Af Monica Papazu, Tidehverv, 2003, s.69-70.

Københavns Universitet arrangerede den 13-14. februar en konference om danskhed. Et meget nødvendigt debatemne, påstod eksperterne. Nogle gik så vidt som at mene, at danskheden burde indgå i de medicinske fakulteters pensum under kategorien "sygdomsbekæmpelse", eftersom "nationalfølelsen er en pest", hvorpå andre rejste det relevante spørgsmål, om psykiske lidelser kan være smitsomme og dette endda fra generation til generation. Nogle, som var mere beskedne, nøjedes med at påpege det ejendommelige faktum, at danskerne taler om danskhed uden at ane, hvad den er. Så her var der virkelig noget at tage fat på for en videnskabelig undersøgelse.

Det særlige ved danskheden (eller franskheden eller italienskheden) er dog netop, at den som alt, hvad der er liv og ånd, unddrager sig definitioner. Det er et liv, man får skænket (for hver af os fødes et ganske bestemt sted på jorden), et liv, man lever, et liv, man er en del af. Det lader sig ikke analysere. Man kender det kun, idet man lever det og ikke kan andet end leve det. Alene kadaveret lader sig dissekere uden at gøre modstand. Det livløse ligger koldt og stille og lader sig underkaste alle de definitioner, man ønsker. Det kan splittes ned til de mindste bestanddele, til kemiske elementer, som er lige så anonyme som vand og jord. Og man kan med rette sige til kadaveret: "Du var da ikke andet end det, du, der forestillede dig at være et menneske. Det var humbug alt sammen". Der er kun bestanddele nu, da den unikke levende helhed er borte.

Konferencen om danskhed på Københavns Universitet giver én lyst til at fortælle et eventyr. For historien om sådan et heroisk foretagende fortjener at blive fortalt.

Der var engang for mange hundreder, tusinder år siden en stor kunstnerånd. Han malede ikke, men han vævede tæpper. Det ejendommelige ved hans tæpper var ikke bare, at tæpperne havde mere dybde, end skulpturer kan have, og mere bevægelse i linjerne, end malerierne kan eje. Det ejendommelige var, at hans tæpper var levende. De myldrede med liv, med lange rækker af mennesker, der strakte sig i tiden både baglæns og forlæns. Tæppet virkede lille, hvis man stod og betragtede det udefra. Men var man på en eller anden måde kommet indenfor, så videde kanterne sig ud, så man næsten ikke kunne få øje på dem, man blev selv en del af trådene og følte, at helheden åndede gennem én.

Ingen kan forklare, hvordan det var lykkedes ham - der må jo have været en slags trolddom på spil - at væve en hel verden ind i sit tæppe: Havets brusen og stormenes hvin i vest, det gyldne solskin og det sitrende luft i øst, det grønne i bøgetræernes knopper, der står til at springe ud, det hvide fra kirkerne på bakkerne, melodierne i de mangfoldige dialekter, barnelatter og barnegråd, minder fra svundne tider og navne fra gravstene, der forlængst er forsvundet.

Folk fra andre lande kom ofte og så på tæppet, og dybt i deres hjerte hørte de den historie, som tæppet med en stemme hinsides ordene spandt, og de blev rørt.

En skønne dag vågnede nu nogle lærde i landet med tanken om, at det var på tide at tage det gamle tæppe i øjesyn. Var det nu så mageløst, som de dumme folk - de troede jo så meget - mente? Nu skulle man virkelig undersøge, hvad det var for noget.

Med største besvær fik de tæppet anbragt på et stort bord, for som jeg sagde før, virkede tæppet mindre og mindre, jo længere væk man stod fra det. De satte det under det stærke kunstige lys og forstørrelsesglas, og så kunne de se, at det slet ikke var anderledes end alle andre tæpper i verden. Det var jo kun tråde. Ikke andet end tråde. Tusinder af tråde, som gik på kryds og på tværs, nogle tykkere, nogle tyndere, nogle mørkere, nogle lysere, nogle, der snoede sig, og nogle, der var helt stramme.

Nu gjaldt det på videnskabelig vis at isolere hver tråd, forsigtigt trække den ud og nøje analysere, hvad den var lavet af. Der skulle ekspertise til. Så de fik ansat flere og flere specialister, den ene dygtigere end den anden. Let var det ikke, og sandt at sige blev det også en dyr affære - men intet er for dyrt, når man skal skaffe sig viden.

Til sidst lykkedes det. Tråd efter tråd blev rykket ud, målt og vejet. Dér, hvor der engang havde været det levende tæppe i lysets og havets og sandets og træernes farver, med stemmer som bladene i bøgen, lå nu en fuldkomment stille, ubevægelig og perfekt nummereret bunke garnnøgler.

Se, meddelte eksperterne, hvad sagde vi? Det var jo ingenting! Der var intet tæppe! Det var bare noget, I gik og troede. Der var kun en bunke garnnøgler. Og de er ikke engang danske. Der er ikke én tråd, der kan siges at være dansk. Vi har undersøgt det hele til bunds. Nu ved vi, at den ene tråd kom fra et får, der græssede på det skotske lavland, og minsandten, den anden kom fra et lam fra den anatolske slette, og den tredje kom fra en ged i Italien, som blev fodret med knoglepulver fra Indien. Og i al den tid har I bare bildt jer ind, at alt dette var mageløst!

Men den gamle kunstnerånd, som kunne trolddom, gik stadig rundt omkring og smilede i sit skæg. For var man indenfor, kunne man se tæppet klarere og smukkere end nogensinde. Lyset legede som før i forårets klare luft. Kirkegårdene hviskede fortsat navnene på de for længst glemte slægter. Historier fortaltes i skumringen. Tæppet var stadig dér med sit unikke mønster, og dets usynlige tråde gik stadig gennem menneskenes hjerter og bandt dem sammen.