Vilhelm Krarup

Af Monica Papazu, Tidehverv, 2000, s.5-6.

Ved mindesammenkomsten 19. november 1999.

Jeg taler i dag, fordi jeg véd, at det er rigtigt at gøre det. Det er rigtigt at bære vidnesbyrd om hinanden - om de levende og om dem, der med et orthodoxt udtryk "er flyttet fra os". For tre år siden, da min gamle ven Fader Constantin Voicescu fra kirken i Sapientii-Gaden i Bukarest døde, fortalte jeg Bedstefar - som jeg kaldte Vilhelm Krarup og som han selv kaldte sig over for mig - om min sorg over, at denne store modstandsmand i den rumænske kirke ikke længere var blandt os og om at jeg havde skrevet en kronik til minde om ham. Og Bedstefar svarede: "Jeg er glad for, at du gjorde det!" Derfor fatter jeg nu mod og tænker med enfoldighed på, at han også hører det, jeg vil sige - for han vidste, hvad jeg vil sige.

Det har været mit privilegium at kende Vilhelm Krarup gennem de sidst ni, næsten ti år af hans liv. Mit privilegium at kalde ham Bedstefar og skænkes hans venskab, hans støtte, hans deltagelse, hans omsorg. På en måde var jeg hans yngste barnebarn - yngste fordi jeg bare dukkede op, fra et andet land bag mange grænser og bjerge og vandstrækninger, fra et andet sprog og en anden tradition. Jeg dukkede op en skønne dag på Krabbesholm ved Tidehvervs sommermøde, og han kom mig i møde og sagde til mig med underforståethedens smil: "Velkommen til Familiejournalen! ... Nu skal jeg fortælle dig ..." Og velkomsten var sand, og Journalen (Tidehverv) var sand, og familien var sand.

I 1990 bød Vilhelm Krarup mig velkommen. Velkommen til Tidehverv, som jeg opdagede som det dybe og sande Danmark, som den forkyndelse til mennesket i historien, som gav genklang i min sjæl. Han bød mig, den fremmede, velkommen til det danske land. Han bød mig som et barn uden bedstefædre (jeg har aldrig kendt mine naturlige bedstefædre, de var begge to døde, da jeg blev født) velkommen til sin egen omsorg som Bedstefar, og han værnede over mine skridt - som barnets første skridt i verden, for mine skridt var også første skridt i en ny verden, i et nyt land.

Ja, på hin dag i 1990 på Krabbesholm opdagede jeg ånd og sandhed i Danmark. Min ørkenvandring, som havde varet i ti år, var afsluttet. Betegnelsen Bedstefar, som opstod mellem os som den mest naturlige og uomtvistelige ting i verden, markerede netop det åndelige slægtskab, som vi anerkendte i hinanden. Et slægtskab, som simpelt hen var der, dybt og naturligt, givet, ligesom det biologiske slægtskab er givet. Dostojevskij og Kierkegaard var os begge lige dyrebare, og vi delte en grundforståelse i det væsentlige. Andre tilskikkelser, en anden historie, en anden tradition prægede os hver for sig, men kernen i dem var den samme. Han var sig selv - det enestående menneske. Og han var Tidehverv og Danmark. Og han tog ikke kun mig selv, men også min verden, mit rumænske folk og de mennesker, jeg fortalte ham om, til sit hjerte. At have rod i et folkeligt fællesskab er betingelsen for, at man kan genkende et andet menneskes folkelige fællesskab. Den, der har kæmpet for sit folk og sit land, forstår et andet folks tragiske historie og kamp.

Bedstefar tog mig med på rejser - store veje og små afsides liggende veje - han viste mig Danmark, og stederne fortalte deres historie gennem ham. Han førte mig ind i stedernes historie, og han førte mig ind i sine egne historier. Mangfoldige fortællinger, der strakte sig fra hans tidlige år til hans gamle sogne, som han blev ved med at bære i sit hjerte. Han fortalte gerne historierne om sin indsættelse i Vester Aaby, og menneskene i hans sogn antog skikkelse og karakter gennem hans ord. Der var præcise navne på dem alle - døde og levende -, og livsforløb og særlige hændelser blev fortalt. Et mylder af mennesker dukkede gradvist op for tilhøreren, det ene menneske bragte det andet med, sådan som deres livstråde flettede sig sammen, og rummet udvidede sig og blev ved med at udvide sig. Han var en medrivende fortæller, som øste gerne af den store skat, som blev ham forundt gennem et langt liv. Han fortalte, fordi menneskets liv skal fortælles - at fortælle er altid at hævde, at der er noget, der er værd at bringe videre, og at livet har mening. Han bar sit sogn, sine sogne, utallige slægtshistorier med sig. Han bar sit folks historie - ikke som noget fortidigt, men som livets fællesskab. Livets fællesskab, som forpligter i dag.

Intet ville være mere forkert end at give det indtryk, at Vilhelm Krarup dvælede ved fortiden. Han var derimod indbegrebet af det samtidige menneske - retteligt forstået. Han dyrkede ikke fortiden, for at dyrke fortiden er netop at begrave fortiden endnu en gang, at besegle dens død. Fortiden talte ind i nutiden, den gav det nuværende liv tyngde. Hans fællesskab var livets fællesskab under Livets Herre, og i livets fællesskab indgår de nulevende, de kommende og de hensovede. Af rødderne under mulde udspringer vi, og disse rødder binder os til folk og land. Af gamle ord lever vi, og når vi virkelig lever af dem, er de altid nye ord.

Det at leve står for mig som noget af det mest grundlæggende hos Vilhelm Krarup. At leve det liv, der er én givet, med alt hvad det indebærer - at leve det som det embede, Gud har betroet én. Ja, dit embede som levende menneske. Dit embede til at være levende. Levende - med mod og glæde og taknemmelighed og smerte. Levende og ikke død som de døde ting, der bare flyder med strømmen. Levende i din dags gerning. Levende i dagens kamp. Livet som en åndelig bestemmelse og ikke blot et biologisk faktum.

"Levende" er hemmeligheden ved den stridsmand for Herren, han var. Levende i Den Danske Folkekirke, hvor hans røst rejste sig med vægt for at sætte skel og bringe klarhed, hver gang det var nødvendigt. Han har præget dette århundredes kirkehistorie i Danmark gennem præcist sin samtidighed - evnen til at se, hvor øjeblikkets strid lå, og bringe sit utvetydige svar. Levende i sit folk, for hvis overlevelse og frihed han kæmpede i modstandsbevægelsen og i den anderledes modstandsbevægelse, som ikke blev mindre nødvendig efter Anden Verdenskrig. Han talte som præsten i sit sogn og som den enkelte i sit folkelige fællesskab.

Han var stridsmand, fordi livet er levende i striden. Fordi Sandheden i Kristus skal siges og leves - og idet den siges, bliver sandheden om menneskets jordiske liv åbenbar. Det jordiske fik sin mening og værdi, idet lyset ovenfra faldt på det og viste én ansvarets vej hernede.

Han var stridsmand på grund af friheden. Det forstod man så klart hos ham: At friheden er den gudgivne gave og derfor aldrig kan være noget, man ejer, eller noget, man kan gemme til senere brug. Friheden er kun til, idet man tager den - og man kan kun tage den på grund af befalingen. Friheden skal tages med frygtløshed, den skal erobres på ny hverdag. Det gælder for den enkelte. Det gælder for folket. Man tager den på trods - på trods af magtapparater og -systemer, på trods af sin egen bekvemmelighedstrang. Derfor er det rigtigt at sige, at man først tager imod friheden, når man uafbrudt erobrer den som en livsgerning.

Denne strids- og frihedsånd lå også i hans kommentarer om bøger og mennesker. Det, han altid spurgte efter, var livet. Det døde - og det døde er nemlig løgnen, ideologierne og pseudovidenskabeligheden, menneskelivet sat i system - var ham en vederstyggelighed. Han var skånselsløs over for kompromiset med det døde. Stillet over for en bog eller en tale skar han igennem mængden af ord og spurgte direkte den skrivende eller den talende: "Hvor er Du i alt dette? Hvor er Dit hjertes anliggende?" Han sansede den mindste leflen for tidens gunst (som også er blandt de døde ting), den mindste vaklen eller den selvcentrering, hvor det intellektuelle arbejde vil gøre sig til et mål i sig selv og trækker sig tilbage i en uberørt sfære adskilt fra liv og samvittighed. For overalt gjaldt det, at Sandheden leves. Om den bliver til liv. Om mennesket og ordet falder sammen. For gør de det ikke, bliver enhver sandhed, hvor rigtigt den end er formuleret, til løgn i den talendes mund.

I en vis forstand var Vilhelm Krarup uden alder, for han levede i øjeblikket, i øjeblikkets permanente opgave. At være i øjeblikket, nærværende i øjeblikket, som Kierkegaard skriver, kan man kun være, idet Gud er nærværende. Det er Guds nærvær, der gør mennesket nærværende i øjeblikket. For ham var øjeblikket altid langt nok til alt, hvad der er pligt at udrette i livet. Han havde altid tid, for øjeblikket var altid der - uendeligt rummeligt, som alene øjeblikket kan være - ja, selv på gravens rand. Der var stadig tid nok. Tid til at gøre det, som krævedes af ham. Intet er mere karakteristisk for Vilhelm Krarup, end at han i bogstaveligste forstand rejste sig fra gravens rand for at gøre sin sidste opgave færdig: At skrive sit personlige vidnesbyrd om den store teolog og personlige ven K. Olesen Larsen, som den 12. september ville være fyldt 100 år. En døende mands vidnesbyrd om en afdød? Nej, et levende menneskes livsvidnesbyrd om et andet levende menneske!

Et menneske er ikke kun alle de ord, han har sagt og skrevet, men hele hans person, hans nærvær i det store og i det små. At lære ham at kende og være i hans nærvær var at høre en uafbrudt forkyndelse. Han forkyndte gennem sine historier som gennem sin polemik, gennem sin ironi og sin smittende humor, som glædede sig ved det eventyrlige i livet, satte tingene i perspektiv og indgød én mod, gennem sit hensyn og sin opmærksomhed over for de andre, gennem sin kærlighed. Bedstefars trofaste kærlighed.

På væggen ved mit skrivebord har jeg portrætterne af to forfattere, som betyder meget for mig: Dostojevskij og Solsjenitsyn. I længere tid har jeg ønsket at indramme Fader Constantin Voicescus billede fra hans sidste gudstjeneste, som han holdt for de døde i kvindefængslet Mislea. Jeg vil gøre det. Og ved siden af den rumænske præst vil jeg sætte Vilhelm Krarups billede. En orthodox præst og en luthersk pastor - som begge hviler i Guds kærlighed. En rumænsk sognepræst og en dansk sognepræst. To modstandsmænd af uforligneligt format. Og begge bar de våben i hænderne for deres folks overlevelse, og begge forkyndte de Guds Ord i ugunstige tider (er ikke alle tider dog i deres væsen ugunstige?), talte tidens afguder og den falske kirke imod og talte mod ind i hjertet på deres landsmænd. Utrættelige sognepræster, ukuelige forkyndere. Gud-i-voldske præster med en rungende latter. Det er dem, som bærer de europæiske folks åndshistorie i dette århundrede.

Jeg ser det så tydeligt nu. Som mit eget livs mønster. Da jeg kom tilbage til Rumænien, var det præsten fra Sapientii-kirken, jeg så ved lågen skuende i det fjerne, som om han ikke kunne vente på, at udlændighedens barn skulle komme hjem. "Gud i vold!" var hans hilsen. Og da jeg atter kom hjem til Danmark, var det Bedstefar, den danske sognepræst, til at tage imod mig med ordene: "Velkommen til dit andet hjem hernede!"

Jeg vil have Vilhelm Krarup på væggen ved mit skrivebord. For sådan er det rigtigt. Hjertets væg ... Og jeg vil blive ved med at høre Livets Ord af hans mund.