Af N. I. Heje, Tidehverv, 1928, s.121-122.

Forkyndelsens Fornyelse.

Jeg begyndte mit Studium med en noget yngre Prædikant.
Det slog mig straks, da Prædikanten traadte op paa Prædikestolen, at helt uden Frugt havde den levende Menigheds Evne til at bære ham ikke været. Den før trods alt Vid og Selvsikkerhed lidt generte unge Mand havde faaet en vis Fylde. Menighedens Fylde var med ham og hos ham.

Trods en vis Evne til ikke at lade det komme alt for tydeligt frem, en Evne til at undgaa det plumt kirkelige, mærkede man dog Menigheden i Stemmefylden, i den under Prædikenens Forløb stigende indre Vished om at erhverve en vis Paaskønnelse for ikke at sige Beundring. Positionen var ikke ilde. Ordene flød let og lød frit efter Salmens Ord. Den frembrydende nye Tids Brænding lød bag Talen som en sagte Musikledsagelse, uden et øjeblik at trænge overdøvende eller brutalt igennem. Bag den fremtrædende Jævnhed og efterhaanden stigende Inderlighed anedes den dybe Mening. Talen vælder. Prædikanten er som ny i sin ny Ærlighed og Redelighed. Hans tidligere under Byrden og Tanken om Verdens Foragt lidt staccato Snaksomhed er fortonet i en jævn Tilforladeligheds kirkelige Højhed. Talen skrider frem fra det lave til det høje, fra det almindelige omend aandrigt udformede til det jævne og dybe. Hør, den griber Revselsens Ris med sikker Haand. Den Understrøm af Satire over Kirke og Nutidskristendom, Begavelsen kræver, er upaaklagelig til Stede, men ingen skurrende, ubehagelig eller udannet Tone skæmmer den korrekte Polemik. De intelligente forstaar med Fryd, de enfoldige forarges ikke. Hos de intelligente stadfæstes Indtrykket af Prædikantens Intelligens, den styrker deres Tillid i Troen og bereder dem et ligefrem fysisk Velvære. For de enfoldige klinger Ordene som en vanskelig gennemskuelig Alvor.

Prædikenen skrider frem, Prædikanten bliver mere personlig. Vej beredes for Aanden. Det gaar ikke som Biskoppen prædiker, tænker jeg, han bliver endog jævnere, jo dybere han gaar. Nu klinger den personlige Doms Toner stærkere. Selvdommen forkyndes i den fint camouflerede Selverkendelses Form. Intet ubehageligt, direkte selvransagende stilles til Skue. Ingen aabne Saar lægges blot. - Tonen skifter umærkeligt. Anelsen gør sit Værk hos de intelligente, Grebetheden hos de enfoldige. Vejen er beredt for de sidste jævne, dybe, objektive Ord, beredt for Evangeliet, at det frigjort fra det lumre, personlig følelsesbetonede kan saare og ramme ved sin egen Objektivitet, ved Aandens Magt. Aanden kommer, Præsten gaar.

Min Sjæl, hvad vil Du mer, tænker jeg. Nu har Du i mange Aar hørt paa ubehagelige direkte Bekendelser. Du har knælet ved Bedemøder. I anstrengt Tro og under anstrengt Bøn har Du snappet efter Luft. Her klinger til Dig Kirkens Røst i den nye Dag. Begavelse, Beskedenhed og aandelig Blufærdighed møder Dig befriende. Min Sjæl, hvad vil Du mer.

Jeg er egentlig noget grebet. Men straks under Salmen er den golde Kritik sluppet løs, den der i vor Tid ødelæggende breder sig blandt Verdens Børn, og som ikke mindst i vore Dage har smittet Guds Børn.

Det lyder i mig: Vi har faaet opelsket en ny Præstetype. Den kræver Intelligens. Den er tiltalende ængstelig for Guds Renhed og Hellighed. Den holder ikke af at snage i andres Følelsesliv og mener ikke, andre har Sygdomme, der vedkommer andre end dem selv. Den bliver afholdt omend ikke populær. Den bliver snart helhjertet og ren paa Sjælen. Kirken har atter fornyet sig. Fryd, fryd, fryd. Mer uskadelig og usaarlig end nogensinde vandrer Kirken Guds Veje i Folket. Befriet fra den Synd man væmmes ved, vandrer de intelligente frem, mens de enfoldige trøstede følger efter. Mislydene forstummer og Englesangen tager til over den Kirke, der ikke kender Synd.