Den Satans engel

Af N.C.L., Tidehverv, 1996, s.62.

I en artikel om "Vingede Væsener" i Weekendavisen 22.12. henviser Synne Rifbjerg til en mag.art. i religionshistorie, Jørgen Werner Hansen. "Han har netop lagt sidste hånd på en bog om engle, og temaet bliver rigtig interessant, når talen falder på englen Satan".

Det begynder med en historie om, at Satan ikke vil dyrke Adam, thi "han er gjort af jord og støv". Så bliver Satan vist bort. Og dermed finder magisteren en nøgle, som lukker adskillige døre op. "Jørgen Werner Hansen påpeger i sin bog om engle, at den tradition med at projicerer det onde over i dem, der ikke slutter op om Kristus, fortsætter gennem hele kristendommen".

På et tidspunkt i kirkens historie påduttes jøderne ledtog med Satan. Og så kører toget lige ad helvede til. "Det er derfor", skriver Synne Rifbjerg, "Jørgen Werner Hansens teori, at antisemitismen starter i Det nye Testamente og foreløbig kulminerer med Holocaust". Allerede i Det Nye Testamente siger Jesus, at Satan er jødernes Far, og han kalder synagogen for Satans synagoge. Således bør enhver elev af magister Hansen kunne begribe, at Jesus er antisemit. Det synes at være hovedtesen i englebogen, at antisemitismen er indplantet i Det Nye Testamente fra første færd. Og nazisterne forstod det. Ifølge magisteren således: "Nazisterne tog den kirkelige antisemitisme frem og brugte den". Og bag nazismens antisemitisme står "den kristne kultur og dens djævleforestillinger med dertil hørende antisemitisme".

Det tør siges, at mag.art. Jørgen Werner Hansen "har fundet masser af englestof". Spørgsmålet er blot, om den medbragte facitliste dur til noget. Er der i kristendommen - i Det Nye Testamente - nedlagt en ond vilje, der vil dæmonisere modparten, jøden og den, der måtte være anderledes? Måske ved Synne Rifbjerg, at problemstillingen ikke er ganske ny, måske ved hun det ikke. Det problem, Jørgen Werner Hansen løber ind i er, at Kristus adskillige gange siger: Vig bag mig, Satan!

I den evangelisk-lutherske tradition er der ikke tale om folkegrupper, racer eller partier, der i særlig grad kan henføres til de onde eller til Satans faldne slægt.

Det er mennesket, det er galt med. Hansen og Jensen og Petersen.

"Menneskets hjerte og tanke er ondt fra hans ungdom af". Det er arvesynden, vi her kommer ind på, ikke den folkelige selvforherligelse, hvad enten man nu vil finde den hos nazister, zionister, kommunister eller nationalister. Hvor trosbekendelsen tager sit afsæt i ordene: "Vi er Guds udvalgte!", dér svarer Kristus tilbage med ordene: Vig bag mig. Satan!

Magister Hansen og journalist Rifbjerg har selvfølgelig ret i, at trosbekendelsen lyder i Den danske Folkekirke hver søndag og at der refereres til den onde selv med ordene: "Jeg forsager Djævelen og alle Hans gerninger og alt Hans væsen". Men præsten ved om nogen, at prædikenen begynder med et selvopgør. I kirkens 2000-årige historie har evangeliet været nedlagt som en bombe under den kirkelighed, der glorificerede sig selv. Det rammer selvsagt kirkens egne folk, når og hvor selvretfærdiggørelsen finder sted. Men det rammer selvfølgelig også den jøde, der hævder, at han og hans folk er udvalgt af Gud og tilskrevet særlige rettigheder på jorden. På bekostning af næsten. Det sataniske ligger i den guddommelige selvforherligelse. Her gælder forsagelsen, her begynder præstens prædiken. Principielt mod den Satan, der bor i ham selv.

Vil magister Hansen møde en rigtig Satan, skal magisteren blot indlede en samtale med sig selv.