Opvågnen?

Af Søren Holm, Tidehverv, 2002, s.187-188.

Til tidens mere underholdende medieindslag hører den fortsatte beretning om Det Radikale Venstres vanskeligheder med muslimerne i partiet. Den indeholder alt, hvad et god farce forlanger: et passende absurd udgangspunkt, et vist kvantum dumhed, en masse skrig og skrål og endelig den faktor, at hovedrolleindehaveren er den eneste skyldige i sin egen misere.

Det Radikale Venstre ligger, som de har redt. Deres egenartede, hovmodige holdningsløshed drev de så langt, at det til sidst blev ganske meningsløst. Tilbedelsen af den politiske korrekthed blev dem så vigtig, at alt andet blev uvigtigt. Så tømt blev partiet for alvor og samvittighed, at der blev plads, god plads, til enhver, som blot søgte en politisk platform, hvorfra magt og karriere kan vindes. Det Radikale Venstre er nu en trojansk hest, som alle, der vil, kan krybe op i for således at bringe sig selv og sine synspunkter inden for murene.

Det er elementært morsomt, at netop Det Radikale Venstre er blevet det første politiske offer for den muslimske invasion. Det parti, som hånede alle advarsler mod at underminere den danske selvfølgelighed ved uhæmmet masseindvandring.

Men morskaben er naturligvis begrænset. Hvad der sker i Det Radikale Venstre er blot et symptom. Dansk samfundsliv og folkestyre er indrettet på danskernes åndelige virkelighed, og hvad der vil komme til at ske, alt som antallet af borgere med modsat åndelig baggrund vokser, er det Det Radikale Venstres problemer en første forsmag på. Det er premieren på en politisk konflikt af en hidtil uset karakter.

Problemet hedder religion. Som en tyr om natten er dette fænomen faldet over den danske virkelighed, danske politikere, danske meningsmagere og har efterladt dem konfuse og forvirrede. 11. september 2001 betød en brat opvågnen for de fleste. Mange er endnu søvndrukne og temmelig groggy. Men der er også dem, der har blot vendt sig om på siden og kæmper for at sove videre.
Til de sidste hører øjensynligt flere medlemmer af Det Radikale Venstre. Ikke blot søger de at synke tilbage i slummeren, de prøver også at mane den drøm frem, de drømte, at religion er noget, som nogle mennesker dyrker i deres fritid; noget fortidigt, som ingen forbindelse har til politik, lov og ret, samfundsdannelse, menneskesyn osv. Drømmen siger også, at alle religioner i grunden er ens, og så længe de ikke bliver fanatiske eller fundamentalistiske, er de ganske ufarlige og aldeles ligegyldige.

Men nu larmer virkeligheden derude. Det er omsider blevet klart, at religion ikke er for sjov, men danner selve grundlaget for individers og samfunds selvforståelse. Det er desværre også blevet klart, at den vestlige verdens årelange, skødesløse omgang med sit eget grundlag, har affødt en teologisk analfabetisme og kulturhistorisk uvidenhed, som lægger vore samfund blot for enorme kræfter, som man havde fortrængt eksistensen af.

Et ubehjælpsomt forsøg på at bevare illusionen om religionens uskadelighed, ser vi i det hyppigt brugte udtryk "moderate muslimer". Muslimerne i Det Radikale Venstre hævder selv; at de er meget demokratiske og integrerede, og hele øvelsen internt i partiet går, så vidt man ser, ud på at få disse "moderate muslimer" til at afsværge sharia'en, den islamiske ret, med alt hvad den indeholder af mildt sagt udanske, uvestlige og ukristelige forskrifter og traditioner. Og det er selvfølgelig ikke så nemt. Også for muslimen, der fortolker den moderat, er sharia'en en umistelig del af den islamiske religion. Også en moderat muslim er nu engang muslim og ønsker ikke at være andet.

Hvis vi gør et tankeeksperiment og forestiller os, at Det Radikale Venstre fik tilslutning af et vist antal "moderate nazister", så har vi et godt billede af situationen. Disse moderate nazister vil selvfølgelig ikke gå ind for udryddelseslejre. De har heller intet ønske om en erobringskrig mod øst. Fred er deres højeste mål. Men de har en dybfølt forestilling om visse racers fortrinsret, og de sætter sig ikke imod tanken om en Fører selvom de naturligvis mener, at denne bør vælges demokratisk. De finder under alle omstændigheder tryghed i tanken om underkastelse. De kan godt lide, at hele tilværelsen ses under ét samlet princip og regeres ved ét samlet lovkompleks, der rummer alle fysiske og metafysiske aspekter.

Sådanne "moderate nazister" ville ikke overleve fem minutter i Det Radikale Venstre eller noget andet demokratisk dansk parti. Man ville ikke stole på dem. Nok var de moderate, men nazisme selv i moderat form ville af alle blive anset for en afskyelighed.

Men det bliver islam ikke. For det er jo kun religion. Det er kun en fritidsinteresse. Det er ikke noget, nogen kan tage virkeligt alvorligt. I himmelråbende uvidenhed og den dybeste blindhed tumler meningsmagere, politikere og journalister med en påtrængende virkelighed, de ikke forstår, og viger tilbage for at se i øjnene. De forsømte at lære deres eget at kende og er derfor ude af stand til at bedømme de andre.

Jo vist, nogle er vågnet, om end ikke helt. Deres proportionssans og dømmekraft sover endnu, og synet er sløret af lang tids søvn. De tumler ud af sengen og råber: Fundamentalisterne kommer! Fanatismen er over os!" Og med deres konfuse verdensbillede og indskrænkede viden er den største trussel, de kan få øje på, nogle uskyldige søndagsskolelærere og deres elever.

Nedrig og luset er den hetz, som nu føres mod kristne friskoler i dette land. I enhver henseende underlødig er den kritik, de skal udsættes for, og alt sammen er det kun et røgslør, som skal dække over det virkelige problem, nemlig at det ikke er religion som sådan, der farligt, men den bestemte religion, der hedder islam. Der findes rigtignok både "fanatiske" muslimer og "fanatiske" kristne. Men hvor den første kan kendes på, at han griber sværdet eller flyvemaskinen og prøver at erobre verden, da vælger den sidste at gå i kloster - billedligt eller konkret.
Den fanatiske muslim kender ingen grænser for sit hellige hovmod, den fanatiske kristne kender ingen grænser for sin syndserkendelse.

Kristendommen og islam er diametralt forskellige, og det samme er de samfund, som bygger på dem begge hver især. Det er ikke en udtømmende beskrivelse at kalde islam for "middelalderlig" og dermed angive, hvad problemet er. Også kristendommen indeholder i sandhed et væld af "middelalderlige" elementer, for så vidt som denne periode på mange måder var en åndelig blomstringstid, hvis frugter vi lever af i dag. De fredsommelige friskoler, der hviler på et bibelsk grundlag, beskyldes selvfølgelig for at være middelalderlige, fordi man med dette ord vil bevise, at de er lige så slemme som koranskolerne. Men det afgørende i den forbindelse, som den historiske uvidenhed ganske overser, er, at også i middelalderen var kristendommen og islam modsætninger, for ikke at sige fjender. Islams væsen er ganske enkelt kristendommen imod. Islam betyder opløsningen, ikke bare af den kristne tro, men af den kristne kultur. Det har man altid vidst i kristenheden, lige indtil teologien gik i glemmebogen og religionsvidenskaben tog over, hvorefter alting blev ét fedt.

Nu virrer man med hovederne og prøver at ryste chokket af sig. Inde fra den trojanske hest, også kaldet hovedbestyrelsen i Det Radikale Venstre, lyder nu forslaget om at afskaffe faget kristendom i skolerne og erstatte det med religion. Det er også meget at forlange, at man skulle kunne blive klogere fra den ene dag til den anden. Foreløbig tyder det på, at uvidenheden tager til i styrke, og at målet er at udbrede den til så mange som muligt. "Vi er verdslige fundamentalister", udtaler folketingsmedlemmet Naser Khader til Kristeligt Dagblad. Det må betyde noget i retning af: Vi insisterer på vores uvidenhed. Vi vil ikke vide noget om trosforskelle mellem mennesker. Vi vil ikke vide af nogen forskel mellem dit og mit".

Bekendelsen til den rene verdslighed er en sygdom, der fører samfundet i fordærv. Men den er også et brud med landets historie og rigets grundlov. Danmark er et kristent land efter sin forfatning. Derfor er der trosfrihed, men ikke lighed. Alle må tro lige hvad de vil.

Alle, bortset fra dronningen. Hun skal være kristen, ellers kan hun ikke være dronning. Det står i grundloven, og dermed er i virkeligheden alt sagt. Vores dronning skal være evangelisk-luthersk, fordi vores land er det. Fordi vi er det.

Fremtiden kan selvfølgelig ændre på dette, men ændringen kommer ikke til at gå stille af. Med al den ballade, som for tiden finder sted i det diminutive radikale parti, hvor holdningsløsheden trives, tør man slet ikke tænke på, hvad der sker den dag, hvor striden står mellem virkelige mennesker og deres virkelige tro.