"Lad os rejse os ..."

Af Majken Frost, Tidehverv, 2002, s.185-187.

På landemødet i Haderslev d. 14. september holdt Niels Højlund (NH) eftermiddags-foredraget for de forsamlede præster og menighedsråd, og han kaldte det "et nødskrig fra en gammel kirkegænger". I 66 år havde han, fortalte han, siddet på kirkebænken sammen med den lille håndfuld af kirkegængere, der blot er karakteriseret ved, at de stort set indfinder sig hver søndag. Men i de senere år var det blevet umisforståelig klart for ham, at denne lille flok af præster og menighedsråd betragtes som noget aldeles ligegyldigt, - vel nærmest som en form for inventar. Ikke fordi han eller andre i den lille flok nærede noget ønske om at spille en speciel rolle. Men den næsten overalt i landet forekommende hersen og huseren med søndagens gudstjeneste har med al tydelighed afsløret for NH, at en sømmelig og teologisk forsvarlig gudstjeneste afholdt for dem, som måtte komme, i stadig mindre grad har den toneangivende kirkeligheds bevågenhed.

Hvem kerer sig vel i det daglige om inventaret.
Nej, det er et ganske andet aspekt, der som en rød tråd går gennem den moderne gudstjeneste; det er nemlig optagetheden af dem, der ikke kommer eller som blot kommer i en særlig anledning, til f.eks. dåb eller juleaften. For deres skyld rettes der i gudstjenesten til og findes der på, så det hele bliver imødekommende og letfordøjeligt og ikke generer sarte sjæle, der måtte have besvær med de sære ritualer og den mærkelige tale og derfor måske kunne finde det altfor kedsommeligt at deltage. Efter popularitetsprincippet herses og huseres der frimodigt med den gamle gudstjeneste - til forvirring og ukendelighed for den trofaste kirkegænger og til ukristelighedens indtog under hvælvingerne.

Fordi det hele mere end antyder, at Guds ord i verden er beklageligt uformående og hjælpeløst, hvorfor det må have hjælp og støtte af de gode viljer, der således afslører, at det grundlæggende er succesen og talmajestæten, der er deres virkelige evangelium.
Niels Højlund er en rutineret og fornøjelig foredragsholder, og salen morede sig højlydt over hans eksempler, men der var oprørthed og vrede i hans ord. Han følte sig forrådt, fordi iveren efter at tækkes de ikke-tilstedeværende eller såkaldt kirkefremmede ikke mindst gav sig udslag i en tyndbenethed i salmevalg og prædiken, som røbede, at "gør det sig?"-devisen havde været det overordnede udgangspunkt for præstens arbejde.

Og jeg kom til at tænke på en gammel mand, jeg kender, som sagde: Nu kan jeg ikke gå i kirke mere, for de har indført kirkekaffe i våbenhuset.
Og jeg gider ikke at kvidre med bysbørn dér, for jeg plejer at gå hjem med salmerne i ørene og overvejelse over både dem og prædikenen. Men hvis jeg ikke deltager i kaffen, bliver jeg jo kendt som en sur person, og så bliver jeg hellere væk.

Jo, den moderne "brugervenlige," gudstjeneste, hvori en hvilken som helst familiaritet er legitim - fra pastorens hjertelige velkomst til hans selvkomponerede belæring af dåbsfolk og omsorgsfulde "lad os rejse os" eller indtrængende opfordring til at "sige med" på trosbekendelse og fadervor. Det er tydeligvis for præsten og det menighedsråd, som man må formode er enig med ham, (hvis rådet da ikke er forslagsstilleren til regiet) en flok ignoranter, der er til stede, som "vi" må tage os af og gelejde gennem den gamle forestilling med mindst mulig gene - og således, at der fremfor alt signaleres fællesskab og nærvær. Det er i den moderne gudstjeneste præcis som i skolen, - faget i sig selv er tomt og intetsigende og i grunden en fornærmelse mod barnet, hvis der ikke tilsættes et pædagogisk løft. Ordet er tomt og dødt, men er således også et fortræffeligt udgangspunkt for selvpromovering og den snaksomhed, der får både skoletime og gudstjeneste til at glide i olie. En kort sagt rigtig hyggelig affære, som kun det tænksomme barn eller den gamle kirkegænger får kvababbelse af. Og da eksistensen af sådanne snart er en saga blot, kan "vi" tage det roligt.

Også fordi brugervenligheden jo udspringer af den rene imødekommenhed. Eller med en yngre præsts ord: af næstekærlighed!

For så vidt er den moderne privatiserede gudstjenestes regi-tilsætninger helt i tråd med de nye kollekter og indgangs- og udgangsbønner, som ingen støder, fordi de intet siger og derfor er glemt i samme øjeblik, de har lydt.

Er det pastoralseminariernes teologi, hvis aftryk kirkegængeren i disse år præsenteres for, - eller den tvungne efteruddannelses input?

Påfaldende er det i hvert fald, hvor udbredte og forbløffende ensartede de private tiltag er. Eller skulle det måske være det teologiske universitetsstudium, der i disse år afsløres som forbryderisk letbenet og useriøst gennem kandidaternes frejdige regereri med folkets gudstjeneste?

At "Menighedsrådenes blad" i årevis har indskærpet menighedsrådene, at det drejer sig om at få folk til at komme og derfor om at finde på aktiviteter og at samarbejde over sognegrænserne om gode ideer, er velkendt. På bladets forside (9. september 2002) rider en ludende og ensom cowboy med hatten nede over øjnene gennem en øde ørken. Det er, fortælles der inde i bladet, præsten, der ikke har opdaget det kollegiale samarbejdes velsignelse og den inspiration, det indebærer. Sognepræst i Dybbøl Birgitte Hjarvard Licht har skrevet en rapport herom - men biskop Niels Henrik Arendt gør beroligende opmærksom på, at den ensomme cowboy er ved at være fortid, fordi "præsterne har fundet ud af, at ved at pulje resurserne viser der sig helt nye muligheder, som også i høj grad kommer de enkelte sogne til gode".

Bortset fra at det danske sprog i disse tider også har det svært er det en fantastisk udtalelse fra en biskop, der således falder den præst i ryggen, der med klarsyn for lødigheden eller manglen på samme i den kirkelige verdens iderigdom forsøger at holde sit sogn og sig selv fast på, hvad kirken er til for.

Jamen er det ikke bare en ændring af formen i gudstjenesten, der i de seneste årtier har gjort sig gældende? Er det ikke altfor stærkt at kalde dette ukristeligt, i og med at en form eller et ritual jo ikke er noget gudgivet, men blot noget historisk og således underlagt historiens præmisser?

Og er og skal kirken ikke være det frihedens sted, hvor retningslinjerne er underlagt noget væsentligere end formalitetens - og hvor enhver kan føle sig velkommen? Og var det i øvrigt ikke også Luthers opfattelse, som han kæmpede for overfor romerkirkens ritualisme?

Indvendingerne er ikke ukendte og overfladisk hørt rigtige. Men det forekommer mig, at der i en frigjorthedens tid er grund til igen at overveje det gamle spørgsmål om form og indhold - og at gøre det med Luthers skelnen mellem lov og evangelium, som er det helt afgørende i hans opgør med både pavekirke og sværmere.

I de otte invocavitprædikener, som Luther holdt for Wittenbergs borgere i foråret 1522 i anledning af, at disse, opildnet af først og fremmest Andreas Karlstadt, havde forårsaget gennemførsel af en ren reformatorisk gudstjeneste, hvor nadveren blev nydt under begge skikkelser og kirkerummet blev renset for katolske arvegods, går Luther i rette med sine bysbørn. For ganske vist havde han selv opponeret mod pavekirkens nadver med dens offerforståelse, som gjorde nadveren til ren fortjenstgerning, og ganske vist havde han selv anholdt alt, hvad der lugtede af "narrespil" og pavelove og munkeri, som hindrede evangeliets frie løb i menigheden. Men at erstatte en tvang med en anden er skændigt, slog han fast, for tvangen og budet giver aldrig andet end spilfægteri og abespil, og det "bliver således en menneskelig lov for skinhellige og hyklere".
Evangeliet skal lyde, og så må man lade ordet føre sagen, "thi troen vil iføres frivilligt uden tvang". Og Luther fremhæver, hvorledes han aldrig selv har kæmpet med andet end ordet og pennen. At privatmesserne skal afskaffes, lægger Luther ikke skjul på, for de er en gudsbespottelig affære, "men man skal ikke trække nogen derfra eller dertil ved hårene, thi jeg kan ikke drive nogen til himlen eller prygle nogen derop med knipler".

Hvad Luther gør umisforståelig klart er, at reformer i kirken ikke må gøres til en ny lov. Det fører alene til ny gerningsretfærdighed. Kun evangeliet gør ved troen fri fra enhver tanke om lovgerninger som frelsesvej, og kun evangeliet kan udvirke de rette reformer. Og hvad evangeliet ved troen samtidig udvirker, er sansen for de svages tarv - at der ikke groft skal huseres med de ydre ting til nød og forargelse for næsten.

Igen og igen lyder det gennem prædikenerne: lad ordet føre sagen. "Hold dom og øv retfærdighed, dvs. anklag dig selv og tro Guds barmhjertighed".

Som enhver kan høre er det Luther om at gøre at punktere den selvretfærdighed, som - færdig med evangeliet - ser sig fri til at tage fat på at fuldende troen.

Og det kan ikke fremhæves ofte nok, at denne afgørende skelnen mellem lov og evangelium, mellem den færdiges huseren og aktivitet og den anfægtedes nødvendighed, som er syndernes forladelse alene, - denne skelnen er det, som er det inderste og bærende i vores danske gudstjenesteordning, sådan som den med små ændringer har udviklet sig gennem århundreder.

Derfor er den gamle kirkegængers nødskrig berettiget og på sin plads, for hvad der er karakteristisk for den danske kirkes gudstjenesteritual er, at det - vokset, som det er ud af luthersk kristendom, - i al sin enkelhed og renfærdighed understreger, hvad der er sagen i kirken. I hele sit forløb med kollekter og tekstlæsninger og prædiken og salmer er ritualet en eneste bevidnelse af, hvad kirken er og hvorfor der holdes gudstjeneste. Og skulle præsten være teologisk hjælpeløs og i salmevalg og prædiken give stene for brød, så kan der ske det forunderlige, at det stilfærdige forordnede ritual pludselig får mæle, fordi det kommer til at stå som et tegn, ja, som en slags indirekte prædiken til opbyggelse.

Sådan som det forresten sker, hvor der er ægte form og tradition, i og med at formen og traditionen ikke hævder at være sagen, men blot sagens tjener og forsvarer.

Vil man heroverfor påstå, at der i den moderne tidstypiske gudstjeneste slet ikke er tale om tvang, så er svaret, at det er en lodret løgn. Og endnu mere hæslig end den håndgribelige tvang er nemlig den adfærd, der under omsorgsfuldhedens kærlige maske maser sig ind på folk og sætter spørgsmålstegn ved det arvede og tvinger dem til enten af holde gode miner til slet spil eller bryde med al god opdragelse og gøre oprør mod det og den, som bare vil hjælpe og højne og komme i møde.

"Pas dit embede" - den ordre gælder (som for enhver i tilværelsen) også kirkegænger og præst og menighedsråd. For kun således forsvares friheden i kirken. Men tværtimod at efterleve ordren er kirkens toneangivende gået i lære hos tiden og har taget hele dens sentimentalitet og psykologiserende pågåenhed og aktivitetsdyrkelse til sig.

Og hvad er som sagt mere ligegyldigt end noget gammelt inventar.

Jo, man lo meget i Haderslev, men biskoppen syntes sjovt nok ikke at være særligt tilpas ved nødskriget.

Majken Frost.