Af Monica Papazu, Tidehverv, 1993, s.65-66.

Et voldeligt optrin fandt sted i Århus den 2. februar i forbindelse med et møde i Den Danske Forening. En politimand kom på skadestuen efter at være blevet slået af en "anti-racistisk" demonstrant.

4. februar opfordrede Norges statsminister Gro Harlem Brundtland Europarådets parlamentariske forsamling til at intensivere kampen mod racisme, fremmedhad og diskrimination.

Søndag den 28. februar fandt en "Demonstration mod etnisk, national og politisk vold" sted i flere vesteuropæiske lande. - Pacifismen, som, ved at have opfundet en ny frelsende genstand, synes at være kommet sig efter den korte, men ikke dødelige afkræftelse, som Murens fald forårsagede, har igen kunnet opleve sin apoteose til Nordahl Griegs "Kringsat af fiender" og i stearinlysenes skær.

Mod Vest og mod Øst lyder i disse tider et øredøvende råb: "Ned med racismen!", "Ned med nationalismen!". Lette slagord, som alle slagord er, og som bærer skin af en ubestridelig "hellig sag".

Giver man sig dog i lag med, med opmærksomhed, at reflektere over tidens fænomener, så dukker det ene paradoks frem efter det andet bag den tilsyneladende så pæne facade.

I den offentlige mening er det efterhånden blevet sådan, at et hvilket som helst ikke-europæisk (afrikansk eller asiatisk) folk, der kæmper for sin selvstændighed, for at være herre over sin skæbne, for at danne en national stat, hvor en national kultur kan udfolde sig, automatisk møder Vesteuropas bifald. Det er en højst retfærdig sag: Den fremskridtsvenlige krig mod den vestlige imperialisme.

Hvis et østeuropæisk folk derimod kæmper mod det imperium, der har haft magt over det - det kommunistiske imperium - og nu, da imperiet falder sammen, prøver at trække sine egne grænser for at kunne leve det hidtil kvalte, undertrykte nationale liv, så kaldes det automatisk for reaktionær nationalisme.

Med forbløffende inkonsekvens betragtes de to fænomener som værende diametrale modsætninger. Det ene, som finder sted udenfor Europa, og er (eller kan være) anti-europæisk, er per definition "fremskridtsvenligt". Det andet, som finder sted i Europa og som udtrykker de europæiske folks selv-bevidsthed, er per definition "reaktionært".

Denne ulogiske holdning har dog sine dybtliggende grunde. Den dominerende ideologiske strømning i Vesteuropa, dette Vesteuropa, som har dyrket marxismen ("Arbejderne har ikke noget fædreland", som det hedder i Det Kommunistiske Manifest), som gennem sine politikere (af Willy Brandt-typen) og sine bevægelser (f.eks. fredsbevægelserne) uafbrudt har støttet kommunismen, er endnu ikke kommet over forbitrelsen over kommunismens endeligt. Selv om ordene ikke udtales åbenlyst, kan man dog høre det dybe suk: Østeuropa havde gjort sådan et flot "fremskridt" med kommunismen, sikke dog en skam, at kommunismen faldt og Østeuropa igen er blevet "reaktionært"!

I stedet for at dæmonisere de folkeslag, som i trekvart århundrede (Rusland) eller i et halvt århundrede (det øvrige Østeuropa) har været ofre for kommunismens totale krig - den krig som har ført til over 60 millioner døde i Sovjetunionen alene, lagt lande i ruiner, og bragt den dybeste fortvivlelse i menneskenes sjæl - burde man glæde sig over, at den er ved at være forbi. I stedet for at pege på opdigtede farer, burde man, med tro på livet, se kendsgerningerne i øjnene. Østeuropa oplever nu den store krigs efterveer og den nye tids fødselsveer. Det er en befrielsesproces. Det er liv og historie. Der er intet, som kunne være særligt angstfremkaldende, sådan som kommunismens eksistens med rette burde have været. Vestens opmærksomhed er forkert rettet mod de nationale konflikter mellem folk, som ved imperiets fald legitimt ønsker at trække deres egne grænser for at kunne leve som selvstændige nationer. Disse er lokale krige med lokal betydning. Mere truende til gengæld er den spredte national-bolsjevisme (i Serbien, Ukraine, Slovakiet, Rumænien), som markerer kommunismens forsøg på at overleve under en ny maske. Men dette er, forhåbentlig, en af kommunismens sidste faser.

Lad os lige vende tilbage til vort udgangspunkt og reflektere endnu en gang over det paradoks, vi signalerede: Det er ikke den nationale bevidsthed i almindelighed, som Vesteuropa i disse tider fordømmer, men udelukkende de europæiske folkeslags nationale bevidsthed. Alle andre folkeslag på jordens overflade, blot ikke de europæiske, må have lov til at være sig selv. Dette er Vesteuropas tærende åndelige sygdom: Skammen over at være sig selv, skammen over overhovedet at være til. Flugten ind i utopien om "Det Forenede Europa", "Et Nyt Europa", hvor alle kan glemme hvem de er, og hvor de kommer fra - er kun et af symptomerne på hadet mod sig selv.

Det andet iøjnefaldende symptom er den "anti-racistiske" ideologi. "Anti-racismen" bæres af vesteuropæerne selv som deres eget selvmorderiske våben.

Det er på tide, at man gør sig det klart, at der ikke er spor af menneskekærlighed i "anti-racismen". Allerede i 1972 gjorde den store franske teolog Jacques Ellul i sit værk De la Révolution aux révoltes (Fra revolution til oprør) opmærksom på, at "anti-racismen" er fundamentalt racistisk, at den udtrykker og fremkalder et blindt had mod den race, den er vendt imod. "Anti-racismen" (og "anti-nationalismen" for denne sags skyld) har intet at gøre med racernes (og nationernes) ontologiske ligeværdighed. Den er en skånselsløsracisme, som nu endelig har fundet sig en ny legitimitet. På dens grundlag etableres nye, utilgivelige diskriminationer.

Dette er ikke så abstrakt, som det måske lyder. Et par eksempler vil her være tilstrækkelige. Jeg som rumæner kan til enhver tid stifte Den rumænske Forening i Danmark. Dette er helt accepteret af den generelle mening. Men at danskerne, som bor i deres eget land, som har en lang og ærværdig national kultur, blot skulle have lov til at have ligerettigheder med de fremmede, der bor iblandt dem - dette er absolutuhørt og højst fordømmeligt!

Man er nået så langt, at danske unge mennesker fra skoler og andre undervisningsanstal-ter er blevet mobiliseret i "anti-racismens" sag. Unge mennesker, fulde af generøsitet og god vilje, men dårligt vejledet, er kommet til at demonstrere imod, at de overhovedet er til, mod deres kulturs rødder, mod deres folks ret til at leve indenfor dets eget fællesskab med dets normer og værdier.

Og idet de gør det, ved de ikke, at de ikke kun behandler sig selv, men også de her til lands boende fremmede dårligt. For her opstår endnu et mærkeligt paradoks: Udlændingen ved nemlig, ud fra en elementær anstændighed, at der findes én uskreven lov for enhver, der kommer til at leve blandt fremmede. Den er: Du skal være loyal mod det folk, der har taget imod dig!

Sandheden er, at "anti-racismen", som er en af hadets ideologier i vor tid, på én gang er rettet imod det givne folk og imod udlændingene. Fordi den er rettet imod folkenes identitet og værdighed. Det er noget andet, som udlændinge ligesom jeg havde ventet: Ikke den bistre, selvmorderiske mangel på respekt for sig selv, som er "anti-racismens" dybe kendemærke, men den udstrakte hånd fra mennesker, som har deres selv-respekt i behold, og som derfor er i stand til også at respektere andre i deres identitet og forskelligartethed.

En stat (eller en overstat, sådan som Vesteuropa mere og mere synes at blive), hvis officielle ideologi er "anti-racismen", er en racistisk stat. Det er en stat, hvor racehadet er legitimeret. Det er en stat, som undertrykker og dæmoniserer de i Vesteuropa givne nationale fællesskaber, og opfordrer de fremmede til det "retfærdige" racehad.

Sådan en stat er en ulykke for de vesteuropæiske folkeslag, og den er også en dyb ulykke for enhver fremmed, som skæbnen eller historien har bragt hertil, og som ønsker at leve et anstændigt liv, med respekt for og kærlighed til det folk, hvis brød, sorger og glæder, han/hun er kommet til at dele.