Mere Kritik

Af sk., Tidehverv, 2005, s.87.

Vi konstaterer, at Kritiks kampagne mod Tidehverv fortsætter. I det seneste nummer af Gyldendals litterære tidsskrift er det nu Margrete Auken og Ole Jensen, der er sat til at affyre skytset. Og det er, som man kunne vente.

Margrete Auken skriver om Margrete Auken. Og til umådelig overraskelse for læseverdenen finder Margrete Auken, at Margrete Auken er et åbent og følsomt menneske, som derfor ikke kunne forblive i det Tidehverv, hvor hun som grøn student kom et par år dengang, det var moderne og mondænt blandt studenter at lege Tidehverv. Margrete Auken måtte søge til mere udbyttegivende græsgange - og kan tegne et billede af sin egen modernitet ved at tegne karikaturer af "de gamle præsters lidt kejtede forsøg på at bande og drikke af flaske".

Kan alle se mig og alle høre mig!

Anden deltager i kampagnen er Ole Jensen, der er sat til at skrive om "Søren Krarups antihumanisme - teologisk gendrevet", og Ole Jensens gendrivelse består i endnu en reproduktion af Løgstrups filosofi, der bringes i position til en ny "gendrivelse" af evangelisk-luthersk kristendom.

Vi venter med interesse på kampagnens fortsættelse.