Af Red. (N. I. Heje), Tidehverv, 1929, s.112.

Dette udvidede Verdensmissionsraadsmøde har i høj Grad søgt at tildrage sig Kristenhedens Interesse. Her til Lands har især to af Deltagerne, Lægemissionær Frimodt-Møller og Pastor Axel Malmstrøm, i det forløbne Aar arbejdet for at gøre Conferencen og dens Beslutninger kendt i kristelige Kredse ved talrige Møder og mere private Sammenkomster, samt sidst ved Udgivelsen af en Bog om Mødet: "Et Udsyn fra Oliebjerget". At disse Mænd har været personlig betagne af Modet, har følt det som en stor Oplevelse, er der ingen Grund til at tvivle om. Vi ønsker da heller ikke at drage disse Mænds personlige Grebethed af Mødet i Tvivl. Derimod har vi stadig haft vore Tvivl med Hensyn til Værdien af Mødets Arbejde og Resolutioner, og har derfor foreløbig ønsket at give Ordet til en særlig Sagkyndig, en kendt Kinamissionær Roland Allen, af hvis kritiske Pjece om Mødet vi gengiver Størstedelen paa Dansk (se Tidehverv 1929, s.112-124). Vi mener udfra dennes Udtalelser og vort eget Skøn om, hvad vi har hørt og læst om Mødet, at turde sige, at danske Missionsvenner meget vanskeligt har kunnet faa et blot nogenlunde sagligt og nøgternt Indtryk af, hvad der virkelig er foregaaet paa Conferencen. Adskillige mener, og vi tror med Rette, at denne Conference i sin Tendens har repræsenteret en moderne kirkelig Imperialisme, der er mere beslægtet med Rom end med Golgatha.

Den er et Forsøg paa at lade Kristendommen fremtræde som den Verdensfaktor, man mener den bør blive; skarpt sagt fastslaa dens Stilling i Verdenspolitikken. Bestræbelserne kommer derved i Virkeligheden til at gaa ud paa at faa Verden til at tro, at det er Verdens højeste Idealer og Maal, Kirken arbejder for, og samtidig at faa Kristne til at tro, at det er Kristus. Verden og Kristus gaar i deres mest ideelle Stræben op i en højere Enhed. En saadan Conference bliver derfor let et storslaaet Forsøg paa at stikke baade troende og vantro Blaar i Øjnene til Fordel for Kristendommen.

Begejstringen for Enhed og Conferenceluftens suggestive Muligheder har bevirket, at mange i god Tro har været med til noget, de ikke selv har kunnet overse Koncekvenserne af, eller for Sagens Skyld ikke har ønsket at overse Koncekvenserne af, styrket ved Bevidstheden om, at hvad der fremkommer under saadanne særegne Omstændigheder maa føre til noget godt. Menneskeværk er imidlertid ikke selv i sin mest ophøjede og hellige Form Guds Gerning.

Til Slut derfor kun dette som Eksempel. Naar Lægemissionær Frimodt-Møller og Pastor Axel Malmstrøm blandt andet citerer en Udtalelse fra Mødet om at "Vi ønsker en Verden, i hvilken Kristus ikke bliver korsfæstet, men hvor hans Aand skal herske", maa vi vel have Lov at tvivle om, at der ved Verden forstaas andet end Konferencen paa Oliebjerget, hvis Tilværelse unddrager sig vor Bedømmelse. Skulde de mene det, vi andre forstaar ved Verden, maa de, saasandt Verden altid har korsfæstet Jesus, være kommet ud for en skæbnesvanger Forveksling af Kristus og Antikrist.