Nogle retningslinier

Af Majken Frost, Tidehverv, 1980, s.107-108.

Sygehusudvalget i Sønderborg har d. 1. okt. i år godkendt en af sygehusforvaltningen under Sønderjyllands amtsråd udsendt lille skrivelse vedrørende "Retningslinier for præsters besøg på Sønderborg Sygehus". Anledningen til dette lille skrift er mig bekendt - og dette bekræftet af en venlig assistent ved Sønderborg sygehusforvaltning - at en almindelig utilfredshed med præsters brug af sygehusenes patientkartoteker kulminerede, da en energisk pastor tog sig på, som "Jyllands-Posten" udtrykker det, at "moralisere" for indlagte abortpatienter.

Dette har altså resulteret i de første skriftlige retningslinier for en aldrig tidligere anfægtet færden, idet man - den nyere danske adfærd tro - ikke, når man støder på misbrug og taktløshed, anholder dette, hvor og når det måtte finde sted, men iler med at systematisere sin uvilje. Med at skabe besøg efter retningslinier. (Jeg kender naturligvis ikke det mindste til den præst, hvis såkaldte "moraliseren" fik bægeret til at flyde over, men mistanken om at han evnt. kan have holdt sig til sit job, at forkynde evangeliet, kan ikke undgå at snige sig ind. Som sagt, jeg aner det ikke - men de særeste steder møder man jo de særeste opfattelser. Som når f.ex. en af vore estimerede sprogforskere i et værk om sproganalyse under den systematiske rubrik "overtalelse" anbringer eksemplerne reklame, politisk tale og prædiken.)

Men anledning til at forfatte retningslinier har man altså fundet i Sønderborg.

Og dermed afslører den lille sønderjyske skrivelse - bortset fra sin åbenbare afsky for den personlige konfrontation - noget ganske væsentligt, omend ikke noget helt ukendt. For den røber jo en total despekt for de mennesker, som for nogle uger eller måneder er - i bogstaveligste forstand - i sygehusets vold.

Lad mig for klarheds skyld kort citere fra skrivelsen; For at kartotekerne på sygehuset kan benyttes af præsten, skal følgende forholdsregler iagttages:

1) Besøgene skal gælde mennesker, der i forvejen er kendt af præsten og normalt kun, når patienten har været indlagt i mindst 8 dage.

2) Præsten henvender sig til den vagthavende sygeplejerske og sikrer sig, at der ikke er lægelige eller andre grunde til at undlade besøget.

3) Ved besøget skal præsterne udvise fornøden takt og forståelse for besøgets særlige menneskelige krav.

Opstår der iøvrigt problemer - man kunne jo tænke sig at takten og forståelsen ikke var, hvad man hos den visiterende sygeplejersker forventede, ja, præsten kan endog tænkes at være så ubehøvlet, at han dukkede op før de berammede 8 dage var forløbet - men opstår der problemer, da skal et udvalg bestående af sygehusinspektør, forstanderinde, sognepræsten for Set. Marie sogn i Sønderborg, præsteforeningens kredsformand og samme forenings tillidsmand i provstiet behandle problemerne, foreløbig over en prøvetid på et halvt år.

Utroligt - men sandt!

At skrivelsen er noget vrøvl, ses med et halvt øjekast. For hvad vil det sige at være kendt af præsten? Ja, hvorfor bruge kartoteket, når man i forvejen ved, hvem man vil besøge? Eller "hvilke andre" grunde har man tænkt sig, at den vagthavende sygeplejerske skulle anføre for at nægte besøget? Det kunne jo være at hun ikke selv kunne lide ham - eller at han gik med røde sokker. Mulighederne er utallige, og man ser i fantasien den stakkels præstemand træde avetom overfor den vogtende dame i sit forsøg på at begrunde betimeligheden af et besøg. At skrivelsen også er en uforskammethed, skal kun nævnes - for den er noget meget mere end det.

Den er jo først og fremmest en total umyndiggørelse af det indlagte menneske. Den røber en fuldstændig manglende forståelse for at dette menneske er andet end en funktion, som for tiden rettes op. I sit forsøg på at gøre præsten til en underordnet sygehusmedarbejder røber den sønderjyske skrivelse en magtsyge og en menneskeforagt, der - som nævnt - ikke er helt ukendt, men som dog her synes at antage temmelig enestående form.

Irritationen bag den er tydelig. Her har man et autoriseret behandlerteam (udtrykket er Socialministeriets) og så færdes der et væsen iblandt en, som ikke hører med til systemet. Ja, som ofte kommer på tværs af systemet, af "teamet". Et væsen, som hverken har lægelige eller andre grunde til at besøge folk, men som blot - nå ja, blot besøger dem.

Irritationen over dette væsen, som ikke lader sig rubricere efter de kendte normer, skinner tydeligt igennem - også igennem den angst for misbrug, som hævdes at være skrivelsens anledning. En angst, som forøvrigt virker temmelig mærkværdig, når man tænker på, hvorledes ikke blot kartoteksoplysninger (der dog begrænser sig til de tørre kendsgerninger om det indlagte menneske), men også journaler med deres gennemgang af et menneskets liv og færden indtil de intimeste detaljer - inklusive vurderinger af samme liv og færden - hvorledes sådanne journaler frit diskuteres blandt de implicerede behandlere. Blandt læger og sygeplejersker, blandt socialrådgivere og psykologer med samt deres respektive myndigheder - og det tilsyneladende helt uden at det vækker rædsel hos sygehusudvalg.

Dog er irritationen over præstens - nu i sønderjyske områder kontrollerede - færden på sygehuset helt forståelig. For hans blotte existens er jo en påpegen af at magten ikke er fuldkommen, at der er krakeleringer i den skinnende facade. Og da nogle indlagte mennesker ovenikøbet er blevet ærgerlige på præsten, men åbenbart har savriet mod til selv at fortælle præsten det eller til at bede ham gå, ja, så har nu sygehusforvaltningen og præsteforeningen i skøn samdrægtighed taget sig sagen på.

Med fornøden takt og forståelse!

Velkommen i sundhedssektoren, hr. pastor!

Majken Frost.