Afsluttende spørgsmål til Monica Papazu

Af Ole Brehm Jensen, Tidehverv, 2001, s.71-72.

Det er ikke fordi, jeg gør mig nogen forestilling om at kunne få det sidste ord i min disput med Monica Papazu. Det er heller ikke fordi, jeg kan tilføje noget nyt i forhold til det, jeg allerede har skrevet.

Alligevel giver Monica Papazu's sidste indlæg mig anledning til at trætte Tidehvervs læsere med endnu en sidste afsluttende efterskrift.

Det er ganske mærkværdigt, at Monica Papazu bruger så megen energi på at få mig sat i bås som en gold rationalist, kun optaget af oplysningstidens elitære project. Hun mener øjensynligt, at kan hun blot få mig anbragt dér, behøver hun ikke i øvrigt forholde sig seriøst til, hvad jeg skriver. Jeg mener, det er ramt helt ved siden af, men det bidrager selvfølgelig til at fjerne focus fra den sag, der er os imellem, og som egentlig ligger tilstrækkeligt klart fremlagt i de foregående indlæg.

En bærende del af oplysningstidens tænkning og hele bevægelse var en lys og optimistisk tro på menneskets iboende muligheder. En lys og optimistisk tro på en lys og lykkelig fremtid for menneskeheden i forlængelse af de humane bestræbelser, man levede i og selv bidrog til. Det er blandt oplysningstænkerne udfoldet lidt forskelligt, men indgår som et bærende element hos dem alle.

Noget sådant vil Monica Papazu lede ganske forgæves efter hos undertegnede. Min position er nærmest den diametralt modsatte. Nemlig den lutherske - , at mennesket er således fanget i synd, at det umuligt kan rationalisere sig ud af synden eller på nogen anden måde komme til at lægge synden bag sig. Derfor er der ingen lys og lykkelig fremtid for mennesket hverken som enkelt eller som folk eller som menneskehed.

Denne fangethed i synd klæber ved alt det, der er os og vort, også vore folkelige fortællinger. Med dét sat som fortegn kan jeg såmænd tilslutte mig alt, hvad Monica Papazu skriver om den historiske fortælling som dét, hvori den historiske erfaring lever og overleveres fra slægt til slægt. Men netop dét fortegn betyder, at den historiske fortælling er til indvortes brug. Dermed mener jeg, at vi har vor kærlighed til fædrelandet i den fortælling og i de sange, der knytter sig til den. Der har vi selv fået kærligheden til fædrelandet overleveret, fået den sunget ind, og derigennem har vi ganske rigtigt modtaget vor moralske prægning. Og det giver vi videre til vore børn, når vi fortæller for dem og synger med dem. Ja, men netop det syndens fortegn, der er sat, betyder, at vi ikke uden videre kan tage vor egen historiske fortælling for pålydende. Vi kan ikke uden videre bruge den som afsæt for retfærdighedens hærgen og huseren i verden, fordi den retfærdighed historien udtrykker vor retfærdighed, og fordi den uret, der er overgået os, som er påført os af andre, som historien også beretter om, er vor uret og vor forurettelse. Synden klæber ved fortællingen og sætter selv- foran kærligheden og selv- foran retfærdigheden.

Derfor kan den historiske fortælling og de folkelige sange ikke uden videre bruges som afsæt for aktuel politisk stillingtagen og handling eller som retfærdiggørelse af det, der allerede er sket. (Sådan som det eksempelvis sker i Monica Papazu's bog om Det Sidste Slag på Solsortesletten.) Vi må nødvendigvis gribe i egen barm og spørge efter historiens afmytologisering. Konsekvensen af det modsatte, som jeg mener er Monica Papazu's standpunkt, er dette, at undtage den folkelige fortælling fra syndens fortegn og dermed bruge den som alibi og afsæt for selvretfærdighedens hærgen og huseren i verden. Hvis dette ikke er hendes standpunkt, og det er muligt, at jeg gør hende uret, så skylder hun i det mindste en forklaring på, hvorfor hun ikke havner i den konsekvens. Det er faktisk den forklaring, jeg hele tiden har efterlyst.

Jeg mener, hun selv leverer argumentet for mit standpunkt i sit seneste indlæg: "Fortællingen er ikke fakta, men oftest menneskeligt tilbageblik, når hændelserne har bundfældet sig i bevidsthedens og hjertets dyb, når smerten og tabet har gjort deres arbejde, når man har samlet sig, standset, tænkt, og fra faktas umælethed er gået over til sproget og fundet de ord, som forvandler hændelser til menneskelig erfaring.

Spontan eller langsom i sin opståen - historiske fortællinger opstår sommetider hundreder af år efter, at de historiske begivenheder har fundet sted---".

Mener Monica Papazu i fuldt alvor, at man i sin selvforståelse og i sin aktuelle politiske ageren ganske uproblematisk kan tage afsæt i den folkelige, historiske fortælling, som hun her beskriver den? Mener hun ikke, at man for syndens skyld skylder sin eventuelle modstander at spørge efter fakta i al deres skrøbelighed? Eller - nå ja - spørge efter historiens afmytologisering?

Med mindre Monica Papazu kan give mig forklaringen på, hvorfor det ikke forholder sig sådan, bliver jeg nødt til at mene, at det modsatte vil være at drive ideologi på historien, at guddommeliggøre sin egen fortælling og dermed legitimere selvretfærdigheden for fuld udblæsning.