Monarkens tale

Af Monica Papazu, Tidehverv, 1993, s.24-25.

Det var ikke uden en vis ængstelse, jeg ventede Dronningens tale den 31. december 1992. Hendes Majestæts ord fra forrige år, med forherligelsen af det vestlige demokrati og det kategoriske bud om en aktivering af den danske befolkning i "den demokratiske proces" - hvorved demokratiet netop gøres kunstigt, det ophører med at tjene mennesket og bliver til det, mennesket skal tjene - klang stadig i mine øren. Den bitre smag, som Regentens gentagelse af en af tidens mest udslidte clichéer, som havde forvrænget selve demokratiets essens, havde efterladt i mig, var ikke forsvundet. Den vestlige type demokrati blev som et absolut løftet over relativitetens verden, hvor den hører hjemme, og dens frelsende værdi blev påpeget for både de østeuropæiske nationer, "som sjældent eller aldrig har fået lov at udvikle" demokratiet, og for det danske folk selv. Politiserende og politisk-moraliserende tale.

Jeg lod det ligge sidste år. Jeg tav og begravede mine tanker i min loyalitet overfor det monarkiske princip i sig selv, som skulle mildne mit øjeblikkelige oprør og forargelse og glatte over dem. Men jeg havde ikke glemt, at i Dronningens tale fra forrige år havde konformismen slået sin umiskendelige tone an, og i den lå abdiceringen af den særlige myndighed, som påhviler Monarken alene.

Hvis min vurdering fra året før havde været rigtig, så lod 1992-talens indhold sig med lethed gætte, som om den i forvejen var skrevet og allerede lå for mine øjne. For det var nok at tænke på hvilket tema der i årets løb gennem massemedierne var blevet slået fast: Det var jo den nationale følelses dæmonisering, angrebet på den nationale bevidsthed i Østeuropa og herhjemme. Og dette blev i sandhed temaet i Dronningens tale, som på trods af stilens elegance og tonens smukke klang ikke desto mindre var en tekst om et tema, som andre - den anonyme menings hersker - havde valgt.

En advarende finger blev, som det var at forvente, løftet mod Østeuropa. De østeuropæiske folkeslags behov for at genfinde og udtrykke deres identitet efter den altødelæggende Krig (for kommunismen har været den massive, vedvarende krig) blev, som ved en tryllestavs bevægelse, forvandlet fra den brusende "jubel" til "pletter på den smukke festdug": Som om det var to sider af den samme sag, og ydermere frihedens følge. "Den overgearede nationalismes gamle spøgelse" blev luftet, som det sig hør og bør efter den vedtagne dagsorden, udenfor hvis rammer ingen i disse dage er salonfæhig, og, med et retorisk spørgsmålstegn, som ikke kunne skjule talens reelle indhold, blev den danske "rød/hvide begejstring" stemplet som udtryk for en skammelig og farlig holdning. (Er det ikke inkonsekvent, at de danske elite-idrætsfolk, bl.a. EM-vinderne i 1992, blev modtaget på Amalienborg (se Jyllands-Posten, 5. januar 1993, forsiden), efter at danskernes glæde over landsholdets sejr i Nytårstalen var blevet strengt kritiseret som skæbnesvanger nationalisme?)

Med sin tale mistænkeliggjorde Monarken sit folks fædrelandskærlighed og advarede mod den østeuropæiske smitte, og syntes at ignorere selve den Historie, som det danske folk havde levet i årets løb og som aftvang omverdenen respekt og bragte glæde i resten af Europa: Nej'et til Maastricht og Europamesterskabet i fodbold. Sådan har det været, at de to begivenheder, måske også ved en skæbnens gunst, har kædet sig sammen og symbolsk er kommet til at udtrykke det samme: En national opvågnen, en følelse af national værdighed, som kan holde stand mod tidens tendens til afpersonificering af nationerne, og som intet hadefuldt eller fjendsk og ingen hovmodig selvhævdelse har ved sig. Dette var årets tema, organisk vokset frem af de begivenheder, som har fundet sted, og som enhver i ydmyghed overfor virkeligheden kan dechifrere: At det danske folk med værdighed vedkender sig sin identitet. Dette tema har skrevet sig selv, af sig selv, i den erfarede historie, hinsides de politiske partier og deres programmer.

Når den reelle historie, som det danske folk har levet i årets løb, er ignoreret, misforstået eller (og endda) mistænkeliggjort, hvor megen værdi bærer så de smukke ord om "fællesskab", "sammenhæng", fælles "værdier" og "stolthed over den arv, vi er fælles om" i sig? Glider de ikke ved siden af, risikerer de ikke at opløses?

Nu da jeg til sidst har taget pennen for at nedfælde disse tanker, som jeg ikke længer kan holde for mig selv, må jeg også rulle dem ud i hele deres indlysende sammenhæng. Politiseringen i de to taler hænger sammen med andre momenter, som hver for sig ikke betyder stort og kan forbigåes i tavshed, men som sat sammen anslår en linje, som ikke længer er tilfældig men karakteristisk, og som rammer dybt. Det drejer sig om overrækkelsen af Elefantordenen til Ceausescu i 1980, og om oversættelsen i 1981 af Simone de Beauvoirs værk fra 1947 "Alle mennesker er dødelige", i samarbejde med Prins Henrik. Den kommunistiske diktator på den ene side, og den for Europas bevidsthed moralsk nedbrydende forfatterinde, hvis ord i "Morale de l'Ambiguité" fra 1946 ("Tvetydighedens Moral") hverken kan eller bør glemmes:

"Utvivlsomt er udrensningerne, deportationerne, besættelsens magtmisbrug, politidiktaturet (i Sovjetunionen) betydeligt mere omfattende end de voldshandlinger, der finder sted i et hvilket som helst andet land (…). Men de kvantitative betragtninger er utilstrækkelige (…). Man kan ikke dømme om et middel uden at tage det formål, som giver midlet mening, i betragtning. At lynche en neger (…) er et absolut onde, der udgør en forældet civilisations levn (…). Det er en fejl, som ikke kan retfærdiggøres, ikke kan undskyldes. At udrydde hundrede modstandere er sikkert en skandale, men det kan ske, at det har en mening, en grund … måske udgør det kun den nødvendige del af nederlag, som et hvilket som helst positivt foretagende rummer".

Den nødvendige vold i fremskridtets tjeneste…

Var Simone de Beauvoir med sine krumspring sammen med Sartre fra stalinisme til maoisme, og med sin værdinihilisme den forfatter, som skulle berige Danmarks Riges kultur, var hun en Monarks oversættelse værdig?

En anden stemme havde jeg som adoptiv undersåt længtes efter at høre: Monarkens Stemme, Monarken, som netop er den, der ikke er valgt, og som derfor indgår i en anden sammenhæng end den sædvanligt politiske. Den, som alene indgår i en traditionens og skæbnens sammenhæng: At blive pålagt en myndighed, man ikke selv har bedt om og måske ønsket sig, at være bundet til det anviste sted så tungt som ingen af os (som dog har en relativ valgfrihed) er det, at skulle bære generationers arv på sine skuldre og simpelthen at være, og være i kraft af denne arv. Symbol på slægtens kontinuitet på dens jord og på den nationale histories permanens, symbol på noget som, født i tiden, står fast i tidernes skiften. For dette er nemlig kærnen, at Monarken levende i tiden som ethvert andet menneske samtidig er ophøjet over tider og deres skiften, over ideologiske strømninger og over politiske lidenskaber. (Monarken er ikke valgt, være det atter sagt, han/hun repræsenterer ikke et politisk program og har ikke et politisk flertal at tage sigte på og behage). Monarken står overfor Gud, sin samvittighed, sit folk og folkets historie.

Og derfor må Monarken netop i sig selv udgøre et værn for sit folks sjæl, et tegn på kollektiv erindring, rodfæstethedens vilje og fremtidens fællesskab, og en fundamental anderledeshed som modpol til tidens alsidige politisering. Myndigt må han/hun tage vare på modersmålets ord, bevare dem med deres nedarvede, eksistentielle mening og udtale dem med den værdighed, som er hans/hendes alene.

Hvad har Nytårstalen bragt til det danske folk andet end den sproglige forvirring, at der ikke er forskel på national bevidsthed og nationalisme, andet end den nationales følelses politisering og kulpabilisering, skammen over den enkle værdighed i at vedkende sig sin nationale identitet? En anonym tale, skrevet i forvejen. Ikke fællesskabets tale. Ikke Monarkens tale.

Det er med bedrøvelse disse linjer må skrives, den bedrøvelse, som alene den for hvem det monarkiske princip hverken er fjendsk, forældet eller ligegyldigt kender. Undersåttens bedrøvelse, som ikke længer kan forties, når Øvrigheden svigter sit århundredgamle Embedes Kald: Ansvaret for sit Folk.