Det er protestantismens skyld

Af Niels Carl Lilleør, Tidehverv, 1996, s.18.

Jeg noterede mig det for et par år siden. En fremtrædende museumsinspektør kunne i forbifarten fortælle lytterne i en radioudsendelse, at forholdene efter reformationen blev forfærdelige for de fattige. Den sociale bevidsthed, som den katolske kirke havde haft, forsvandt. Den verdslige øvrighed med kongen i spidsen ragede det meste af kirkegodset til sig, resten ragede præsteskabet til sig. I det hele taget begyndte man at rage til sig efter reformationen. Og Fanden tog sig kærligt af de fattige. Vi oplever en ny form for kynisme. Det er protestantismens skyld. Sagde museumsinspektøren.

Og jeg hørte et foredrag. Og her kunne foredragsholderen berette om, hvordan reformatorerne kirke for kirke befalede, at alle de skønne og festlige kalkmalerier skulle kalkes over. Helst med grå kalk, for nu kom den grå og farveløse tid. Intet måtte være festligt længere. Hele Norden gik i gråt. Og det var protestantismens skyld.

Nu kan man ikke, som A. Benned Pedersen plejede at sige, standse ved hver en rød postkasse, man møder på sin vej, for at gøre op med den. Og derfor har jeg da også ladet ytringerne om "protestantismens skyld" gå ind ad det ene øre og ud af det andet. Men nu er historikeren Søren Mørch også begyndt. Det er ikke fattighjælp og kalkkoste han angriber. Det er maden. Danskerne blev grovædere dengang. Og den 2. november skrev han en kronik derom i Politiken, som han kaldte "Det danske affaldskøkken". Danskerne har i århundreder ædt fedt flæsk, sovs og kartofler og de har most det hele sammen som småbørn, og lektor Mørch må væmmes derved. Og som en sand historiker må han stille spørgsmålet hvorfor? Og han svarer: "I Danmark hænger det sammen med protestantismen. Livet her på jorden foregår som bekendt i en jammerdal, og det er ikke meningen, at der skal være noget at glæde sig over, hvis man kan blive fri. Madglæde bliver kristeligt set rangeret ned på linie med frådseri og kortspil. Bestemt ikke noget fromme mennesker kan give sig af med... Næ, evangelisk-lutherske danskere æder deres triste babymad."

Så levende beskrevet...! Vi ser dem for os i én lang historisk kæde med deres sørgeligt udkogte kartofler og den tykke brune sovs. Mosende og ædende. Det danske affaldskøkkens triste og tragiske børn. Det nationale Danmark. Og det er protestantismens skyld. Protestantismen har tilsyneladende overtaget kapitalismens rolle dér, hvor historikeren opfatter sig selv som propagandist.

Den historie, som historikeren Søren Mørch her har søsat om de grovædende evangeliske lutheranere - i forlængelse af den konforme melding om fattighjælpens afskaffelse og overkalkning af kalkmalerier - en del af en ny form for propaganda. I sin substans løgn og latin.

At historiebøgerne skulle skrives om efter Murens fald, det er klart. Men at nye løgne skulle hobes på gamle, det er overraskende. At livet her på jorden, "som bekendt," skulle foregå i en jammerdal er ikke just reformatorernes synspunkt. Og slet ikke fynboernes.