Ord om opdragelse - eller: kan De se forskellen?

Tidehverv, 1968, s.12.36.

Ord om opdragelse - eller: kan De se forskellen?
Demokrati i den gængse betydning er et ordnende princip for fællesskabets funktioner og det karakteriseres ved, at det tilgodeser den enkeltes behov og ved, at beslutninger træffes i fællesskab og i fuld enighed. At disse principper lader sig praktisere forudsætter imidlertid, at fællesskabets individer hver især har nået en sådan modenhed, at de virkelig kan beslutte for sig selv eller sagt med andre ord, det kræver en identitetsfølelse, der rækker langt ud over det blot at være lønmodtager, dansker, kristen eller vælger, hvilket jo kun er betegnelser, vi dækker os ind under i mangel af ægte identitet, en slags hjordmentalitet, der i bedste fald kan hjælpe os til at handle. Principperne hører det voksne individ til og dermed de voksnes samfund, og deres håndhævelse kræver en viden og en ansvarsfølelse for sit eget jeg og for medmenneskets.
(Ole Hansen, Bo Dan Andersen, Søren Hansen i Unge Pædagoger 1967, specialnummer Å)

Thi enhver mand eller kvinde, der sættes på en plads, der ikke er i overensstemmelse med vedkommendes evner, ønsker eller krav, vil ikke i længden føle den sindets balance, der er den første betingelse for et harmonisk arbejde og harmonisk liv, og uden indre harmoni vil en stillings opgaver heller ikke kunne løses tilfredsstillende i det lange løb til gavn hverken for den enkelte eller for helheden. Ud fra denne sandhed forstås det altså, hvor National-Socialismens opfattelse af ungdommens betydning og ledelsens pligt over for opdragelsen og udviklingen af denne ungdom er i dyb samklang med livets etiske love.
(Hitler Ungdommen, København 1943, s. 17)

Den skole, vi har i dag, ligger i høj grad på linje med det synspunkt, som jeg har kaldt konservatismens... Vi vil gøre børnene skikkede til at drage fra skolen ud i et samfund, der ikke afviger særlig meget fra det, vi i dag kender. Vi vil gøre dem til nyttige borgere og give dem mulighed for at vokse op som gode, lykkelige og harmoniske mennesker. . . . Der er bl. a. det i vejen, at den (skolen) i bedste fald - og det vil sige, hvis målsætningen realiseres i praksis - vil være en bremse og en hemning for udvikling og forandring.
(Jesper Jensen i Unge Pædagoger 1967, nr. 6)

National-Socialismen har brudt med det almindelige, demokratiske livssyn, der i ungdommens opdragelse ser en forberedelse til at gøre den enkelte til en god samfundsborger, hvilket i og for sig kan være meget smukt, dersom det i virkeligheden ikke betød en partimæssig dressur, der berøver ungdommen den frihed og selvstændighed, der er en nødvendighed, dersom karakterdannelsen skal blive en personlig positivitet.
(Hitler Ungdommen, København 1943, s. 20)

Vi anser det for helt rimeligt, at vi alle er med til at sikre, at børn kan vokse op under gode og trygge kår. Derfor må vi naturligvis også sikre, at intet barn fødes ind i en situation, hvor mulighederne for en god opvækst på forhånd er væsentligt begrænsede. Dette kan bedst sikres ved at indføre en ordning, hvor der stilles visse mindstekrav til det menneske, der ønsker at få et barn. En sådan ordning kan naturligvis aldrig blive en garanti, men den kan i betydelig grad nedsætte antallet af børn, der på forhånd vil være truet af væsentlige handicaps i deres omgivelser. . . Krav til ansøgeren: 5, Prøve i elementær udviklingspsykologi. 6, Prøve i elementær barnepleje og ernæringslære. 7, Praktisk prøve i samvær og kontakt med børn. 8, Erklæring fra læge om ansøgerens fysiske og mentale tilstand.
(Jesper Jensen i Politisk Revy 1967, nr. 87)

Den liberalistiske livsanskuelse, at det er en privat sag at misrøgte såvel sit legeme som sine åndelige evner eller endog at stille disse i negativitetens tjeneste, er ganske stridende mod national-socialistisk tankegang, der betragter såvel legeme som ånd som en gave fra livet eller forsynet, en gave, der forpligter den enkelte unge mand eller kvinde personligt såvel som den forpligter samfundsledelsen over for den opvoksende slægt til at yde denne beskyttelse og udviklingsmuligheder.
(Hitler Ungdommen, København 1943, s. 20-21)

(I Tidehvervs martsnummer 1968 kunne følgende læses s. 36)

Et indlæg.
Tidehverv spørger på bagsiden af sit januar-nr. sine læsere, om de kan se forskel på vore og Hitlerjugends synspunkter på børn og opdragelse. Der bringes citater af begge parter.

Hvis Tidehvervs læsere virkelig er så stupide, som redaktionen øjensynligt mener, er dette brev naturligvis tidsspilde. Hvis ikke, vil vi blot i al stilfærdighed bede læserne om at gøre sig bekendt med de artikler, hvorfra redaktionen har hentet sine tendentiøse udsnit.

Vi tror, at selv mindre tænksomme læsere vil kunne "se forskellen" - uden at de derfor nødvendigvis er enige med os.

Skulle der da komme et argumenteret indlæg imod vore synspunkter, vil vi bede redaktionen sende os eksemplarer af pågældende nr.

Ole Hansen, Bo Dan Andersen, Søren Hansen, Jesper Jensen.

Det er med beklagelse, vi må konstatere, at ovenstående progressive og identitetssøgende og selvrealiserende pædagoger er ganske uden blik for det perspektivrige i vor citatmosaik i januarnummeret, men da det er vanskeligt at argumentere med et indlæg uden argumenter, vil vi lade citaterne blive stående i deres tankevækkende sammenhæng - hvor de står godt.

sk.