Af sk., Tidehverv, 1987, s.79-80.

En lektor med tilknytning til det grundtvigske har 4. august skrevet kronik i Kristeligt Dagblad om "Flygtningene og folkeligheden" og finder ud af, at Grundtvigs syn på det folkelige betyder, at der ikke findes grænser og forskelle og slet ikke noget nej. Sligt vil de fleste grundtvigianere af moderne tilsnit kunne docere. Heri er intet usædvanligt. Grundtvigianisme i dag er ensbetydende med ophævelse af struktur, substans og karakter i det verdslige.

Der er heller ikke noget usædvanligt i, at denne lære bringer lektoren i affekt over Tidehverv. Det er kun følgerigtigt. Den ellers så tålsomme lektor slår ligefrem om sig med grimme ord, når han kommer i nærheden af Tidehverv, hvad han jo ikke godt kan undgå i denne situation, i hvilken der dog har været eet sted, hvor det folkelige har været andet end fraser.

Mere opsigtsvækkende er hans forklaring af kærlighedsbuddet i forbindelse med flygtningespørgsmålet. "Der er nok også mange danskere, der som jeg mener, at man skal være ualmindelig teologisk i hovedet for at tolke næstekærlighedsbuddet anderledes end at næsten er enhver, som har brug for hjælp, og som man har en reel mulighed for at hjælpe, hvad enten han er nær eller fjern, landsmand eller fremmed. En mere moderat fortolkning af Jesu krav om næstekærlighed ville gøre hele hans budskab til en samling banaliteter uden interesse".

Det er dette med buddet om næstekærlighed som noget, der har interesse, der interesserer os. Vi finder det yderst interessant. For netop det moderate og dermed politiske i tolkningen af Jesu bud om kærlighed til næsten er jo det, der gør talen om næstekærlighed interessant for politikere og humanister. Hvor kærlighedsbuddet ikke er moderat, men radikalt, er det ganske uinteressant for lektorens meningsfæller. Dér kan det ikke bruges til noget. Dér er der kun at stå ret for det i al dets ubetingethed. Dér kan man hverken gøre politik eller humanitær idealisme på kærlighedsbuddet.

Lektoren vil ikke gøre det moderat, men vil dog kun have med det at gøre, hvis det har interesse, og således promenerer han den særlige afart af vrøvl, hvor kristendommens radikale fordring ophæves af kravet om det interessante - og hvor grundtvigianere af lektorens art kan sno sig som ål i mudder.