Af Monica Papazu, Tidehverv, 2005, s.27-28 & 45-46 & 52.

Ved dagens begyndelse i DR 1.

I. Ytringsfrihed.
I kølvandet på mordet på den hollandske filmmand Theo van Gogh er der i flere vestlige lande forslået forbud mod blasfemi enten som en ny lov eller som en håndhævelse af den eksisterende lovparagraf, som ellers var gået af brug.

Der er noget ejendommeligt ved dette forslag. I stedet for at forsvare ofret, hvilket er en af lovens grundbetydninger (den lov, som siger, "du skal ikke slå ihjel", er netop til forsvar for den, der kan blive offer for mord), er denne lov til forsvar for morderen, hvis følelser ikke må krænkes. Her sætter loven sig på morderens side: For både morderen og loven har til hensigt at lukke munden på ofret - og på andre potentielle ofre.

Det er ikke mindre ejendommeligt, at en sådan lov på grund af den aktuelle kontekst virker, uanset hvordan den ellers er formuleret, som en tilpasning af den europæiske lovgivning til den islamiske lov, som forbyder blasfemi. De spørgsmål, som både liberalt tænkende muslimer og kristne kan stille til bestemte sider af islam og til islamismen bliver gjort til en forbrydelse og forbydes adgang til debattens område, hvor meninger brydes i frihed.

Skønt der er kristelige mennesker, som ud fra deres pietetsfølelse og med ønsket om ikke at se deres tro krænket har budt den nye eller genaktiverede lov velkommen, er denne lovs essens dybt ukristelig. Og det er det, vi nu bør opholde os ved.

Kristi eget liv og død bør i sig selv være en advarsel imod en blasfemilov. For det er netop med en blasfemilov i hånden, at Kristus blev dømt til døden. Se, han holder ikke sabbatten, han spiser og drikker og kommer i dårligt selskab, han gør grin med farisæerne … og han gør sig selv til Gud! Den rene blasfemi! "Han har spottet Gud … I har hørt hans bespottelse" udbrød ypperstepræsten og sønderrev sin kappe, som der står i Evangeliet. "Han er skyldig til døden". Strengt taget hviler den kristne tro på denne bespottelse i forhold til det kirkelige establishment, indfanget i sine love og paragraffer og sin jordiske magt. Kristi lidelsesvej og hans korsfæstelse, idet han bærer verdens synd, er samtidig den store åbenbaring af den gudsbespottelse, som menneskelivet i afsondrethed fra Gud er.

Set ud fra kristendommens standpunkt gør blasfemiparagraffen det kristelige til lov og til politik, just til det, det ikke er og kan være. Og dette er, kristeligt forstået, den sande bespottelse.

For Kristus kommer ikke med en lov, som samfundet kan indrette sig på, eller med såkaldte "værdier", som staten skal tage vare på. Han kommer mennesket i møde med et spørgsmål, og menneskets svar på dette spørgsmål er troens væsen. "Hvem siger I, at jeg er?" spørger han. Og Simon Peter svarer: "Du er Kristus, den levende Guds søn" (Matt. 16, 15-16). Dette er troens svar, og det er i frihed, spørgsmålet besvares. Der er ingen, der kan aftvinges dette svar. Med dette svar, ja, med denne trosbekendelse begynder - og i virkeligheden også slutter kristendommen. For alt er indeholdt i disse ord - den ganske tro på Guds frelsende kærlighed. Blasfemiparagraffen kan ikke forsvares. Den kan ikke forsvares af samfundsmæssige grunde, for ytringsfriheden er lige så uundværlig for samfundets liv som den luft, vi indånder. Den kan ikke forsvares af kristelige grunde, for troens svar kan kun være hjertets frie svar.

II. Fornægtelse og bekendelse.
Jeg vil i dag tage tråden op fra de tanker om troens frihed, som jeg formulerede i går. "Kan kristendommen forsvare en blasfemilov?" var det spørgsmål, vi tog op, og som vi nu skal fortsætte med.

Én ting er, at Jesus Kristus blev dømt til døden efter en blasfemilov. Menneskeligt set blev han straffet for sine ord - "Jeg har talt frit ud til verden", som han sagde (Joh. 18,20).

En anden ting er, at hans disciple - Peter først og fremmest - har været vaklende, frygtsomme og på et givet tidspunkt er flygtet fra ham og har fornægtet ham. Og den trettende apostel, den lærde Paulus (eller Saulus efter sit oprindelige navn), havde i begyndelsen forfulgt de i hans øjne gudsbespottelige kristne med den gamle lovs skånselsløshed og bifaldet deres død.

Tre gange i den frygtelige nat Skærtorsdag til Langfredag, da Jesus blev anholdt og forhørt, forsvandt troens ord fra Peters læber, og hans mund fornægtede det, hans hjerte bekendte: "Jeg kender ikke det menneske", gentog han (Matt. 26,69-75).

Rent formelt kan dette betragtes som blasfemi i forhold til den kristne tro. Den er ganske vist aftvunget under omstændighedernes pres og, som sådan, af lige så lidt værdi som en aftvunget bekendelse, og den viser blot menneskets skrøbelighed og overlevelsesinstinktets magt.

Senere, efter Sin opstandelse, vil Kristus spørge Peter tre gange "Elsker du mig?", og i selve spørgsmålet ligger tilgivelsen. "Ja, Herre, du véd, at jeg har dig kær" svarer så Peter tre gange, og med dette tager han sine tre fornægtelser i sig (Joh. 21,15-18). Ikke alene er svaret nu givet frit, uden pres, men Peter er også blevet frigjort fra sit fald, fra sin fortid, endda fra sin anger og sat i stand til igen at leve. Kristus kalder ham tilbage til livet.

Paulus på sin side blev også standset med et spørgsmål: "Hvorfor forfølger du mig?" Og ligesom Peter blev han oprejst som fra døden: "Rejs dig" - Rejs dig og stå på dine fødder! (Ap. G. 9,4-6).

Sådan forholder det sig med kristendommen. Der er ingen plads her for tvang. Der er ingen plads for en blasfemilov. I virkeligheden er blasfemiloven mere blasfemisk end selve blasfemien. For den er ensbetydende med at aftvinge et ganske bestemt svar, med andre ord at slette skellet mellem kejseren og Gud.

I denne forstand er det ligegyldigt, om kejseren (d.v.s. statsmagten) kræver bekendelse (eller ydre respekt for religionen) eller fornægtelse (som det var tilfældet under kommunismens tvungne ateisme). I begge tilfælde intervenerer staten i det, som kun kan være hjertets frie forhold til Gud.

Interessant nok drages det vestlige samfund således ikke blot væk fra den moderne, sekulære ytringsfrihed, men også fra det fundament, som ligger bag den, nemlig den kristne tanke, at menneskets samvittighed er alene bundet til Gud.

I virkeligheden udspringer det, vi kalder for ytringsfrihed, ikke af moderne forudsætninger, men af noget, som er meget dybere. Af den kristendom, som kræver tro - tro i trosfrihed, tro ved det frie valg - og som meddeler sig i ord. Af den kristendom, som betyder troen på Guds Ord. Og ord kan man tage til sig, på sig, "gemme i sit hjerte" eller forkaste. For sådan er ordets natur. Man kan ikke tvinge et andet menneske til at se en bestemt mening i de ord, der bliver sagt. Man kan ikke engang tvinge et andet menneske til at lytte. Ordets lod er som sædekornets: Noget falder på klippegrund, noget iblandt tidsler og noget i den gode, frugtbare jord (Luk. 8,5 ff.).

III. Guds Ord blev kød.
"Kan en lov imod blasfemi være i overensstemmelse med kristendommens væsen?" er det spørgsmål, vi har stillet i de to forudgående udseendelser.

Det er let nok at skære igennem og påpege, at netop nu er mange ved at blive opmærksomme på kristendommens betydning i det mindste i dens kulturelle og samfundsmæssige konsekvenser, og gudsbespottelse er slet ikke aktuel.

Dette er dog ikke sagens kerne. Sagens kerne ligger andetsteds: I kristendommen som troen på Guds Ord, som dette meget enkle at tage Gud på ordet.

Den, som Gud har sendt til os, og hvis komme vi har fejret i julen, er sit eget Ord. Guds ord "blev kød og tog bolig iblandt os", som det står i prologen til Johannesevangeliet (1,14).

Dette er ikke den magtfulde åbenbaring - eller åbenbaringen i magt, vælde og herlighed. Det er i det skjulte, i det lille, skrøbelige barn i en stald, i et menneske, som ikke har en sten at lægge sit hoved på, i én, som kender til sult, til tørst, angst og forladthed, én, som bærer både den fysiske smerte og den moralske smerte at blive forkastet af alle og henrettet som en forbryder. Denne Gud kender alt, hvad det betyder at være menneske, for han har selv erfaret det - for menneskets skyld, for menneskets frelse.

Det er ikke kun deri, Guds specielle måde at handle over for menneskene på ligger, men også i selve det, at Kristus er Guds eget ord. Hvad er mere skrøbeligt, flygtigt, forsvarsløst end netop ordet? Det ord, som forsvinder, ligeså snart det er ytret. Det ord, som så let misforstås. Det ord, man glemmer. Det ord, man tvivler på ("Mon Gud virkelig har sagt det?" er det allerførste, som slangen, fristeren siger til Eva i Edens have). Det ord, man ligeud forkaster.

Hvorfor netop ved ordet og ikke ved andre midler? Jeg tror, at Ordet peger på det frie forhold, som Gud vil etablere med mennesket. En frygtelig risiko at tage, for ord behøver man ikke engang at lytte til, man kan forlade rummet og lukke døren efter sig. Hvor der er ord, er der frihed - også misforstået, perverteret frihed. Hvor der er ord, er der valg. I ordet er der både svaghed og den allerstørste magt. Guds Ord kan flytte bjerge i menneskets sind, det kan bringe liv, hvor der var død, kalde de døde tilbage til livet og genskabe det forbrudte liv fra bunden.

At Gud taler til mennesket, betyder, at Han taler til den menneskelige værdighed, som Han har givet mennesket fra begyndelsen, og genskaber den i mennesket. At han i sin tilgivelse genskaber menneskets hørelse, så mennesket i en vis forstand, ved denne Guds meddelelse, bliver bragt tilbage til Edens have, hvor Gud vandrede og talte til mennesket.

At Gud henvender sig til mennesket ved Ordet, vil sige, at Han kalder mennesket til fællesskab med sig, ja, sagt med ærefrygt, giver adgang til det dybeste i sig. Han giver sig selv, sit eget Ord og sin egen Ånd til menneskene.

Alt dette er gave, ufortjent nåde, barmhjertighed. Det er ikke tvang. Det er kun bundethed for den, der tror.

Gud frelser mennesket ved sit Ord, d.v.s. i frihed - i trosfriheden. Ligesom mennesket blev skabt i Guds eget billede, som Grundtvig siger, "med levende ord på sin tunge". Skabt mælende og lyttende, frelst som lyttende og som den, der kan bære vidnesbyrd for troen. Altså som den, der har fået skænket frihed.

At lægge ord i lænke - uanset hvilke ord - er derfor en misforståelse af både friheden og ordets natur som Guds gave.

IV. Det skabende Ord.
Vi skal i dag se videre på forholdet mellem Gud og mennesket, mellem Guds ord og menneskets ord.

Guds første manifestation, vi kender fra Biblen, er den talende Gud. "Og Gud sagde: 'Der blive lys!' Og der blev lys" (1. Mos. 1,3). Gud skaber ved sit ord. Det er Hans ord, der drager alle ting ud af den oprindelige intethed og giver dem form og omrids. Lyset, solen og månen, planter og dyr er til, fordi Gud har talt dem ind i tilværelsen.

Mennesket derimod er ikke talt ind i tilværelsen. Skabt i Guds eget billede er mennesket i stand til at lytte til Gud og selv tale.

Det oprindelige menneske er ikke alene sat til at herske over den verden, som er Guds gave til det, ikke alene sat til at dyrke Edens have og til at give livet videre gennem sit afkom, men også til at tale. Det er nemlig Adam, der "gav … alt kvæget, alle himmelens fugle og alle markens dyr navne" (1. Mos. 2,20). Mennesket er deltagende i selve Guds skabende virksomhed. Eller man kunne sige: Med sit ord besegler mennesket sin modtagelse af det, som Gud har skabt. I den ene ende er det Guds skabende ord - i den anden ende menneskets modtagende ord.

I menneskets ord ligger altså modtagelsen af den verden, som Gud rækker til mennesket. Ordenes mening er at vise frem til denne modtagelse.

Menneskets sprog peger på Guds egne ord og på Gud som kilden til ordet, og det gør det også, når talen kun er om den verden, vi lever i. For at tale om verden er at forholde sig til Guds ord, som har skabt og opretholder verden, til Guds udtalelse.

I skabelsesberetningen møder vi så, ud over Guds skabende tale og menneskets modtagende tale, en tredje stemme: Fristerens. Paradoksalt nok bruger Fristeren Guds eget sprog og egne ord, som blot bliver forrykket, forvrænget, gjort til genstand for generaliseringer, taget ud af deres kontekst. "Mon Gud virkelig har sagt: I må ikke spise af noget træ i haven?" spørger han (1. Mos. 3,1 ff.). Først det lille spørgsmål "mon Gud har sagt", så der sås tvivl. Så den forkerte generalisering: I må ikke spise af noget som helst træ i haven. Først bagefter lyder den egentlige fristelse: "I kan blive ligesom Gud". Men ikke engang det er noget, som Fristeren opfinder. At mennesket er skabt i Guds billede betyder jo, at det er skabt til guddommeligt fællesskab. Fristeren opfinder intet, men river ordene ud af deres kontekst, ligesom mennesket nu vil fristes til at rive guddommelighed og viden ud af Guds hånd. Hele syndefaldsdramaet udspiller sig i ordene, gennem ordene.

Selv de fristelser, som Kristus selv konfronteres med i ørkenen, har samme grundstruktur. Fristeren opfinder ikke noget. Den første fristelse lyder: "Hvis du er Guds Søn, så sig, at stenene dér skal blive til brød" (Matt. 4,3). Men Kristus er Guds Søn og kan virkelig gøre sten til brød, ligesom han gør vandet til vin og mætter 4000 mænd med syv brød. Fristelsen ligger ikke i, hvad der siges, men i, hvorfor det siges, i hvilken ånd det siges: For at friste Jesus til ulydighed mod Faderen, til personlig magt. Ord og ånd hører sammen - både i Guds univers og i vores.

Således er sandheden mere end selve ordenes lyd. De bedste, de mest rigtige ord, ja, selv citaterne fra Biblen, farves af den ånd, de bliver udtalt i. Sandheden, sagde Vaclav Havel, afhænger også af "hvorfor, til hvem og i hvilket øjemed" man siger det, man siger.

Det er i denne brede forstand, at det menneskelige ansvar for ordene, hvilket formuleres skarpt i Evangeliet, må forstås: "Men jeg siger jer, at menneskene skal gøre regnskab på dommens dag for hvert unyttigt ord, de taler" (Matt. 12,36). For ord kan være modtagende ord, men de kan også være gribe-ord, eller, som Grundtvig sagde: man kan "trodse med ordet mod ånden".

V. "Med levende ord på sin tunge".
I de første af vore udsendelser i denne uge talte jeg til forsvar for ytringsfriheden og imod blasfemiloven i Danmark. Nu vender vi tilbage til det.

Det at sætte grænser for ord - og derved for tanke -, at erklære, hvad der er tilladt at tale om, og hvad der ikke er det, er typisk for totalitære lovgivninger. Sådan var det i den kommunistiske virkelighed.

Det kommunistiske styre var ikke blot magt over borgernes liv, selv i de mindste detaljer: Hvad de må spise, hvordan de må gå klædt, hvor de må bo, og hvem de må omgås. Det var også magt over ordene - og derfor over bevidstheden. Magten var forskanset i sit eget sprog, og millioner af mennesker var tvunget til at gentage det dagligt som et ritual. At de allerfleste erkendte misforholdet mellem sprog og virkelighed og afskyede løgnen, ændrede ikke ved det faktum, at de ikke kunne undgå at blive påvirket af løgnen, og det sprog, der betegnede virkeligheden, trak sig tilbage ind i den frygtsomme stilheds dyb.

Den ubærlige virkelighed var tavs - den blev konkret erfaret, men ikke nævnt. Kun sjældent krydsede den angstens grænse og gjorde sig fuldt ud gældende i bevidstheden. Men sammen med det levende sprog, som betegner virkeligheden, var også sproget som den kulturelle og historiske erindrings kammer og som sammenhængen i folkets åndelige væsen fortrængt. Den fremmedgørelse, som stadig præger de postkommunistiske lande, skyldes i stort omfang den vold mod sproget, som kendetegnede det totalitære styre.

Når jeg nævner det, er det ikke kun for at minde om en væsentlig historisk erfaring. Skellet mellem, hvad der er tilladt at sige, og hvad der ikke er, har den funktion at skjule virkeligheden ved at hindre, at de konkrete erfaringer når over bevidsthedens grænse. I blidere former findes dette fænomen også i det vestlige samfund: Det hedder "politisk korrekthed".

"Politisk korrekthed" er et ideologisk ritualiseret sprog, censur og selvcensur, en mekanisme til at hindre samfundets konflikter - blandt andet konflikterne mellem kulturer i opposition til hinanden - i at komme til udtryk og blive erkendt. Den relativt milde "politiske korrekthed" bestræber sig på at trylle virkeligheden bort. Ikke blot den samfundsrelevante virkelighed, men også den eksistentielle virkelighed. På hospitalsgangene i Frankrig kan man overalt læse skilte med "Non à la souffrance" - "her er lidelsesforbud". Her er det altså forbudt at tale om lidelse - for lidelsens virkelighed kan man jo ikke forhindre.

Om det gøres ved et direkte forbud, som begrænser ytringsfriheden - en blasfemiparagraf f. eks. - eller gennem mere diffuse og velmenende "politiske korrekte" former for forbud, er resultatet det samme: At den virkelighed, som ikke får mæle, bliver ikke desto mindre ved med at eksistere. Den konfliktfyldte virkelighed hører ikke op, fordi ytringen derom forbydes. Men eftersom den ikke får adgang til sproget, forhindres den i at indgå i fornuftens sfære, det eneste sted, hvor menneskene ved eftertanke og samtale kan søge efter den bedste løsning. Den værste konflikt er den fortrængte.

Ytringsfriheden er vigtig, fordi den er den eneste menneskelige måde (og jeg understreger menneskelige) at forholde sig til virkeligheden på. Jeg véd ikke, hvordan myrerne forholder sig til deres myrevirkelighed - men jeg véd, at mennesket kun kan gøre det ved hjælp af sproget. Alene mennesket kan det. Alene mennesket har en historie og en historisk erfaring. Alene mennesket har en bestemmelse, som rækker ud over denne verdens grænser. Alene mennesket kan, som Grundtvig sagde, "mellem træer og dyr / med guderne tale og sjunge".