Af Majken Frost, Tidehverv, 1986, s.97-98.

Med dyb undren noterede jeg mig for et par år siden, da familien nytårsdag ville i kirke, at ca. 20 procent af de kirker, hvis gudstjenester bekendtgøres i vor lokale avis, meldte: Ingen gudstjeneste.

Ej heller på almindelige søndage er fænomenet jo ukendt - oftere og oftere lyser det lakoniske "ingen gudstjeneste" én i møde og må tages til efterretning. Jo også af sognebørn i de pågældende sogn, som ikke måtte have bil og derfor den søndag henvises til radio- og TV-gudstjeneste som eneste mulighed for at komme i kirke.

Et lille trist træk, som jeg ikke har kunnet lade være med at sammenstille med andre træk, der møder mig - blandt andet i forbindelse med vikariater i forskellige sogne - og som efterhånden tegner et, ja, et trist billede af dansk kirkeliv.
Et billede, for hvilket kirkens embedsmænd bærer skylden.

Den intense lydhørhed overfor fagforeningsbeslutninger og frihedsordninger af den mest mærkværdige slags, som gang på gang møder mig, kan ikke undgå at få de spørgsmål til at melde sig: Har embedsmændene og -kvinderne ganske glemt, hvad de har med at gøre? Har optagethed af privatlivet og ønsket om at slippe så nemt om ved tingene som muligt aldeles overskygget forpligtetheden på at passe embedet forsvarligt?

Eller sagt på en anden måde: Forpligter den frihed i embedet, som jo følger med præstestillingen, ikke til en afvisning af at skulle følge "det øvrige arbejdsmarked" i timer og tid og i enhver forstand? For slet ikke at tale om den befaling, som præsten hører om søndagen i sin tekst og forkynder i sin prædiken? Befaling om netop forpligtethed.

Ja, spørgsmålet om en reel dovenskab ligger bag det triste billede, har ikke kunnet undgå at stikke hovedet frem.

Et par eksempler: Ved vor flytning til den provinsby, hvor vi nu bor, var der i vor sognekirke gudstjenester formiddag og eftermiddag hver søndag - og derudover formiddagsgudstjeneste i en i sognet beliggende Hospitalskirke. I dag er eftermiddagsgudstjenesten borte. Der er ansat tre præster i sognet.

I en forstadskirke ved Århus, hvor jeg vikarierede, var man besluttet på at aflyse gudstjenesten Nytårsdag, fordi der havde været midnatsgudstjeneste nytårsaften. Og kun min insisteren på at afholde gudstjenesten forhindrede aflysningen. Der var ansat to præster ved kirken.

Som vikar ved en anden forstadskirke protesterede jeg mod en gudstjenesteliste, i følge hvilken den samme præst fire søndage i træk i august skulle afholde søndagens to tjenester - efter at man ovenikøbet i juli havde reduceret gudstjenesterne til een hver søndag. Protesten blev ikke taget til følge af sognepræst eller provst - og jeg indkaldte min far til at afholde een af de otte gudstjenester. Der var ansat to præster ved kirken.

Det er såmænd ikke, fordi jeg med speciel interesse opsøger viden om forhold som ovennævnte. Men, som mange andre, kan jeg efterhånden ikke undgå ustandselig at træffe på dem, - og at undre mig. Jeg har ingen anelse om, hvorvidt de er lovmedholdelige - i modsat fald ville de vel ikke forekomme. Jeg har heller ingen anelse om, hvorvidt den minutiøse, millimeterminutiøse udnyttelse af fridags-, ferie- og afløsningsordninger, jeg bestandig møder, altid er korrekt - det er den jo sikkert, for ellers ville der vel blive protesteret fra højere sted. Eller om de sære musik- og liturgigudstjenester, som regelmæssigt afholdes mange steder, og hvis ganske kontante konsekvens jo er, at præsten slipper for at lave en prædiken, - jeg ved slet ikke, om de er efter loven og bogen.

Men hvad disse ting afslører, er der for mig ingen tvivl om - ligegladhed med embede og dermed med sogn og sognebørn, optagethed af alt andet end det, man som embedsindehaver er forpligtet på, - en i dybeste forstand gøren grin med det hele.

Og hvad resultatet er, synes også indlysende - almindelig og helt forståelig despekt for den folkekirke, hvis ansatte er de første til at understrege dens ligegyldighed.
Men selvfølgelig - en sådan despekt er jo en glimrende anledning til kirkelig aktivitet. Ikke afholdelse af ordinære gudstjenester naturligvis, men en aktivitet, som kan fænge og overbevise - om præstens flid.

Henfarne provst Egede Schack havde som vane altid om lørdagen at gennemgå gudstjenestelisterne i sit provsti på Amager. Han opdagede, at der i Højdevangskirken, hvor der var ansat to præster, en søndag blot var annonceret gudstjeneste kl. 10. Ved en opringning til sognepræsten fik han en eller anden grund til aflysningen af eftermiddagsgudstjenesten at vide. "Vil De meddele kirkepersonalet" sagde han, "at der skal gøres klar til gudstjeneste som sædvanligt. Jeg kommer selv og tager den".

I Præsteforeningens blad 1986/34 opfordrer pastor Harry Sørensen fra Kolding foreningen til langt mere effektivt at arbejde for mere frihed og højere, langt højere løn til præster. Til at stille krav - for "vi skal også passe på, at vi ikke bliver til grin".

Svaret er: "De er til grin, til det fuldstændig berettigede, overbærende grin, hr. Sørensen - for den, der i sin selvoptagethed laver grin med alt andet end sig selv, han bliver automatisk til grin". Men det var ikke det, Præsteforeningens formand svarede.

Og det er trist!

Majken Frost.