Lidt om kristelig salonradikalisme, radikalisme og kristendom

Af N. I. Heje, Tidehverv, 1929, s.29-31.

Man hører hyppigt klager over overmættelse med hensyn til det opbyggelige. Man er øjensynlig træt af prædikener og opbyggelige taler. Deraf drager man saa den meget nærliggende slutning, at man trænger til at komme paa ration. Man faar samtidig en vis kritisk holdning over for den opbyggelige tale, man hører, men kritikken driver det aldrig længere end til misfornøjelse, der enten fører til, at man passer sig selv, eller til at man slaar sig paa noget, der forekommer én forholdsvis originalt. Samtidig giver man sin fromme utilfredshed afløb paa forskellig vis. Nogle morer sig med at gøre op med de gamle, en ret sund og fornuftig beskæftigelse, der især er frugtbar, naar de gamle ikke er altfor forfængelige, selvglade og stupide, hvad desværre ofte viser sig at være tilfældet. Andre søger ny profeter, som de saa morer sig med en tid lang at stille mere eller mindre morsomme krav til; man lytter til profeten og til tiden, til det ikke længer er morsomt, eller man er bleven lidt profetisk selv; lidt hænger der tydeligvis altid ved, naar man omgaas profeter i længere tid. Tilsidst bliver man ked af de gamle, ked af sine hjemmelavede profeter, og køber sin egen lille kanon, der skal være indstillelig til alle sider, og man er parat til at hejse frigjorthedens fane. Paa dette tidspunkt kunde jeg tænke mig rent forsøgsvis at indføre ordet salonradikalisme. Salonradikalisme er som alt i verden mange ting. Salonradikalisme er bl.a. ofte tømmermænd efter en kæfert. Man er bleven overstimuleret ved nydelsen af sædelighed eller religion, man føler trang til lidt mindre skrap kost i retning af tradition og borgerlighed; kort sagt trænger til lidt radikalisme til udvortes brug, vi kan godt bruge betegnelsen salonradikalisme. Salonradikalisme bliver det naturlige klædebon for reaktionstrangen. Denne salonradikalisme er da præget af en vis frihedstrang. Den er ondskabsfuld og overbærende over for fædrene, men røber sit slægtskab med den foragtede konservatisme ved en ikke helt uægte overlegenhed overfor modstandere og en ubetinget anerkendelse af alt radikalt.

Visheden om eget værd og ondskaben overfor fædrene forlener den salonradikale med en vis ikke helt gennemskuelig alvor. Frihedsfølelsen er ubetinget, den salonradikale mærker ikke, at hans frihed er bundet i oppositionen. Han er interesseret i sin egen øjeblikkelige afhængighed eller uafhængighed, af at stirre paa sin egen navle, kort sagt af at sværge til frihedens fane og bekæmpe enhver profetisme og autoritet. En vis rank frigjorthed præger al ydre fremtræden. Den salonradikale har let ved at frabede sig enhver indblanding i sine personlige anliggender og enhver spøg med sin radikale alvor. Han opdager aldrig at selve de stadige indrømmelser af, at der er tale om tryk, at den stadige frygt for overgreb mod hams personlighed i sig selv raaber til himlen om bundethed og om personlig ængstelse for hans i egne øjne selvfølgelige selvstændighed og originalitet. I parentes bemærket er tanken om det rene samfund af humant eller religiøst "oplyste" individer, hvis forhold er grundet paa gensidig frihed, en ægte salonradikal tanke. Den almindelige humane salonradikalisme drikker af livets skaaler i sin ungdom, den drikker stærkt, men falder hurtigt til føje overfor overmættelsens dæmon, naar denne efterhaanden tilraader en passende diæt. Nogle foragter, i glødende nidkærhed for at vise alvoren i deres salonradikalisme, d. v. s. af forfængelighed, diæten og gaar i hundene, men det er de mere alvorlige, som der ikke er mange af. Størsteparten indordner sig, finder trøst i en forstandig æstetisk vekseldrift og ender i et almindeligt humant æstetisk tungsind. Den kristelige salonradikalisme ender tilsvarende i et religiøst æstetisk letsind med Vorherres trøst, syndsforladelse og alt tilbehør. Man ender, hvor man begyndte med sig selv og sin interesse. Manglen paa evne til at beskæftige sig med andre er et ægte salonradikalt fænomen. Begrebet næste kendes kun i betydningen: objekt. Salonradikalismen mangler det personligt radikale. Den personlige radikalismes kendetegn er at turde vedgaa arv og gæld, at turde vedkende sig sin bundethed, selv om denne bundethed tager sig aldrig saa fjoget ud, at turde tage følgerne af fædrenes idioti og sin egen idioti, at turde være bundet og erkende sin bundethed til det yderste, og at tage livet som det kommer, uden højtidelighed. Det vil sige slet ikke tage det, men finde sig i det. Den personlige radikalisme lever i og af øjeblikket, uden hensyn til sig selv og andre, men er netop derved stillet blot. Nuet, øjeblikket kan da tale med hele sin øjeblikkelige vægt.

Salonradikalismen boltrer sig i den nutid, der higer efter at faa sit tilfældige nu fyldt, og derfor intet haab har uden som et tilfældigt ønske udsprunget af nutiden. Nutiden er ikke i sig selv fuld af forventning. Og netop dette, at salonradikalismen ingen egentlig fremtid har, bevirker, at den kommer til at overse fortidens betydning: at den ingen forstaaelse faar for, hvad det betyder at vedgaa arv og gæld: man ender i rodløshed. Rodløsheden præger derfor den humane radikalisme og den kirkelige konservatisme, d. v. s. den almindelige kirkelighed og gør dem til salonradikale tvillingesøstre.

Appellen til ungdommen, som vor tid har været saa stærk i, bunder i dette forhold. De gamle har dette forhold fristet til at overse, at ungdommen, naar den er noget værd, d.e.: personlig radikal, hellere bøjer sig for autoritet, ja for tyranni, end for denne imponente søgen efter efterfølgere, denne imponente appel til ungdommen. Man bød ungdommen det, man ikke selv havde, og haabede, at den skulde faa det. Med den indstilling, jeg her har kaldt salonradikal, vil et menneske komme til at mangle et bestandigt livsmod, en fortsat arbejdsglæde; vil komme til at mangle ro overfor øjeblikket; vil stadig komme til at trænge til stimulanser. Kristendommen vil ikke komme til at betyde andet end noget, der fastholdes uden at interessen bindes derved. Et "kristent" menneske med denne indstilling vil aldrig komme til selv at trænge til sin kristendom. Han vil blot stille krav til sin kristendom om, at den skal interessere ham, og dette krav vil han ubevidst lade gaa videre til dens officielle forkyndere, hvis opgave det da bliver efter tidens krav at gøre tegn og undere for publikum til fordel for dets døde gudsforhold. Det, der er i vejen blandt de mennesker, der mener at de lider af opbyggelig overmættelse, er altsaa noget helt andet end overmættelse. I fald det kun er dette, er der ingen grund til at tage deres jerimiader højtideligt. De er nemlig tilfredse med et rent æstetisk forhold til kristendommen og kan stimuleres ved en noget kraftigere suggestiv behandling, hvad f. ex. grundtvigianeren Karl Nielsen saa ypperligt er inde paa. Nej, det, der er i vejen, er enten dette at ethvert forhold til kristendommen er umuligt, at kristendommen er død og aldrig mere kommer til live igen, eller ogsaa at de ikke har noget reelt forhold til Kristendommen, skønt det er muligt at faa det. Man har fundet sig selv i en frivillig kristelig tvangsfodring, man lever paa noget, der ser ud som tradition. Man lever paa krampagtigt at fastholde et forhold til noget, man kalder kristelig tro og frelse.

Diametralt modsat ethvert saadant forsøg staar en livsmaade, der bl.a. har fundet udtryk hos profeten Jeremias, naar han siger: "Jeg kender de tanker, jeg tænker om eder, siger Herren, tanker til fred og ikke tanker til ulykke, at give eder en fremtid og give eder haab." Frelse er ikke en nydelse, der er beredt for os. Frelse er ikke noget, vi skal tage standpunkt til, frelse er ikke noget, vi skal opleve, men frelsen er noget, der skal gives os, noget vi skal tro. Vi er og bliver det, vi skal frelses fra: vi er og bliver tvivlraadige, vi er og bliver forfængelige, vi er og bliver optagne af at skade vor næste, man kunde godt sige, vi er og bliver onde; men frelsestankerne skal komme over vort liv, saa vi tør leve. Frelse er ikke noget, der skal bevises i os og af os, men det er noget, der siges om os, og siges til os i vor haabløshed, noget, der siges af gud. Vi skal egentlig ikke frelses fra noget, men vi skal frelses, vi skal faa fremtid og haab. Fremtiden og haabet er der sørget for, det vi lide paa, og dette skal være bestemmende for vort liv. Til det skal vi se hen, og fredet skal vi se tilbage.

Ud fra denne forstaaelse er det, profeten taler til folket om dets liv. I hor og løgn og ondskab har dets mænd og kvinder levet, de falske profeter har de fulgt, og de har dyrket mammon og afguderne, onde har de været ved deres næste, ting har de gjort overfor deres nærmeste, man ikke kan tale om, derfor kom straffen over dem, de blev et landflygtigt folk; men hvis de nu vil holde ud i landflygtigheden og tro Gud, da skal de igen komme hjem. Den fremtid og det haab, Gud vil give, kræver lydig udholdenhed i haabet. Naar Gud vil give fremtid og haab, fordi vi ikke ejer det, ja, da forstaar vi deraf, at det, vi ejer, er intet værd, er dømt. Det er, som der kastes et lys fra fremtiden tilbage over vor nutid og blotter forvirringen og hjælpeløsheden, og fra nutiden glider lyset videre tilbage over fortiden og viser, at dér var det mindst ligesaa galt. Det, at Gud lover os fremtid og haab, fælder dommen over alt, hvad vi levede, og lyder i vore øren som en tale om pligt, en tale om alt det, vi forsømte overfor alt og alle. Guds tale om fremtid maner til opgør; ikke til graad og fortrydelse som vi helst forstaar det, for at vi kan trøste os med at tage os sammen, og gøre det bedre, men til forstaaelse af, at vi maa se os selv i det lys, som kastes over vort liv, hvis der virkeligt er haab for det.

Der staar i en salme: "Angers graad kan ej udslette syndernes mangfoldighed", men det, at Gud lover fremtid og haab, lover os frelse, det betyder samtidig forladelse. Forladelsen er ikke en betingelse for frelse, men den er en følge af frelsen. Set i lyset af Guds fremtid er alt, hvad vi synes, vi led, dømt, tilligemed alle vore gode gerninger, men vi skal frelses sammen med vor næste. Gud har kun een vej til at kalde os, og det er at skænke os haab, der ikke er haab om, at det skal gaa os særlig godt, eller vi skal blive til noget, men haabet er en befaling om at leve for Guds fremtid og Guds haab, saaledes som Jesus levede for Gud, og regnede med Guds tilværelse, og vilde, at vi skulde gøre det samme i vor forvirring, haabløshed og elendighed. De gamle ord turde mulig vise sig gode nok og stærke nok, vise sig at kunne nydes som dagligt brød, blot de faar lov at tale, med følger for et Menneske selv, og ikke for andre.