I stormens øje

Af sk., Tidehverv, 2001, s.33.

Vi har konstateret med fornøjelse, at Tidehverv i den sidste tid har befundet sig i stormens øje og på forargelsernes holdeplads. Vi har altid været tyve år forud for vores tid. På det seneste har det vist sig, at det i et enkelt tilfælde kun var femten - og derom har stormen raset.

Det er en gammel 68'er, der er blevet indhentet af sin fortid. Det er Thomas Petersen fra Slavisk Institut på Aarhus Universitet, der er blevet mindet om sine meninger fra 1986 - og meningerne blev trykt i Tidehverv. Her offentliggjorde vi i februar 1987 en brevveksling mellem Olav Lilleør og Thomas Petersen, i hvilken Thomas Petersen udtrykte sin inderlige forståelse for Sovjetunionens mishandling af Andrej Sakharov.

Det fortryder Thomas Petersen idag. Meget. Umådeligt meget. Han ville give endnu mere for at brevet var uskrevet og i hvert fald ikke offentliggjort. Derfor beskylder han Tidehverv for at være deltager i et komplot imod ham, idet han hævder, at hans brev til Olav Lilleør var privat.

Det rene vrøvl. En henvendelse, foranlediget af en annonce i dagspressen, indrykket af Thomas Petersen, der opfordrede lægfolket til at stille spørgsmål om Sovjetunionen, er naturligvis ikke privat, og Thomas Petersens svar er det slet ikke. Det rene vrøvl. En gammel 68'ers desperate forsøg på at vaske totalitarismens pletter af sin pels.

Tidehverv er i stormens øje. Vi konstaterer det med fornøjelse. Og med endnu større fornøjelse konstaterer vi, at 68'erne omsider er ved at blive indhentet af deres totalitære fortid. Alle dem, der slikkede diktaturets støvler og koketterede med den ideologiske djævelskab. Alle dem, der var så forargede over den sorte nazisme, mens de selv tilsluttede sig den røde. Nu indhentes de af deres egne ord.

For de stod i Tidehverv.