Helvede på Vesterbro

Af sk., Tidehverv, 1990, s.124.

Pludselig dukkede den undertrykte virkelighed op til overfladen og forfærdede danskerne.

I TV-avisen 20. maj fik beboerne på Vesterbro lov til at fortælle om de rædselsfulde vilkår, de lever under, hvor indvandrede afrikanere har forvandlet kvarteret til et narko-helvede, i hvilket folk ikke tør færdes i deres egen opgang, ikke tør lade deres børn gå alene på gaden, ikke tør have penge på sig, ikke kan få nogen myndighed til at hjælpe sig med at opretholde den mest nødtørftige orden. Hva' faen skal de her? spurgte en rasende Tato-Kaj, som havde fået smadret sine tænder. Hvem har givet dem lov til at komme ind i landet? Og Tato-Kaj udtrykte ønske om, at de ansvarlige politikere, som bor i de nordlige velhaverkvarterer, måtte se deres egne børn blive indfanget af dette helvede, mens andre beboere fortalte, at de havde dannet "tærskehold", som med knipler og stokke drev de fremmede væk, når det blev alt for slemt…

Facaden krakelerer. Den af mediernes racisme-propaganda fortrængte virkelighed bryder ind i dagligstuen og forfærder danskerne.

Det har altsammen været til at forudse. Det er de uundgåelige konsekvenser af folketingets politiske gerningen. Men en smilende boligborgmester meldte hus forbi og slog sin lid til fremtidige byfornyelser. Jamen situationen i dag? Hvad med de danskere på Vesterbro, der ikke kan færdes i deres egen opgang og som må danne tærske-hold for at beskytte deres børn? Borgmesteren trak på skuldrene: Der har altid været sociale problemer på Vesterbro, og man skal nok ikke bo dér, når man har børn.

Hvor længe skal krukken mon gå til vands, før den kommer hankeløs hjem? Eller hvor meget af Danmark skal blive som Vesterbro, før politikerne ser virkeligheden i øjnene?

For det er jo ikke et spørgsmål om sociale problemer. Det er ikke forhold, som kan afhjælpes ved byfornyelse. Og strengt taget er Vesterbro jo også en del af Danmark, i hvilken loven skal gælde og det må være tilladt at have børn.

Endnu en gang spørger man sig selv, hvilket eftermæle den sidste generations politikere vil få i Danmarks historie.