Nationens Navne

Af Niels Carl Lilleør, Tidehverv, 1989, s.39.

I december måned 1988 modtog provsterne til videre forsendelse til præsterne "Cirkulære om godkendte fornavne". Det oplyses på cirkulærets forside, at det omfatter navne som er godkendt i samråd med Københavns Institut for Navneforskning.

Jeg gennemgik cirkulæret i konfirmandstuen. Allerede ved mødet med det første bogstav A, opstod der nogen uro og undren. Navne som Adils, Adwan, Agge og Aimas er ikke så brugte her på Østfyn som bemeldte Navneforskningsinstitut må formode. Faktisk har vi aldrig hørt dem. Barny, Bjarki, Brandur og Byrial bor heldigvis ikke heromkring. Og Cilius og Dusinus. Og nu råber en Sasser en anden Sarino og en tredie råbte Skat. Det blev benægtet, men igen bekræftet af cirkulæret. Og gurglelyde som Uck og Ul og konstruktioner som Yoel og Zeap. Det er danske drengenavne, godkendt i det herrens år 1988, den 1. december.

At pigebørn kan kaldes Nøk og Pusle, Tytte og Tille kan næppe overraske i forlængelse af ovenstående. Jeg har overvejet at sende denne navnelov til provstiets kennelejere og ikke til præsterne. Og under alle omstændigheder at henstille, at præsterne gør kraftige forestillinger, når disse forskningsresultater bliver bragt frem. Hvordan Københavns Institut for Navneforskning forholder sig til enhver lovs inderste hensigt, nemlig grænsedragningen, det kunne der måske være grund til at forske i. Navnelovens værdighed må dog være at finde i forhold til folkets selvforståelse, dets historie og dets tradition. Det foreliggende er en vilkårlig sammensætning af ubegribelige lyde.

Goddag mit navn er Byrial Uck.