Om Historiens Mening

Af Ole Brehm Jensen, Tidehverv, 2000, s.213-215.

En replik i anledning af Monica Papazu 's essay Tidehverv nr. 8, oktober 2000.

Jeg ved ikke om andre af Tidehvervs læsere har det ligesom jeg? - I en årrække har jeg læst Monica Papazus essays. Fremragende og stærke i det "negative", d.v.s. kritikken. Men når hun ankommer til konklusionerne, er det ikke altid, jeg kan følge med. Det kunne hænge sammen med en uenighed om det "positive", d.v.s. det punkt hvor fra kritikken føres.

Med bogen om "det sidste slag på Solsortesletten" i baghovedet er nedenstående et forsøg på at afklare for mig selv, hvor vandene skilles, eller indkredse uenighedens punkt, om et sådant gives.

Denne gang er det især de afsluttende bemærkninger om historiens afmytologisering, jeg må forholde mig kritisk til. Jeg vil i udgangspunktet mene, at netop historiens afmytologisering er en nødvendighed af flere grunde. For det første er den en nødvendig konsekvens af sækulariseringen, som jeg ser som den vestlige kristenheds fornemmeste frugt og for det andet - og med det første sammenhængende - er det et nødvendigt værn mod den værste form for ideologimageri, nemlig dette at drive ideologi på historien.

Sækulariseringen er en logisk følge af evangeliets fordring om ikke at gøre noget af denne verden til Gud. Deraf følger en lige så logisk fordring om ikke at omsætte noget af det, der hører Gud til, i verdslig handel og vandel f.eks. et politisk program.

Jeg kan følge Monica Papazu et stykke på vejen og forsøger nedenstående at reformulere det i mit eget sprog:

Monica Papazu stiller i sit store essay spørgsmålet, om historien har en mening, og hun har ubestrideligt ret i, at det har den ikke - i sig selv. Overladt til sig selv eller anskuet i sig selv er historien "et kaos af begivenheder, kræfter i et inkoherent spil, brudstykker uden forbindelse med hverandre og uden mening." Eller for at tale med Eliade - en uafbrudt rædsel, hvilket naturligvis stiller sig tydeligst for den, der har lært livet at kende på syndens -, d.v.s. ondskabens - og dødens vilkår, men i øvrigt er gældende for enhver.

Man kunne også spørge, om historien har en værdi, og det har den begribeligvis ikke, thi hvorfra skulle den i givet fald have en sådan værdi. I sig selv er den der bare.

Når mennesket mister transcendensen eller mister sit forhold til transcendensen, da kan mennesket kun kende sig selv som ren dennesidighed og timelighed, og da kan ingen anden mening eller værdi findes eller gives, end den mennesket selv lægger ind i sin egen tilværelse. Dermed reduceres mennesket til kun historie, og da bliver konsekvensen nødvendigvis nihilisme. En nihilisme som ingen mennesker kan udholde, hvorfor mennesket straks "udkaster" en ny transcendens, nemlig fremtiden, som så bliver den store meningsgiver til den historie, som i sig selv er uden mening. Nietzsches overmenneske blev hans redningsplanke, da han ikke kunne udholde sin egen nihilistiske indsigt. Og således har man i "kristenheden uden Kristus" måttet udkaste den ene meningsgivende redningsplanke efter den anden, og hver gang er det endt i terror. Utopier, der skal give mening til den i sig selv meningsløse historie, ender altid med at terrorisere historien, fordi de vil påtvinge historien en mening, den ikke har og ikke kan have.

Udtrykket "kristenheden uden Kristus" er Monica Papazu's. Jeg ville kalde det den sækularisering (sækularisme er den blevet kaldt), der har glemt sit eget udgangspunkt, nemlig at den er sat ved evangeliet. Hvis den evangeliske fordring om ikke at gøre noget af denne verden til Gud glemmes, så kan den evangeliske fordring ikke rettes mod Sækulariseringen selv, og da ender Sækulariseringen i sin modsætning, nemlig med verdens og menneskets totale guddommeliggørelse. Og det bærer straffen i sig selv.

Det er klart, at historien i sig selv ikke har og ikke kan have nogen mening, hvor i al verden skulle den have en sådan mening fra? Det er lige så klart, at det rent dennesidige og timelige menneske, der er reduceret til kun historie, er fanget i en nihilisme, der ingen vej er ud af, fordi enhver mening bliver en af mennesket selv opfundet og udkastet mening, og en sådan mening er der ingen Mening i. Den kan på ingen måde forpligte - og dermed fastholde mennesket i en mening. Det kan kun en instans uden for mennesket selv. Nemlig den Gud, - der som straf - befalede mennesket ud i timeligheden, ud i historiens rædsel. Den Gud, - der som straf - splittede menneskene i folkeslag. Og endelig den Gud, der - som frelse - skænkede mennesket sit Rige midt i historiens rædsel, idet han gjorde sig til ét med mennesket midt i historiens rædsel.

Spørgsmålet bliver nu: Hvorfra kender mennesket den Gud? Eller hvorfra kan mennesket, d.v.s. det dennesidige og timelige menneske, kende Gud? Fra historien? Nej, thi det er umuligt at aflæse Guds spor i historien. Det er umuligt at slutte fra historien til Gud. I historien eller i timeligheden har mennesket kun med sig selv at gøre og kan kun have med sig selv at gøre. I det højeste kan man komme til Gud som det negative tredie, d.v.s. meningen som ikke er der, men ytrer sig som fravær, meningsløshed. Den mening, som ikke er, men burde være, hvorfor den er omspurgt. Eller Gud, som ytrer sig som tomhed. Menneskets råb i ørkenen, hvor ingen svarer. Menneskets råb fra rædselen, hvor ingen svarer. Med evangeliets ord: Det der er født af kød er kød. Det betyder, at det i timeligheden og historien udstødte menneske ikke kan bringe sig erindrende tilbage til evigheden. Det i timeligheden og historien udstødte menneske har end ikke den mindste tøddel af erindring tilbage af transcendensen. Transcendensen ytrer sig kun som tomhed, som fravær af mening, som absurditet, om man vil. Derfor er mennesket et søgende menneske, der end ikke ved, hvad han søger. Og derfor er han så let til fals for utopierne og alt deres væsen. Når han ikke har andet at tro på og klynge sig til, må han jo klynge sig til sine egne udkastede redningsplanker.

Hvorfra kender mennesket altså Gud? - Fra forkyndelsen og kun fra forkyndelsen. Dette er, så vidt jeg kan se, et kardinalpunkt - og måske - skillepunktet mellem Monica Papazu og mig.

Man kunne spørge: Hvad mener Monica Papazu egentlig med transcendens? Som jeg forstår hendes eksempler, synes hun at operere med en transcendens næsten efter platonisk eller vulgær-platonisk mønster, hvor den, der har øjne at se med, så at sige kan aflæse transcendensens mønstre i historien og dermed aflæse en historiens mening.

Om jeg har forstået dette ret, så ville det betyde, at en eller anden mystisk eller intuitiv indsigt i transcendensen og dens mulige arketypiske strukturer skulle være mulig, og at det skule være muligt at se dennesidigheden, historien, i transcendensens perspektiv, altså set fra dennesidigheden i omvendt perspektiv. Det er klart, at om dette ville være muligt, så ville det afgive mening og betydning til dennesidigheden, jeg mener blot, at det kristne evangelium afskærer en sådan mulighed.

Altså: Der findes ingen tilgang til Gud uden om forkyndelsen. Der findes ingen tilgang til Faderen, uden ved Sønnen, men der findes heller ingen tilgang til Sønnen uden ved Helligånden. I den trinitariske logik hænger det således sammen, at man ikke kan nævne nogen af de tre artikler, uden at de to andre er forudsat. D.v.s. - i den tale, som lyder til det lille dåbsbarn - er det Gud, der kommer til mennesket, men han kommer ikke uden om talen, men ved eller igennem talen. Når moderen folder hænder med sit lille barn og lærer det aftenbønnen, så er det Gud, der kommer til det lille barn, men han kommer ikke uden om, men ved eller igennem talen. Således kommer Gud altid til mennesket gennem forkyndelsen. Og med afsæt heri kan mennesket nu aflæse sin historie, sit liv, som mening. Eller tro på sin historie eller sit liv som mening. På én gang som Guds straf og Guds førelse.

Jamen, når transcendensen så er genoprettet eller sat ved forkyndelsen, hár historien så en mening? - Nej, historien ér mening. Ikke min mening, for jeg har jo ikke hittet på det, men Guds mening. Mit liv er den mig af Gud pålagte mening, som jeg må bøje mig for og tage på mig i indforståethed og samtykke. Den kan godt for mig tage sig så temmelig meningsløs ud, fordi den kolliderer med - og dementerer - alle mine meninger om et meningsfuldt liv. Men Gud skal jo ikke stå mig til regnskab. Det er nu engang ham, der er Gud og ikke mig, og min eneste position, dersom jeg vil have med ham at gøre, er lydighedens -. Herre, vær mig synder nådig.

Det er altså forkyndelsen, der kvalificerer historien som mening, og jeg tror, vi gør bedst i ikke at granske Gud i hans mening. Eller sagt på en anden måde: Hvis historien hár en mening, så er det Gud, der har den, og han holder den for sig selv. For mig ér historien mening. Nemlig den mening, jeg må bøje mig for. Det eneste Gud har givet til kende, det er, at dér hvor mennesket midt i historiens rædsel hænger på sit kors, dér hænger Gud selv på korset ved siden af, og dér lyder det fra det ene kors til det andet: En discipel står ikke over sin mester, men i dag skal du være med mig i Paradis.

Med andre ord: Det er forkyndelsen, der midt i historiens rædsel gør livet muligt, fordi det forkyndes, at den enkelte aldrig er Gudsforladt og håbets horisont er åben.

Håbet er det evige livs håb, men hvad det så er, kan kun udtrykkes i billeder. Men den evangeliske fordring om ikke at gøre noget af denne verden til Gud retter sig også mod alle billeder, mennesket selv udkaster. Det betyder, at det i al billedtale om Gud og hans evige rige er en evangelisk fordring ikke at forveksle billedet med sagen. Og er man nu ikke noget særligt poetisk eller billedrigt gemyt, kan man blive stående ved, at selve håbet er vigtigere end, hvad håbet helt præcist er håb på. Eller man kan holde sig til det enkle, at dér, hvor alt bliver umuligt for os, dér er alt muligt for Gud.

Hvad jeg vil frem til er dette: Det er altså meget vel muligt, at "redde" historiens mening uden at holde historien op imod et eller andet transcendent billedgalleri, hvis transcendente karakter alligevel er mere end tvivlsom. Man kan bare holde sig til forkyndelsen. Og der er en dyb pointe i, at Gud netop valgte at møde mennesket - i Logos, i sproget, altså i forkyndelsen.

Billeder har det jo med at tage fangen eller ligefrem bedrage, sådan at man forveksler billedet med sagen selv. Hvordan man end vender og drejer det, så er billeder jo hypostaser af mennesket selv, og det vil sige, at uanset hvor betagende et billede kan være, så har mennesket i billedet kun med sig selv at gøre, men mennesket bilder sig ustandselig ind, at det i billedet har og kan have med andet og mere end sig selv at gøre.

Hvad gør evangeliet med mennesket? Evangeliet anbringer mennesket dér, hvor det er, d.v.s. i synderens position, uden for paradiset, dér hvor der er smerte og strid og møje, og hvor horisonten er døden. Og det vil sige i timeligheden, i historien - i historiens rædsel. Og evangeliet afskærer menneskets selvfrelse eller selvbefrielse.

Uden evangeliets tale til mennesket, uden forkyndelsen er mennesket virkelig overladt til sig selv i en håbløs tilværelse. Og her bliver menneskets eneste redning, som ingen redning er, en eller anden form for selvforgudelse. Den klassiske model for denne selvforgudelse er, at man fra sin nuværende miserable situation ser tilbage på den stolte fortid og med afsæt i denne ser frem på den genoprettelse af fordums storhed, som fremtiden skal bringe. I det hele taget er menneskets opmytologisering af sin egen historie en af menneskehedens klassiske måder, at redde sig selv på - over i en eller anden selvforherligende mytologi eller utopi. Hvad gør evangeliet med mennesket? Evangeliet forlanger, at mennesket skal se sig selv i lyset af Kristus, sådan som han kommer til mennesket i forkyndelsen og deri lære sig selv at kende som synderen. Det betyder, at mennesket skal se sandt på sig selv, hvilket kun kan lade sig gøre under forkyndelsens dom, idet mennesket uden for dommen straks igen falder ud i selvforgudelsen. Men at se sandt på sig selv betyder også at se sandt på den folkelige opmytologisering, hvori det timelige -, d.v.s. historiske menneske hidtil har set og forstået sig selv. Altså: Evangeliets dom over mennesket munder ud i en fordring om, at mennesket skal se sandt på sig selv og sin historie og se bag om den selvforgudelse, der ligger i ethvert folks myter.

Sandt forstået er sækularisering den proces, hvori mennesket under evangeliets dom lærer at se sandt på sig selv og sine egne ideologiske redningsplanker - herunder de redningsplanker, der tager karakter af ideologisk historieskrivning, og som i menneskets tragiske historie har været alibi for og retfærdiggørelse af alskens overgreb og kæltringestreger - udført med god samvittighed - under henvisning til den historiske ret.

På en måde kan man godt sige, at i den form for sækularisering, som udgår fra den kristne forkyndelse, føres mennesket til nihilismens nulpunkt. Og først derfra kan der tales kristeligt opbyggeligt. Men det betyder, at mennesket må af med alt. Netop fordi alt i menneskets egen verden er mærket med menneskets selvforgudelse. Det gælder også - og ikke mindst - de historiske myter, den nationale selvretfærdighed og selvforherligelse.

Hermed er jeg så efter mange opsamlinger og rundkørsler fremme ved to pointer, som jeg vil udfolde, selvom de allerede ligger i det oven for fremstillede.

For det første: Evangeliet sætter historien som historie. D.v.s. at evangeliet forlanger skellet mellem myte og historie. Eller evangeliet forlanger historiens afmytologisering. Af hvem? Af mig, der som enkelt er anbragt i historien, i min folkelige sammenhæng, men ikke er ét med historien og min folkelige sammenhæng, netop fordi jeg er enkelt for Gud. Derved "trækkes" syndsbevidstheden og angeren med ind i den folkelige sammenhæng og forlanger, at jeg skal se sandt - ikke bare på mig selv, men også på min folkelige sammenhæng.

For det andet: historien forpligter ikke. Hvordan i alverden skulle den kunne det. Nej, evangeliet forpligter - på historien. Altså forpligter den enkelte til at gå ind i sin sammenhæng, dér, hvor han er og til at tage den sammenhæng på sig som den ham af Gud pålagte mening.

Evangeliet forpligter - på historien, men hvilken historie? - Alle folkets drømme og længsler, myter og sagn? ja, men holdt op imod og korrigeret af den historie, som er den enkeltes og hans folks faktiske historie.

Jamen, den faktiske historie eksisterer ikke. Historien eksisterer kun som fortælling. D.v.s. vi har kun historien overleveret som den fortalte, gendigtede historie, og så er vi tilbage ved myterne og sagnene igen. Ja, og nej. I vores selvforståelse og i vores overtagelse af den mening, vores historiske eksistens er, bliver vi nødt til at forholde os til det, som én af mine venner engang foragteligt kaldte professor-historien. Vi bliver nødt til at forholde os til, hvad der faktisk er sket. Jeg ved så godt som nogen, at det, der faktisk er sket, opløser sig i enkelte menneskers forskellige oplevelser af, hvad der faktisk skete, og at eftertiden kun kan forholde sig til det i en approximativ konstruktion. Alligevel vil jeg hævde, at vi bliver nødt til at forholde os til det faktisk skete - med al den usikkerhed, der knytter dig dertil. Og vi bliver nødt til at holde vore egne og andre folkeslags sagn og myter op imod det, som professor-historien sandsynliggør med en eller anden grad af sandsynlighed. Fordi: Ellers falder vi omgående tilbage i selvforherligelsen og de selvgjorte meninger igen. Og om ikke andet så pålægger den proces os at se relativt på historien og omgås den med en vis tilbageholdenhed og dermed en vis varsomhed med at bruge historien som argument og afsæt for aktuel politisk handling.

Der kan nævnes utallige eksempler på folkenes opmytologisering af deres egen historie. Der kan nævnes lige så mange eksempler på de tragedier, der følger, dersom disse sagn og myter tages for pålydende og bliver afsæt for folkenes påståede ret.