Af Mario Borghezio, Agostino Sanfratello, Roberto Fiore, Piero Vassallo, Giancinto Auriti, Pucci Cipriani, Fabio de Fina, Tidehverv, 2003, s.43-44.
Appel
Imod Tyrkiets indlemmelse i Den Europæiske Union
[Over for det perspektiv, som tegner sig nu, med en mulig indlemmelse af Tyrkiet i EU, har en række personligheder fra den akademiske og politiske verden i Italien reageret med en Appel til landets regering og parlament. I appellen lægges vægt på den Historiske erindring som den forståelseshorisont, EU's udvidelsespolitik må bedømmes på. Vi bringer herunder en oversættelse af den italienske tekst i dansk oversættelse. De runde parenteser er fra originalteksten. De firkantede parenteser indeholder forklaringer skrevet af oversætteren.]
I de seneste måneder er presset for den principielle accept af Tyrkiets indlemmelse i EU gjort stadig stærkere gældende. USA advarer sine europæiske allierede om, at Tyrkiets indgang bør finde sted inden for et kort tidsrum. I Italien har Ministerrådets formand og Den [nationalorienterede] Nationale Alliance udtrykt sig til fordel for en sådan eventualitet.
Størsteparten af den italienske befolkning såvel som mange repræsentanter for den kulturelle og politiske verden vil derimod mene, at indlemmelsen af Tyrkiet (et land, som geografisk hører hjemme i Asien, med en islamisk kultur, og som i et århundrede har været i hænderne på et arrogant frimurerisk-mafiøst oligarki) ville udgøre et hidtil uset brud med den europæiske tradition og historie.
I århundreder har Europa udelukkende kendt Tyrkiet som den aggressive magt rettet imod sig og som de europæiske kristne folkeslags undertrykker og torturbøddel: Fra Ungarn til Kaukasus, fra Grækenland til Ukraine, fra Serbien til Rumænien, fra Syditalien til Rusland. Hvad Italien selv angår, blev vore sydlige områder i århundreder hærget af det osmanniske Tyrkiet, og brugt til udplyndring og fangst af slaver. Ligeledes kystområderne omkring den indre del af Middelhavet. Byer som Otranto har kendt massakrer og ødelæggelser, som overgår enhver fantasi.
I 1800-tallet føjedes - med en større nederdrægtighed til følge - et frimurerisk barbari til det barbari, som den islamiske lov (sharia) i forvejen bar. Og de kristne folks kvaler forøgedes.
Fra begyndelsen af 1900-tallet gjorde så endnu et barbari, af en endnu mere dybtgående art, sig gældende: "Ungtyrkernes" barbari ("dönmeh"). Disse overtog magten i 1908 og har beholdt den indtil i dag: Fra triumviratet Talaat-Enver-Djemal [Enver: krigsminister; Talaat: indenrigsminister; Djemal: marineminister] til dönmeh-en Kemal "Atatürk" [ved magten fra 1923 til 1938, Den Tyrkiske Republiks grundlægger] og deres aktuelle arvinger. Folkedrabet begyndte.
En i sandhed historisk milepæl bliver nu sat: Det, der kendetegner det "moderne", "sekulære" og "oplyste" Tyrkiet (som i de sidste 100 år har været i hånden på loger, "dönmeh" og deres mafia), er netop dets evne - efter de store massakrer i 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet [fra 1894 til 1896 blev 300.000 armeniere systematisk massakreret; 30.000 i 1909] - til at organisere og mellem 1915 og 1922 og længere frem endda føre det rædselsvækkende folkedrab på armenierne ud i livet, det første og et af de store folkedrab i det 20. århundrede: "Folkedrabet på armenierne, som fandt sted i århundredets begyndelse, har været ligesom en indledning til de uhyrligheder, som senere fulgte" (Johannes Paul II, 9.11.2000).
Samtidig med, at armenierne blev dræbt og udplyndret (folkedrabet på armenierne er allerede blevet fastslået og fordømt af det italienske parlament i 2000, såvel som af det europæiske parlament og parlamenterne i mange andre lande), udførte det samme Tyrkiet massakre på grækerne samt udvisning og udplyndring af dem. Således blev realiseret, med armenierne, grækerne og andre kristen-ortodokse nationer som ofre, den første og mest nøjagtige "etniske rensning" i vor tid. Tyrkiet deporterede, tvang til eksil og udryddede - først i de osmanniske territorier, dernæst i det "moderne", "sekulære" og "oplyste" Tyrkiets områder - de ældgamle kristne nationer, som er arvtagere af den højeste klassiske civilisation.
I de balkanske lande har der været tilbagevende politisk ustabilitet på grund de politisk-økonomiske angreb, som disse lande led som følge af deres placering i den tyrkiske interessesfære. Disse angreb har som mål - idet Tyrkiet indgår i et komplekst spil af internationale interesser - at underminere ethvert perspektiv for et fremtidigt selvstændigt og stærkt Europa.
Siden 1974 har Tyrkiet holdt ca. 40 % af Den Cypriotiske Republik (Kypriaké Democratia) under militær besættelse, i modstrid med alle og mest elementære folkeretsprincipper, og det har siden da nægtet at lyde enhver FN-resolution. Hvad mere er, proklamerede Tyrkiet i 1983 en Nordcypriotisk Tyrkisk Republik i de illegalt besatte områder på Cypern.
Samtidig har Tyrkiet i et årti og indtil i dag underkastet Armenien en skånselsløs økonomisk blokade og en permanent militær trussel. Dette i konstant alliance med Aserbajdsjan, som med "den enorme militære støtte, som staten Israel yder Aserbajdsjan" (ifølge det europæiske parlamentsmedlem Bernard Anthony, formand for "Chrétienté solidarité", i Présent, 19.11.1992) har ført krig imod armeniernes land i Nagorno-Karabag. [I armeniernes øjne er Karabag, som Sovjetunionen, efter det velkendte mønster, gav Aserbajdsjan, "kernelandet": Det er "det eneste sted på jorden, armenierne ikke er blevet jaget ud"].
Igennem årene har netop dette Tyrkiet - det "moderne", "sekulære" og "oplyste" Tyrkiet - udvist den arrogance og uforskammethed periodisk at "advare" Europa: Tyrkiet skulle accepteres straks og betingelsesløst.
Fra et økonomisk standpunkt kender vore landmænd såvel som ethvert andet europæisk lands bønder allerede den økonomiske trussel, som konkurrerende lav-kvalitetsprodukter fra Lilleasien og Nordafrika udgør. De ser med bekymring på den utilladelige indlemmelse af et ikke-europæisk land som Tyrkiet i EU, et land, hvis sociale niveau er lavere end i Europa, og hvis produktionsstandarder er så meget lavere og billigere end de europæiske.
Desuden, inden for rammerne af en indvandringssituation, som allerede er yderst alvorlig, vil indlemmelsen af et land med ca. 70 millioner indbyggere være kimen til et sandt selvmord for Europa, som allerede er "vært" for millioner og atter millioner af ikke-europæere. Dette bliver efterhånden endnu mere alvorligt, idet Tyrkiets strategiske politik nu går ud på som noget konstant at betragte som "tyrker" alle asiatiske tyrkisk-mongolske folk fra de islamiske lande i det tidligere Sovjetunionen. Ved flere lejligheder har Tyrkiet vist sin vilje til at gå i gang med at give dem tyrkisk pas og statsborgerskab. (Det drejer sig om den pan-tyrkiske ideologi, som understreger slægtskabet mellem Tyrkiet og alle andre tyrkisk-talende folk, som i deres flertal lever i det tidligere Sovjetunion. Tyrkisk-talende mindretal findes også i Kina og i Nordiran.)
Indlemmelsen af Tyrkiet i EU ville således mangfoldiggøre spændingerne og de økonomiske og sociale konflikter alle steder i Europa; den vil senere hen føre til en vansiring af den historiske og kulturelle identitet hos de europæiske nationer (identitet, som hviler på forskellighed og komplementaritet); forøge spredningen - i enhver region i Den europæiske Stat - af så mange elementer, i hvilke den kulturelle enhed overlever; og underkaste Europa de mest ødelæggende perspektiver i det verdensomspændende politiske spil.
Derfor appellerer vi til Italiens regering og parlament med ønsket om, at de må udvise elementær værdighed i denne sag, og at de konstant, uden tvetydighed, men med urokkelig beslutsomhed må forkaste uværdige pressioner i retning af Tyrkiets indlemmelse i EU, en indlemmelse, som ville betyde begyndelsen på afslutningen for Europa.
Underskrivere: Mario Borghezio, Agostino Sanfratello, Roberto Fiore, Piero Vassallo, Giancinto Auriti, Pucci Cipriani, Fabio de Fina.
E-mail:
Oversat fra italiensk af Monica Papazu.