En børnemishandler

Af Peter Fergo, Tidehverv, 1988, s.83-85.

Mit første personlige møde med Leif Devald, socialdemokratisk valgt medlem af Borgerrepræsentationen i København og formand for kommunens Børne- og Ungdomsudvalg, skete i forbindelse med Kenni-sagen, der kort skitseret har denne baggrund:

En spinkel, kvik, men uvorn og ret uefterrettelig 13-årig dreng irriterer skolens lærere. I stedet for at tage den pædagogiske opgave op, som visselig forelå, og benytte de mange hjælpeforanstaltninger skoleloven rummer for et sådant tilfælde, kalder skolens inspektør moderen til sig og stiller hende over fordel ultimatum, at drengen vil blive bortvist hvis han ikke bliver underkastet en psykologisk undersøgelse.

Da skolepsykologen havde ferie, bliver Kenni sendt til Rigshospitalets ungdomspsykiatriske Afdeling. Herfra kommer en psykiatrisk erklæring, der giver en for en overfladisk betragtning belastende karakteristik af drengen, men hvis diagnostiske enkeltbestemmelser ved nøjere eftertanke egentlig blot er normalpsykologiske varianter i psykiatrisk omskrivning. Konklusionen er af rent hypotetisk art og tillige så almengyldig og forbeholdent formuleret, at den egentlig er intetsigende: drengen udviser »træk, der tyder på« at han i en belastende situation kan »befrygtes« at ville reagere psykotisk.

På grundlag al denne erklæring indstiller det stedlige bistandskontors »børneteam« at han anbringes på en institution.

Når man betænker, at drengen har levet 13 år i sit hjem uden at frembyde psykotiske symptomer, fornemmes det som lidt af et hul i logikken, at ikke netop en sådan institutionsanbringelse, der med eet fjerner ham fra hjem og mor, kunne tænkes at være en »belastende situation«. Det er ikke til at se, hvad man her har forestillet sig, da man til de psykosevoldende tærskelbelastninger almindeligvis regner sådan noget som svære infektionstilstande, voldsomme krigsbegivenheder, pubertetskriser, fængselsisolation, pludselig og excessiv afmagring o.l.

Da moderen modsætter sig en døgnanbringelse af sit barn, kommer sagen til Københavns Børne- og Ungdomsnævn, hvor den behandles som en tvangsfjernelsessag i henhold til bistandslovens § 123. Her sad jeg da som bisidder over for nævnsformand Leif Devald.

<> *

Han er efter oplysninger i pressen egentlig belysningsarbejder, så man må spørge sig, hvilke forudsætninger han har for at tage stilling til den psykiatriske diagnose og dens blomstrende terminologi, sådan som sociallovgivningen forudsætter at han gør. Men dette lille prekære problem er løst ved at han under hele mødet (også under forhandlingerne, når forældre, advokat og bisidder er sendt ud) har en af socialforvaltningens psykologer ved sin side. Han kan derved tage lige så selvstændig stilling i hver sag, som en skibskok selvstændigt kan føre et skib, når han har kaptajnen ved sin side.

Men så kan han til gengæld også tage stilling til virkeligt vanskelige tilfælde af højt specialiseret psykologisk karakter, som f.eks. den dreng Stefan, som han ekspederede ud af moderens hænder og over i familiepleje hos et frit samlevende og barnløst pædagogpar, der foruden begges arbejdsløn får 170.000 årlig for barnet og dertil dets børnehaveplads fuldt betalt. Drengen var diagnosticeret som havende »en selvopfattelse, der er præget af mindreværdsfølelse og ambivalens med frygt for at være et selvstændigt individ«. Han var på tidspunktet for denne diagnose præcis 2 år og 27 dage gammel!

Hr. Devald præsiderede i Kenni-sagen, hvis behandling varede 24 minutter, i hvilken tid nogle pædagoger anbefalede deres egen fortræffelighed og en psykolog bifaldt sin kollegas diagnose, medens mit forslag om at give drengen en støttepædagog blev afvist. Derpå talte nævnet med Kenni selv, efter at moderen, stedfaderen, advokaten og jeg var sendt udenfor. På vore ure konstaterede vi samstemmende at denne samtale varede 2 min. og 40 sek. Fem minutter senere forelå afgørelsen: Kenni var tvangsfjernet efter bistandslovens § 123 som »velfærdstruet« og skulle snarest anbringes på Tølløse Børne- og Ungdomspension.

Efter at have overværet denne ekspedite rutine, forstod jeg, hvorfor Leif Devald blev omtalt som »danmarksmester i tvangsfjernelser«.

<> *

Så blev da denne dreng, der trods samtalen på 2 min. og 40 sek. kun var et navn for Leif Devald, sendt til et sted kaldet »Satelliten«, som også kun - har Devald senere måttet vedgå - var et navn for ham. Men jeg så stedet den julimorgen jeg kørte med Kenni og hans mor dertil for at aflevere ham.

Det var et komplet øde beliggende, tidligere husmandssted. Overalt i bygningen var der klamt og snusket. Et sparsomt antal brugte møbler, slidte og fedtede, stod fordelt i de ellers tomme stuer, der var uden gardiner. På gulvene lå et par steder nogle tilsyneladende tilfældigt indkøbte tæpperester. Det indre træværk var malet i grelle og uafstemte larver (køkkenblåt side om side med chokoladebrunt) og i kluntede, hjemmegjorte strøg. Det er senere kommet frem at bemalingen er udført af børn. Drikkevandet var svagt ildelugtende og let farvet. Der var ikke anskaffet beskæftigelsesmidler af nogen art til de to børn på stedet. Kennis bofælle var en stakkels sindslidende dreng, der var svært overvægtig af psykofarmaka.

Det var fuldt forståeligt, at de tre pædagoger, der skulle tage sig af børnene, betakkede sig for at bo sammen med dem og i stedet ankom i døgnfordelt vagtskifte.

Al henvendelse fra den rystede mor og mig til hr. Devald og hans behandlersystem var forgæves. Selv da sagens advokat skrev til Den sociale Ankestyrelse og bad om, at den rejsekonsulent, som man efter den sociale lovgivnings bestemmelser kan få til at besigtige en påklaget institution, måtte blive sendt til »Satelliten«, fik vi et nej. Ankestyrelsen fandt - som den skriver i sit afslag - at »forholdene er tilstrækkelig oplyst«.

Jeg henvendte mig så til embedslægen for Vestsjællands Amt og anmodede ham om at inspicere stedet. Få dage efter forelå hans rapport, der fremtrådte som en fuldstændig fordømmelsesdom, hvoraf det må være tilstrækkeligt at citere følgende: »Det kunne konstateres at de sundhedsmæssige og hygiejniske forhold i ejendommen er ganske utilfredsstillende ... der synes dertil kun at være foretaget en meget nødtørftig indre istandsættelse«, videre: »Overalt er der stærkt præg af særdeles utilstrækkelig rengøring, hvilket også gælder køkken og badeværelse. Det må iøvrigt betvivles at en tilstrækkelig rengøring vil kunne gennemføres, når den generelt dårlige indre vedligeholdelsestilstand tages i betragtning«, samt: »Jeg har ikke ved tilsynet konstateret muligheder for beskæftigelse eller afspredelse for børnene«.

Sammenfattende konkluderer embedslægen således: »Jeg vurderer de fundne bygningsmæssige forhold som aldeles uegnede til den konstaterede anvendelse. Af årsager nævnt ovenfor har jeg ikke vurderet institutionens driftsmæssige forhold, men det er vanskeligt at forestille sig forsvarlig pleje indenfor de konstaterede fysiske rammer«.

Da det herved tillige kom frem, at hr. Devald som ansvarlig nævnsformand end ikke havde indhentet plejetilladelse fra Tølløse kommune til bygningens brug som børneinstitution, fik han med eet særdeles travlt. Drengene blev i huj og hast bragt til et sommerhus, medens »Satelliten« på to måneder blev fikset op og nye rør til drikkevandsforsyningen nedlagt - ja, selv et bordtennisspil blev anskaffet. Man vil se, at Leif Devald godt kan vise interesse for de børn han tvangsfjerner, især hvis deres skæbne kommer til at berøre hans ry og rygte.

<> *

Af et oplysningsark i sagen fremgår, at socialforvaltningen på det lokale bistandskontor, der administrerer anbringelsen, har indrømmet moderen, at der ved anbringelsen »er sket en del fejl«. Denne sætning dækker over det enkle faktum, at man ved forberedelsen af anbringelsen og ligeså i Børne- og Ungdomsnævnets afgørelse alene talte om Tølløse Børne- og Ungdomspension og også inviterede moderen op til denne institution og foreviste hende dens lokaler og faciliteter, men fortav at det virkelige anbringelsessted skulle være den omtalte, 12 km fra Tølløse Børne- og Ungdomspension beliggende filial kaldet »Satelliten«.

Dette bedrag og de opslidende og forgæves klager over tilstandene på »Satelliten« havde efterhånden bevirket at forholdet mellem hjem og institution var blevet særdeles belastet, og ikke blev det i mindre grad, efterhånden som det stod klart at drengen modtog seks timers undervisning om ugen. Tølløseinstitutionens forstander tilskrev derfor d. 6. okt. 87 socialcentret Blegdam med den henstilling og det råd at Kenni blev flyttet til en anden institution, hvor der - først og fremmest for drengens skyld - kunne skabes et rimeligt godt forhold til hjemmet. Herpå svarede socialcentret naturligvis, at drengen skulle fastholdes på »Satelliten«.

Da målet dermed var omtrent så fuldt, som det kunne være, benyttede Kenni’s mor og jeg lejligheden, da han kort før påske var i sit halvmånedlige besøg hjemme, til at bringe ham bort, i skjul hos en behjertet familie et sted i Danmark.

På dette reagerede Leif Devald som den ansvarsfulde børnenævnsformand, der, som han siger, altid har barnets tarv for øje. Han tog øjeblikkelig beslutning i medfør af bistandslovens §67 og bestemte at Kenni, når han måtte blive fundet, skulle tilbage til »Satelliten«. Dertil fik han så ved en efterfølgende forhandling med nævnet - og stadig med barnets tarv for øje - føjet den straffeforanstaltning, at Kenni, fra det øjeblik han bliver fundet, i seks måneder ikke må komme til sit hjem.

<> *

Jeg har efterhånden lært Leif Devald at kende fra flere andre barneskæbner end Kenni’s eller Stefan’s. Jeg kunne f.eks. nævne sagen om den 11-årige Nathalie, som hr. Devald ved sit socialpolitiske virke og store omhu for andre menneskers børn og deres tarv fik tvangsfjernet og anbragt på institutionen »Emdrupgård« som »velfærdstruet« efter at en psykolog udfra nogle tegninger, pigen blev sat til at udfærdige, havde konstateret »tegn på en dominerende moderfigur på det underbevidste plan«. Men til al held kan nu endelig den psykolog, der fik bevilliget ekstratimer til sjælebearbejdning af pigen, melde at hun er »rask« og derfor kan komme - ikke hjem, men i professionel familiepleje (plejeløn her: 190.000).

Dog, det ville vel være rimeligt ikke kun at karakterisere Leif Devald udfra hans gerning og indsats. Også hans ytringer giver et bidrag til billedet af ham som børnebeskytter.

F.eks. hans udtalelse i Politiken (31/1-88) hvor han frimodigt siger: »Vi ved ikke om vort system får fat i de rigtige børn eller de rigtige familier«. Denne usikkerhed kan naturligvis til tider have sine uheldige følger, men det tager hr. Devald med godt humør: »Det sker at jeg får en næse af mine kolleger, men det lader jeg mig heldigvis ikke slå ud af - den bliver bare hængt op på sømmet sammen med de andre« (BT 15/4-88). Han kan også tage sig disse næser så meget mere let, som samme kolleger ikke synes at give ham noget efter i ansvarsløshed. Således havde administrationschef Carl-Einar Jørgensen i Københavns kommunes institutionsafdeling denne undskyldning, da han af BT (20/2-88) fik forelagt embedslægens rapport om »Satelliten«: »Vi kan ikke holde øje med alle 800 institutioner«.

Som man ser, er børnenævnsformand Devalds system af den art, at det til tider får fat i de forkerte børn og anbringer dem på institutioner, der ikke kan holdes øje med.

<> *

I løbet af 1985 og ’86 fik Leif Devald med sit partis medlemmer i kommunens borgerrepræsentation et frugtbart samarbejde i gang med ledende skikkelser fra behandlerklassen (socialoverlægerne J. Fallow og N. Michelsen samt den fra organisationen »Børns Vilkår« bekendte og for sin anonyme børnetelefon berygtede børnelæge J. Merrick). Dette samarbejde affødte et gennem skoledirektoratet d. 28/1 -87 udsendt cirkulære med titlen »Samarbejde vedrørende voldsramte børn og unge«. Heri benyttes den i tiden meget udbredte og for alle behandlere så åbenlyst fordelagtige mode at udvide begreberne. Begrebet »børnevold« omfatter i cirkulæret fem forskellige typer af vold, hvoriblandt »passiv psykisk vold«.

Med forbigåelse af den semantiske svaghed i forestillingen om en passiv vold, forklarer Københavns kommunes chefpsykolog i skolevæsenet, B. Glæsel i Jyllands-Posten (12/2-87) at man med dette begreb tager sigte på »hjem, hvor den ene eller begge forældre personlighedsmæssigt er anderledes«. Det kan f.eks. være hjem hvor der ikke gives barnet »den nødvendige følelsesmæssige stimulation«. I cirkulæret defineres den passive psykiske vold netop også som »understimulering« på grund af utilstrækkelig »omsorg, tryghed eller kærlighed«. For alle de nævnte typer af børnevold indskærper cirkulæret anmeldepligt.

Dette definitoriske fremstød gav virkeligresultater, idet antallet al tvangsfjernelser - som den i marts ’88 fremlagte statistik for ’87 viser - i året ’87 steg fra 42 til 85. Men denne stigning var sandelig også på høje tid, da Leif Devald i et interview i »Socialpædagogen« (10/12-87) havde beklaget sig over at personalegrupperne i daginstitutioner og skoler er »for blufærdige overfor familien« så at »anmeldelser om børn skal hives ud af dem«, ligesom han i BT (12/11-87) fremkommer med følgende bekymring, der afdækker een af årsagerne til det tidligere alt for lave antal tvangsfjernelser: »Jeg synes at bistandskontorerne undersøger sagerne for grundigt«.

<> *

Både i BT (12/11-87), i »Socialpædagogen« (10/12-87 og i Politiken (31/1-88) er Leif Devald inde på en anden af socialoverdrivelsens modeideer: forebyggelsen, der jo åbner mulighed for at gribe ind overfor et socialt problem før det overhovedet foreligger. Han mener at »en hel del børn faktisk burde være fjernet tidligere«, at »vi ikke griber hurtigt nok ind« og at socialarbejderne skal »lære at lave forebyggende indsats«.

Det må her overlades til læseren at forestille sig fjernelsesstatistikken for 1989 eller ’90, når den eksisterende rest af de offentlige behandleres blufærdighed overfor familien er overvundet, det passivt psykiske voldsbegreb knæsat og forebyggelsens tanke ført igennem. Statistikken vil da være øget med sådanne tilfælde af Leif Devalds børneomsorg som børn der er »velfærdstruede« ved at være »voldsramte« af forventet »tryghedsunderstimulering«.

Det er tungt at have med så megen menneskelig lidelse at gøre, som det nu eengang falder i en børnenævnsformands lod at måtte befatte sig med. LeifDevald er klar over dette sjælelige problem og fastslår følgende i BT (12/11-87): »Hvis den slags giver søvnløse nætter, er man ikke egnet til det her job. Man må oparbejde en professionel holdning«.

Så meget mere beundringsværdigt er det derfor, at han kan forholde sig skæmtende til sit tunge hverv og midt i den professionelle holdning til de mennesketragedier, han har rekord i, endda kan kokettere lidt med tvangsfjernelser og den magt hvormed han råder for dem (BT 12/11-87): »Der er nok nogle der mener at jeg er en dårlig far for mine tre børn. Det er nok ikke helt forkert, men de har en god mor, så jeg tror ikke de ligefrem er i fare for at blive tvangsfjernet« og Devald fortsætter - med et skævt grin, som avisen skriver - »faren for at mine børn bliver tvangsfjernet er jo ikke så stor, når jeg selv er med til at bestemme«.

Den slags røber dog en vis kækhed, når man betænker de skæbner, der her er tale om, skæbner af en sådan art, at een af de mest fremtrædende af de beskikkede advokater i København, højesteretssagfører og universitetslektor Merethe Stagetorn, til BT (10/11-87) udtaler: »Jeg kan bevise, at en række af mine klienter er blevet direkte sindssyge efter at de sociale myndigheder har fjernet deres barn«.

Den 14/4-88 indgav jeg politianmeldelse mod Leif Devald for børnevold. Som formand for Københavns Børne- og Ungdomsnævn er han ansvarlig for alle tvangsanbringelser i kommunen. Han er derfor også ansvarlig for tvangsfjernelsen af Kenni og for hans anbringelse på »Satelliten« med dens uhumske forhold, dens beskæftigelsesløse isolation og det sjælløse vagtskilte af opsynshavende pædagoger.

Anmeldelsen mod Leif Devald sker på grundlag af hans eget udvidede voldsbegreb, hvormed han med så godt et udbytte har klapset forældre og enlige mødre.

Skal der være nogen mening i voldscirkulærets galskab, så er han skyldig i præcis følgende: passiv fysisk vold (p.g.a. den ved urenligheden og det plumrede drikkevand påførte sundhedsskade) og passiv psykisk vold (»understimulering« forvoldt ved de manglende beskæftigelsesmuligheder, og »manglende omsorg, tryghed og kærlighed« forvoldt ved den upersonlige og mekaniske pasning af børnene i alternerende vagthold af pædagogisk personale).

Peter Fergo.