Historie og kultur

Af Monica Papazu, Tidehverv, 2001, s.50-52.

Det, som i mine øjne er det centrale tema i Ole Brehm Jensens svar til mig, ikke mindst i hans anden artikel med titlen "Jeg beklager", er spørgsmålet om historie og kultur. For historiens afmytologisering, som han forsvarer, er ensbetydende med forkastelsen af den fortælling, som er vokset ud af den historiske erfaring, og i hvilken et folk har nedlagt sin erfaring. Nedlagt sin erfaring: Dette er hovedsagen. Fortællingen registrerer ikke blot fakta, nøgne fakta i deres rækkefølge, tal og statistikker, ligesom en computer, der ordner oplysninger efter et skema, men det, at disse fakta er blevet erfaret. Det er erfaringen, livet som levet af mennesker med deres tanker, spørgsmål, følelse, som videregives. Fortællingen er ikke fakta, men oftest et menneskeligt tilbageblik, når hændelserne har bundfældet sig i bevidsthedens og hjertets dyb, når smerten og tabet har gjort deres arbejde, når man har samlet sig, standset, tænkt, og fra faktas umælethed er gået over til sproget og fundet de ord, som forvandler hændelser til menneskelig erfaring.

Spontan eller langsom i sin opståen - historiske fortællinger opstår sommetider hundreder af år efter, at de historiske begivenheder har fundet sted (det er forståeligt: Historiens råstof forvandler sig ikke af sig selv til ord, ordene smedes med møje i et folks sjæl) - kommer fortællingen til verden som et ord, et folk genkender sig i, og som et dyrebart ord, der gives videre til de nye generationer. Fortællingen har i reglen en eksistentiel og moralsk betydning. For de europæiske folk er fortællingen en af forkyndelsens former: Den fortæller om historien som erfaret i troens lys, den forkynder troen på Frelseren, og dermed fortæller den om en mening med livet og døden. Den historiske krise, som den udspringer af giver anledning til en moralsk refleksion eller selvbesindelse: Fortællingen handler også om eksistentielle og moralske valg. Meget tit opstiller fortællingen også "des modéles exemplaires", eksemplariske figurer, som godt kan være "larger than life", for det er præcist det, de skal være: Ideale modeller, uden hvilke vort moralske liv bliver afstumpet. Retfærdighed, standhaftighed, mod, hengivenhed, trofasthed: De indgår i menneskets moralske opdragelse, i menneskets opdragelse til ansvarlighed.

Disse fortællinger er folkets - og endda menneskeslægtens - skat. De er essensen af historisk erfaring, bevidsthedens og hjertets arbejde, som er nedlagt i sproget. Nej, vi, som i dag er levende, i vort begrænsede og flygtige historiske øjeblik, vi er ikke de første på jorden. Bag os er der generationer og atter generationer af mennesker. Vi er ikke klogere, end de var. Det ord, de har samlet ud af deres liv, af deres hjerte, af deres tro, af de rystelser, som de har stået igennem eller er bukket under for, det ord, er os blevet givet i arv. Vi famler ikke i blinde. Deres svar behøver ikke at være vort fuldstændigt. Men de gamle generationer giver os - som min gamle litteraturprofessor fra universitetet i Bukarest plejede at sige - de ord, som vi ikke kan undvære for at kunne forstå os selv og den historiske situation, vi befinder os i.

Den proces, hvorved fortælling og ord går fra den ene generation til den anden, hedder kultur. Den hedder også tradition. For kultur betyder kontinuitet.

Oplysningstiden - den franske i særdeleshed - betegner dog den ganske historiske erfaring, folkets fortælling - og ikke mindst den kristne tro (som var det helt afgørende) - som "préjugés": Fordomme.

Den måde, hvorpå Ole Brehm Jensen forkaster fortællingen, og dermed kulturen, menneskets ord til hinanden gennem tiderne, til fordel for de nøgterne fakta, kommer præcist i forlængelse af Oplysningens program og indeholder det skel, som var typisk for Oplysningen, mellem en oplyst élite på den ene side og den uoplyste, fordomsfyldte mængde på den anden side. For at sige, at "vi" skal holde os til de nøgterne fakta, imens de svundne generationer holdt sig til "drømme og syner", er at hævde vor moderne, videnskabelige overlegenhed i forhold til menneskene før os. Det er til syvende og sidst at hævde, at vi - de oplyste - ikke har noget at lære fra fortiden, at vi alene véd. I stedet for en eksistens i historien et skema over fakta. Dette er i egentlig forstand u-historisk. Det er en benægtelse af historien og af os selv som historiske (og kultur-) væsener.

I stedet for historien som nøgne fakta, som Ole Brehm Jensen postulerer, har jeg et helt andet billede af historien for mine øjne: Billedet af næsten uendelige rækker af mennesker, der - som Martin A. Hansen så bevægende beskriver - alle begyndte deres liv i døbefonten, og som giver hinanden hånden i en fortælling, der strækker sig fra den første til os, lange rækker af bønder (for de fleste var jo bønder, sådan var den europæiske befolkning), som i mange århundreder ikke rigtigt kendte til bogstaver og til videnskab, ikke kendte anden bog end Biblen - men dén kendte de, for de havde hørt præsten læse af den og prædike, dén kendte de, ikke gennem videnskabeligt studium, men som mennesket, der gemmer Guds ord i sit hjerte. Skulle jeg kunne se på disse mennesker, som var før os, høre det ord, de har overleveret os, og hævde, at de var ude af stand til at forholde sig sandt til deres historie og deres folks historie - alt imens vi, som er videnskabelige, nøgterne og afmytologiserende, kan gøre det? De kendte deres historie i form af den fortælling, de viser, ballader, digte, billeder, de havde modtaget fra fortiden. I denne fortælling genkendte de sig som folk. De kendte historien, fordi de levede i de gårde, som deres fædre og forfædre havde bygget, og pløjede den mark, som, efter Guds godhed, gav dem næring, som den havde givet deres fædre. De var i deres historie, de var ikke uden for den.

Den historiske erfaring videregives. Den historiske erfaring, som har fundet sine ord, er stort set, hvad jeg forstår ved kultur. Kultur er ikke pynt eller ornament på menneskets tilværelse, kultur er, hvad mennesket er, og dette er lige så fundamentalt som det, at mennesket er skabt med "levende ord på sin tunge".

Passagen fra historiske fakta til fortælling kan eksemplificeres med Solsjenitsyns forfatterskab. Det, som Solsjenitsyn med sin gudgivne gave har formået, svarer i en vis forstand til fortællingens dannelse i folkenes historie.

Da Solsjenitsyn satte sig til at fortælle Gulags historie, begyndte han fra sin personlige erfaring af lejrens univers, som bragte ham en metanoia, en omvendelse af sind og hjerte. Han var selv ramt, han var mennesket, som levede sit folks historie. Han satte sig samtidig, ved at påtage sig en stor livsrisiko, til at indsamle de historiske kendsgerninger - det, der havde fundet sted. Men Gulag Øhavet er ikke en samling fakta, det er ikke blot de nøgne kendsgerninger. Af denne grund kalder han sit værk for "Et forsøg på et kunstnerisk studium". Bogen er en fortælling, hvor der udtrykkes en eksistentiel mening: Gud og mennesket, godt og ondt, liv og død. Solsjenitsyn talte her om livet, om millioner af menneskers smerte. Historien fik mæle. Og det er det centrale. De fakta, som Solsjenitsyn videregav, var ikke nye, de var ikke engang nye for Vesten, som havde haft mange muligheder for at vide, hvad der foregik i Sovjetunionen. Men fakta som sådan havde været stumme. Det er først, da Solsjenitsyn forvandlede det historiske stof til en menneskelig fortælling, at fakta fik stemme, og fortællingen om menneskenes smerte ramte menneskenes hjerte. Han talte om livet, og folk fra alle steder forstod dette.

I Det Røde Hjul - dette formidable epos om det russiske folks historie i 1800- og 1900-tallet - arbejder Solsjenitsyn også ud fra fakta, minutiøst samlet. Men han videregiver ikke kun fakta, men også noget andet og væsentligere. Historiske personer blander sig med fiktive, kendsgerninger blander sig med opdigtede hændelser, citater fra arkiverne blander sig med ord, som ikke er blevet sagt nøjagtig sådan, men som åbenbarer meningen med det, som blev sagt, og med det, som har fundet sted - og således lykkes det for Solsjenitsyn at skabe et sandt billede på sit folks historie: Sandt, fordi fortællingen er gennemtrængt af forkyndelse; sandt, fordi han taler sandt om mennesket, om menneskets hjerte, om menneskets krise. Han sætter ord på en hel epokes krop og ånd, han formulerer essensen af den historiske erfaring.

Hans fortælling er indbegrebet af et folks historiske fortælling.

Det er muligt, at der stadig vil gå nogen tid, inden det russiske folk virkelig kan høre den store forfatters fortælling, som så organisk udspringer af dets liv og ånd, og genkende sig i den. Men fortællingen er dér. Den er blevet skrevet.

Når jeg siger det, sammenligner jeg mit folks - det rumænske - situation med russernes. Mit folk har levet kommunismen. Kommunismen er faldet. Kendsgerningerne om kommunismens uhyrlighed er velkendte - for vi bærer stadig dens mærker på vor krop og Sjæl. Men vi kan ikke forholde os til det. Det er, som om alting fandt sted på en anden planet. Denne så grusomme side i vor egen historie er stadig noget, som forbliver os, der har oplevet den, fremmed. Vi véd, men vi forstår ikke. Vi véd, men det angår os ikke. Vi er rystet, men vi er stumme. Vor lidelse er blevet spildt på os. Vi kan ikke fortælle vore små børn om det liv, der har været vort. Vi har ikke ord. De ord, vi forsøger os med, forekommer os vægtløse, uvirkelige. De går i stykker i vor mund. Vi har ingen erfaring samlet: Vore hænder kan bære fængslernes mærke og andre usynlige ar - angstens spor i håndfladerne kan ikke ses -, men de er tomme.

Jeg er overbevist om, at først når det oplevede vil blive, ikke bare til fakta, men til erfaringen af fakta - om det så skal ske om 10, 20 eller 100 år -, først når erfaringen omsider vil finde sit udtryk, sine fortællinger, sine viser, sine billeder, først da vil alt dette - det halve århundrede, som knuste liv og ånd - tilhøre os menneskeligt som den historie, der er vores, og som vi kan lære af og overdrage til vore børn. Den kulturelle bearbejdelse af den historiske erfaring hører med til det at være menneske. Den hører med til den fælles bevidsthed, som kendetegner et folk.

Menneskelivet er mere end fakta, mere end det, der kan ses og måles. At leve sandt som menneske - sandt som det menneske, der hører Ordet om Kristus - er præcist at acceptere at være menneske.

Under Guds himmel synger Guds fugle deres sang. Under Guds himmel fortæller Guds børn deres fortællinger om hinanden i historien.