Den "barthske" bevægelses forhold til dansk kirkeliv

Af Poul Olesen, Tidehverv, 1928, s.125-128.

Det vilde være falsk beskedenhed at nægte, at "Barthianismen" har vakt nogen opsigt indenfor kirkelige kredse. Om det er med rette eller urette, er jeg ikke manden til at afgøre. Og har bevægelsen ikke udrettet andet, saa har den i hvert fald givet adskillige præster og andre lejlighed til at anvende deres evner paa en ny front. I Ricards prædikener (og ofte er dette ikke det daarligste ved dem), i professor Bangs artikler, ved præstekonventer og paa menighedsmøder er det "Barthianismen" der maa holde for. Ja saagar paa Indre-Missions aarsmøde blev fænomenet behandlet. Og det er slet ikke min mening at fremstille os som den forfulgte uskyldighed. Det er uden tvivl med rette, vi tages under velvillig behandling. Vor optræden er saare upassende, vor tale er taaget og vi mangler ganske ethvert positivt formaal. Da det imidlertid kun er i annexet til Indre-Missions-Tidende, vi er exkommuniceret af redaktøren, (hvis evner aldrig har staaet maal med den gode vilje) og vi endnu er i folkekirken og er taalt (omend ikke med glæde), saa kan det maaske have sin interesse at undersøge forholdet mellem kirken og den saakaldte "Barthianisme".

Først maa jeg gøre opmærksom paa, at navnet "Barthianisme" egentlig ikke dækker over bevægelsen. Vi har jo efterhaanden mange "Barthianere" her hjemme, som ikke hører med til "Barthianismen". Barth kan - som alt andet - bruges af hvem som helst til hvad som helst, ja endog af et medlem af dynastiet Holt til indtægt for "Kirkeligt Landsforbund". Og mange mener, at der er særdeles meget at lære af Barth. Men jeg tror ikke, at man kan lære noget af Barth, for sandheden kan ikke læres ved, at man overtager et andet menneskes meninger eller hans hele system. Men han og vi synes at arbejde paa samme led, til dels ud fra samme forudsætninger og med samme fronter, og derfor maa det ikke undre, om han af og til nævnes af os (skønt det er kun sjældent). Hans ord er aldrig dicta probantia, men kun illustrationer. Om manden har ret eller uret, om hans system er rigtigt eller ej, om hans ord er visdom eller kun "hybris eines pneumatikers", om han er profet eller et taaget vrøvlehoved, der ikke aner, hvad hans egne ord betyder, det er os ganske ligegyldigt. Dog forstaar jeg saa godt den interesse, mange mennesker har af at slynge ordet "Barthianer" efter os. I dette af historie og psykologi fordærvede land mener man at kunne tage saft og kraft ud at alting ved at kunne give en forklaring om historisk sammenhæng.

Med emnet kan sikkert ikke være ment, hvorledes vi stiller os overfor de mange mennesker, præster og lægfolk, som er arbejdere i vor kirke, for det er slet ikke noget at spørge om. Vi er selv særdeles pæne mennesker, som ogsaa holder af et skikkeligt udkomme. Vi mener ikke noget stort om os selv, ikke noget i retning af, at vi er profeter, reformatorer, vejledere o. 1. Vi er af profession præster i den danske folkekirke. Vi er "rite vocati" til at lære evangeliet og administrere sakramenterne i overensstemmelse med skriften og kirkens symbolske bøger. Og da vi mener om os selv, at vi saare vel kan bestaa spiritusprøven i luthersk ortodoxi, synes vi, at vi med god samvittighed kan være præster i folkekirken.

Det er heller ikke folkekirken, vi har noget imod. Jeg personligt holder meget af den, men kan ikke forstaa andet, end at den er en menneskelig indretning, og den kan og skal set med vore øjne ikke være andet. Vi drømmer ingen drømme om en ren kirke, eller en levende kirke i Karl Nielsensk forstand. Kirken er ikke og bliver aldrig "huset med de høje sale", for det "tømres kun af skaberhaand", den er kun et saare ufuldkomment "gæstekammer", selvom vi tror, at gud kan og vil komme og være gæst i al vor ufuldkommenhed. Men hvad kirken er andet end menneskeværk, kan kun være genstand for tro. Om kirken nu skal have en anden form, det er muligt. Dog saa længe det ikke sker paa grund af en indre nødvendighed, som følge af at nyt liv kræver nye former, saa længe er der ingen grund til at kræve ændringer. De ændringer, som kræves fra bestemt hold indenfor kirken, skal kun tjene til at dække over den nuværende indre evneløshed. Naar undtages Kirkeligt Landsforbund, er der saaledes næppe i forholdet til folkekirken noget, som adskiller os fra de fleste andre.

Det er heller ikke praktiske arbejdsformer eller personer, vi har noget særligt imod. Ja, begribeligvis er der forskel, nogle synes bedst om sorthaarede og gentlemen prefer blondes. Men det, vi har noget imod, er forkyndelsen indenfor kirken.

Lad mig tage det ganske praktisk. Enhver præst, i hvert fald ude paa landet, hvor man har et par gudstjenester hver søndag, og saaledes ikke har lejlighed til at høre andet end det, man selv staar og siger, kender den trang, der kan komme op i en efter at høre en prædiken, efter at sidde ganske stille i en kirke og høre noget om gud. Men sker det saa endelig, at man kommer i kirke, bliver det næsten altid en skuffelse, thi i stedet for en prædiken om gud, faar man en lang snak om mennesker. Og det er ligegyldigt, om man kommer i kirke hos en grundtvigianer eller en missionspræst, for bortset fra udtrykkene, der kan være forskellige, er indholdet det samme. Det er i alt væsentligt psykologi, man hører. Der fortælles om, hvordan man kommer til gud, hvorledes man konstaterer, at man er kommen til ham, eller om man endnu er langt fra ham, hvordan det føles at høre gud til, hvor godt og lykkeligt gud kan gøre det i et menneskeliv, og det meste er sikkert saare rigtigt, blot var det ikke det, man kom for at høre. Nej, man trængte til at høre noget om gud og hans gerning i Kristus. Engang jeg havde sagt noget lignende til professor Geismar, svarede denne, at saadanne psykologiske prædikener skyldtes dovenskab hos præsterne, idet det altid var lettere at holde et religiøs-psykologisk causeri, end at holde en fornuftig prædiken om gud. Jeg er ikke sikker paa, at professoren har helt ret, snarere skyldes de psykologiske prædikener en fundamental misforstaaelse af den kristne prædikens maal og indhold.

Den kristne prædikens maal angives i den kirkebøn, hvormed hver gudstjeneste begynder: "vi er kommen ind i dette dit hus for at høre, hvad du, gud … vil tale til os." Prædikenen skal stille os overfor guds ord, guds egen tale til os. Guds ord kan vi selvfølgelig ikke tale, for kun gud taler guds ord, han gør det, naar han vil og hvor han vil, og han lader sig ikke binde af os paa nogen maade. Om vi holder nok saa mange gudstjenester med de mest berømte og behændige talere, om vore foretagender er nok saa "gennembedede projekter", har vi dog ingen garanti for, at gud vil tale sit ord til os. Naar vi har gjort alt, hvad vi kunde (og skal) gøre, er vi unyttige tjenere.

Men hvorfor saa i det hele taget prædike? Gud kan jo lade stenene tale, om han vil. Ja, selvfølgelig kan han det, og det gør han maaske ogsaa, det angaar blot ikke os. Men vi prædiker og skal prædike, ikke fordi vi skal eller kan tale med guds røst, men fordi vi skal vidne om ham. Prædikenen er et vidnesbyrd om gud, som han har aabenbaret sig i Kristus, og som denne aabenbaring er os overleveret i skriften. Gud kendes kun af sin aabenbaring. Udenfor den er kun hans uanskuelighed kendt. Udenfor Kristus er gud kun et grænsebegreb, hertil og ikke længer kan vore tanker naa. Hvormeget i vort liv og omkring os end synes at pege i retning af gud, bliver vi dog staaende overfor ham som overfor en ukendt størrelse, i hvilken vi ganske vist kan lægge alle vore ønsker og uopfyldte begæringer, men det er og bliver kun en leg med skygger.

Gud har aabenbaret sig i Kristus til synderes frelse. Luther skriver i begyndelsen af romerbrevskommentaren, at hele brevets opgave er at gøre synden stor. Og det samme maa siges om den kristne prædiken, for kun hvor synden er stor, er naaden stor. Men saa maa ogsaa synd forstaas paa anden og dybere maade end den sædvanlige, populære, hvor synd blot er det, vi mennesker kalder ondt. Ingen vil finde paa at nægte forskellen mellem ondt og godt i livet, men vi maa være klare over, at bibelens tale om synd er noget andet end vore etiske bestemmelser, der er omskiftelige og bestemt af meget andet end forholdet til gud. Synd er ikke blot, at vi tænker, taler og handler ondt imod andre mennesker, men synd er menneskets væsensbestemmelse i forhold til gud. Selv om vi levede, som vi skulde, var vi dog ikke derfor gud nærmere. Der er i mennesket intet, der er i stand til at gøre andet end synd. Al tale om, at vi endnu har saa meget af gudsbilledet i os, at vi ved at anstrenge os kan gøre til eller fra i forholdet til gud, er falsk. Ingen vil nægte, at saadan tale er stærk og inciterende, naar den fremføres med den rette betoning, ingen vil nægte, at den formaar meget i retning af at sætte noget i gang o. l., og dog maa vi hævde, at saadan tale intet har med kristendom at gøre. Saadan tale berøver gud den ham tilkommende ære. Frelsen maa være guds alene. Det "calvinske": gud alene æren, maa atter i højsædet. Og levnes der noget til mennesket af hvad art nævnes kan, saa berøves det gud. Luthers ord staar fast, at den der mener, at han ved at anstrenge sig saa meget som muligt kan komme gud nærmere, øger synd til synd og bliver derved dobbelt skyldig overfor gud. Man plejer at indvende, at menneskets stilling herved bliver haabløs overfor gud, og svaret er, at saadan er stillingen ogsaa. Fra gud er vi skilt, og hvordan vi end bærer os ad, kan vi ikke komme tilbage til ham. Fortabt og fordømt det er hvad der kan siges om os, og det hjælper ikke, at vi pryder vor tilværelse med nok saa skønne udsagn, at vi taler om et gudsbillede, om en udødelig sjæl, en fri vilje, som skulde være grænsen for guds almagt, det er alt kun tomhed og formastelighed. I menneskers øjne er synd noget relativt, noget der kan aftage og tiltage, men i guds øjne er synd absolut, og over synden er guds vrede, guds forkastende dom. Dommen er ogsaa absolut, kender ingen mellemgrader.

Men er guds dom absolut, saa er hans naade det ogsaa. Det er disse mennesker, som ikke er andet end syndere, gud forbarmer sig over ved at sende sit tilgivelsens ord. Det, gud har sagt til os i sin søn, er ikke, at han vil frelse de mennesker, som kan noget selv, som er store og gode og fromme, men at han frelser syndere og gør det derved, at han tilgiver synden. Det er synderen, gud har samfund med og kun synderen, og den dag, vi ikke længer er syndere, har vi intet samfund med gud, da har vi igen indtaget farisæerens plads i templet, hvorfra der ikke gaar nogen vej til retfærdiggørelsen.

Saadan tale om dom og tilgivelse var indholdet af herrens forkyndelse, og forkyndelsen havde den virkning, at nogle forargedes, mens andre troede ham. De, der vidste sig fortabte, troede ordet om syndernes forladelse, mens de, der ikke havde brug for guds gave til mennesker, syndernes forladelse, vendte sig bort. Og naar forkyndelsen nutildags bliver guds tale, har den ganske samme virkning. Hvornaar forkyndelsen bliver guds tale, véd vi ikke, vi ved heller intet om, hvordan den bliver det, vi ved kun, at naar den bliver det, da er det ganske overflødigt at spørge om, hvorvidt den er det eller ej. Jesus sagde, at han vilde kendes paa røsten.

Gud har sendt og sender tilgivelsens ord i sin søn. Et ord kan tros eller ikke tros, men andet er der ikke at stille op dermed. Derfor er frelsen naturnødvendigt "ved tro alene" og ikke ved noget som helst andet. Syndernes forladelse kan ikke paavises, ikke erfares, ikke opleves, kan kun tros eller afvises i vantro. For os at se til er der ikke andet end synd og kommer ikke andet og skal ikke komme andet, for det er kun syndere gud forbarmer sig over.

Da vi nu altsaa ikke ved, hvad der gør en prædiken til guds ord, er det saa ikke ligegyldigt, hvad vi prædiker. Nej, vi er ikke sat til at prædike hvad som helst, men til at tale om ham som er guds ord, guds aabenbaring. I N. T. har vi to prædikener, den ene er sat til skræk og advarsel, den anden til efterfølgelse. Den ene er Paulus' tale paa Areopagos, den anden Peters pinseprædiken. Om den første kan der siges mange smukke ting, om den anden er der ikke meget at bemærke, det er en ganske enfoldig, saglig forkyndelse af den korsfæstede og oprejste Kristus. Det er Kristus, som der staar fortalt om ham i N. T., vi skal forkynde. "Udraab kun, at ordet, som skrevet det staar, bogstavelig jordet i aanden opgaar." Jeg kan ikke huske meget af, hvad Ricard sagde paa pastoralseminariet, men jeg husker, at han engang sagde, at enhver prædiken skulde være en Kristusprædiken. Ja, men Kristus som guds ord og ikke som ideal, der gøres til genstand for vurdering og beundring. Kristus, ikke som den, der skal imiteres, men som den, der skal lydes.

Har dansk kirkeliv nu brug for denne forkyndelse? Ja, det skal vi ikke spørge om eller bekymre os for. Det maa de mennesker afgøre, som til søndagligt brug skal høre paa de "Barthske" præster. Vor stilling er klar nok. Vi er af profession præster i folkekirken, og vi mener at være det med rette. Vi mener desuden - maaske er det overflødigt at sige det - at det er rigtigt, hvad vi forkynder. Hvis vore menigheder mener noget andet, lad os da skyndsomst faa en paragraf 8, saa vi paa en pæn maade kan blive sat fra bestillingen. Men lad menighederne afgøre det og lad os blive fri for en kætterdomstol. Det er menighedernes penge, vi lever af, og ønsker sognebeboerne ikke at have os til præster, saa maa vi se os om efter et andet "kald" eller en ny bestilling.

Og saa kun een ting endnu: kollegiale hensyn til de andre præster, blot fordi de er kolleger, har vi ikke. Det skulde ikke gerne blive saadan, at augurerne smilte, naar de mødtes.

Poul Olesen.