naturlige Menneskes Tankegang. - 3. Søndag e. Trin. har man endogsaa ændret "med sand Anger og fast Tro" til "med en oprigtig Forsagelse og Tro" og dermed berøvet os et af Kristendommens tungeste og stærkeste Ord: sand Anger - og givet os et pænt og lettilgængeligt Udtryk: oprigtig Forsagelse i Stedet; dette synes at være nogenlunde indenfor vor Rækkevidde. - 2. Søndag i Advent og 24. Søndag e. Trinitatis er begge Steder de gamle Kollekters tydelige Tale om Legemets Opstandelse forsvundet og erstattet med mere almindelige Ord. Det er - i vor rettroende Kirke - en ejendommelig Ængstelse for at lade Kristendommens Hovedpunkt komme frem.

Alt dette er ikke blot formelle Ændringer: det er Indgreb i det kristelige Indhold, der ligger bag ved Ordene. Og paa eet Punkt kommer Afstanden mellem de gamle Slægters Kristentro og Nutidens ivrigt skelsættende Menighed tydeligt frem: Frygten for at "de andre" skal tage Bønnerne forfængeligt, har sat sit Præg paa Revisionen, saaledes at de bedendes Opmærksomhed uvilkaarlig henledes paa Skellet mellem dem og andre og ikke paa Gud (smnlgn. Luk. 18, 11). 14. Søndag e. Trin. er: "os alle, som tror", ændret til: "alle os, som tror", - en ringe, men betydningsfuld Forandring, som giver en ganske anden Tone over det hele. - Kollekten til 5. Søndag e. Helligtrekonger (Ugræsset bl. Hveden) er revideret fra Grunden af; men det er betegnende, at medens der i den gamle Form staar: "Bevar os for kødelig Tryghed " saa findes i den nye Form Udtrykket: "Derfor beder vi dig, du, som kender dine". Revisorerne er sikkert ikke klare over, hvilken kødelig Tryghed dette kan give Anledning til. - 4. Søndag e. Trin. har man efter Ordene: "at du ikke vil fordømme eller straffe os" for at forebygge Misforstaaelser indføjet: "som tror paa dig". - Det er maaske Smaating, men ved saadanne Ændringer gør man, hvad man kan, for at forandre de gamle Bønners troskyldige Præg: thi i dem bedes der virkelig til Gud uden nogen Skelen til andre Menneskers eller ens egen Tro.

Det kan efter dette ikke undre, at Talen om Frygten for Gud (og den dermed sammenhængende om Guds "grundløse Barmhjertighed") flere Steder er afsvækket. 14. Søndag e. Trin. er: "at vi stadig leve i din Frygt, og i en ret Tillid til din Barmhjertighed altid takke og prise dig" forandret til: "arbejder paa vor Frelse med Frygt og Bæven og siger dig, vor Fader, Tak for alle Ting" d. v. s. det er blevet til Skriftsteder i Stedet for til Bøn. - 3. Søndag i Fasten er: "ved din Helligaand naadig bevare os i dit Ord og i din sande Frygt" blevet til: "ved din Helligaand lære os ret at høre dit Ord og bevare det". - 2. Søndag i Fasten er Ordene: "endskønt vi have Aarsag til at frygte for vore Synders og Uværdigheds Skyld" forsvundet og erstattet med: "trods al vor Synd og Uværdighed". - Og endelig: Kollekten til 4. Søndag e. Trin. sluttede med Ordene: "og love saligt i din Frygt"; og stærkere og dybere Ord om, hvad sandt Kristenliv er, er dog vanskeligt at finde. Men de er nu borte og i Stedet for staar: "og omgaas hverandre i Kærlighed som dine Børn." - Hermed hænger sammen, at det gamle Udtryk: "dit salige Ord" næsten overalt er rettet til "dit hellige Ord". - Man kunde fristes til at spørge, hvad Meningen med det hele i Grunden er, naar det knap nok maa antydes, at Guds Ord er fyldt med Frygt og med Salighed. -

Dette maa være nok. Selvfølgelig er de gamle Kollekter endnu i Brug mange Steder og vil være det, saalænge Indbindingen holder. Men en Dag holder den ikke mere, og mange gamle Kærneord vil saa forsvinde. Alterbønnen er derved bragt i noget bedre Overensstemmelse med Prædikestolen. Men om der er vundet noget i Retning af personlig Ærlighed, er tvivlsomt; Tabet er i hvert Fald sikkert nok. Maaske er det snarere Manden paa Prædikestolen, der trænger til Nedskæring, indtil vi lærer at bøje os i Ydmyghed for Kristendomsforkyndelsen fra de henfarne Slægter. -

Hvis man vil se, hvordan Kollekter skal være, kan der henvises til de af P. A. Fenger forfattede (fra 1874) eller til P. Chr. Kierkegaards Julekollekt.

Tage Schack.

(Biskop Chr. Ludwigs svarede Pastor Schack i: Kollektrevisionen af 1923).