Afsked med Willy Brandt

Af Monica Papazu, Tidehverv, 1992, s.191.

En stor mands død? Det er det, de vestlige massemedier, med få undtagelser, igen og igen har gentaget i disse dage. Hvis storheden for en statsmand nødvendigvis må ligge i evnen til at forstå sin tid, med de menneskelige spørgsmål, den rejser, med det opgør, den indeholder, og med den fremtid, den bærer i sig - så var Willy Brandt alt andet end stor.

Tre af de fire billeder, som pynter Svend Aukens nekrolog (Jyllands-Posten, 10. oktober 1992), illustrerer på ironisk vis (ironisk, fordi de netop modsiger Svend Aukens hyldest) Willy Brandts grundlæggende blindhed og manglende moralske format. Han har nemlig været en "rejsekammerat" blandt andre: 1) Willy Brandt i Rumænien (1967); 2) med DDR-spionen Günter Guillaume; 3) det store familiebillede, Willy Brandt med hustru sammen med Bresjnev (1973), holdende hinanden under armen og smilende deres hjerteligste smil.

Disse tre billeder siger alt, hvad der er at sige om statsmanden Willy Brandt, de udgør i sig selv den dokumenterede konklusion på et liv i kompromisernes mudrede vande: støtten til den magt, som opåd millioner af menneskers liv (60 millioner i Sovjet under kommunismen), forræderiet overfor på en gang de forsvarsløse ofre i Øst og den vestlige verden, hvis sikkerhed og frihed, Brandts Ostpolitik fundamentalt bragte i fare.

Fra Solsjenitsyns værk Kalven og Egen tager vi her - for den historiske hukommelses skyld - de linjer, som yderligere belyser meningen med Willy Brandts billede med Bresjnev, som Jyllands-Posten bragte:
12. september 1973, fortæller Solsjenitsyn, erklærede Willy Brandt, at han "ville prøve at forbedre forholdene til Sovjetunionen, om det så var Stalin, der var ved magten". Og Solsjenitsyn svarer: ""Forbedre forholdene" til millioner af menneskers drabsmand? Hvorfor så ikke til hans lillebror, Hitler? Med denne unødvendige understregning hånede Brandt os alle - alle de levende og alle de fanger, som mistede livet i lejrene."

"Man skal ikke tale ondt om de døde", siger ordsproget. Men det tager fejl. Løgnen skal ikke være så sejlivet, at den alene skal overleve, og således fortsat præge vore historiebøger og forvrænge den gængse mentalitet. Sandheden må frem - for de dødes og for de levendes skyld, for den historiske erindrings skyld.

Kommunismen, hævdes det generelt, er faldet, og man har gjort mine til at glæde sig over det. Men de i den kommunistiske ideologi rodfæstede tankevaner er ikke blevet rokket. De lever videre i bedste velgående. Svend Aukens nekrolog over Willy Brandt og Vesteuropas almindelige hyldest til den afdøde statsmand, hvis hovedindsats i verdenshistorien har været at holde kommunismen i live, er blot et af beviserne derpå.