Af Majken Frost, Tidehverv, 1990, s.124.

Det ringer på døren, og udenfor står et venligt menneske, måske to, - ja, det hænder, at der også er et barn. De står der og fortæller med et imødekommende smil, at de gerne vil tale med husets beboer om Jesus.

Nu er Danmark jo ikke et hedningeland, hvor der skal drives mission, men det er et gammelt kristent land, beboet af døbte. Og der er, - ihukommende gamle historier om støvsugersælgere og andre sælgere, der satte en fod i døren, hvis man forsøgte at beskytte sin pengepung mod deres overtalelsesevner, - grund til at være betænkelig, når folk begynder at ringe på dørene for at sælge Jesus.

Hvorfor gør de det, når Guds ord lyder i folkets kirke og omkring i hjemmene? Hvorfor skal de så ringe på dørene? Det er for dem åbenbart ikke tilstrækkeligt, at Guds ord forkyndes i folkets kirke og omkring i hjemmene af mor og far. Det er altså en mistillidserklæring til folkets kirke og til folket selv, disse ringe-på- mennesker kommer med bag deres imødekommende smil.

Det er for lidt, at der ringes fra kirken om søndagen, der skal ringes på dørene. Ofte vil ringe-på-menneskene citere den såkaldte dåbs- og missions-befaling fra Mattæusevangeliet: "Mig er givet al magten i Himmelen og på jorden. Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn, og idet I lærer dem at holde alt det, som jeg har befalet jer". (De er skriftkloge, disse mennesker, det var djævelen i øvrigt også, da han fristede Jesus i ørkenen).

Men sagen er jo klar for den dansker, på hvis dør der er blevet ringet. Han kan roligt fortælle de imødekommende mennesker, at han er discipel, for han er døbt. Og han har båret sine børn til dåben i sin sogne-kirke, som just er hans kirke. Nej, Danmark er ikke en missionsmark, det er et kristent land. Ringe-på-menneskene er gået forkert i byen.

Jamen, det sidste da, i Jesu befaling i Mattæusevangeliet: ". . idet I lærer dem at holde alt det, som jeg har befalet jer". Ja, hvad var det, Jesus havde befalet disciplene? Det var at elske Gud Herren og sin Næste som sig selv. Og så kan man jo passende spørge, hvorfor disse mennesker løber land og rige rundt for at finde Næster ved fremmede døre. Har de da slet ingen indenfor egen rækkevidde? Har de slet ikke en gammel mor eller nogle børn eller en nødstedt nabo, som kræver deres omsorg og arbejde? Det er da en sær situation at være i, sådan at være helt alene i verden, så der slet ikke er nogen, der kræver een.

Det skulle vel ikke være sådan, at de løb fra deres egen ubekvemme Næste for at vigte sig med deres kærlighed rundt omkring ved fremmede døre?
Jo, der er al mulig grund til at være skeptiske og mistroiske overfor imødekommende mennesker, som uopfordret ringer på ens dør og således bekendtgør deres mistillid til folkets dåb og til folkets kirke. Og sandelig også til folket selv.

Der er kun at sige til dem: "I er gået forkert i byen, kære venner. For Danmark er ikke et hedningeland, men et kristent land, hvor Guds ord lyder og børnene bæres til dåben og oplæres ved deres gode forældres gode arbejde. I er gået forkert i byen".

Og så kan man roligt og bestemt lukke sin dør.

Majken Frost.