Den radikale

Af Søren Holm, Tidehverv, 2005, s.49-51.

Det var september måned 2000, da den radikale partileder Marianne Jelved afslørede, hvilken politikertype hun virkelig er. Danskerne havde netop ved folkeafstemningen forkastet regeringens forslag om at afskaffe kronen til fordel for euroen, og Jelved, der dengang var økonomiminister, havde derfor kun ét at gøre: at underrette EU om danskernes beslutning og i øvrigt indrette sine egne politiske intentioner derefter. I Bruxelles var TV-kameraerne tændt, på de hjemlige fjernsynsskærme tonede billederne frem af ministeren i selskab med sine europæiske kolleger, og se, synet, der mødte danskerne, var i sandhed særpræget:

Ministeren græd. Midt i ministerrådet sad hun og flæbede over, at det folk, hvis tjener hun skulle være, havde tilladt sig at mene noget andet end hun. "Det er den værste dag i mit liv", hulkede hun ned i mikrofonen, og vi så for vore øjne, hvordan den ene udenlandske minister efter den anden lagde skulder til tårestrømmen og søgte at trøste den stakkels dansker, der i denne multinationale forsamling tydeligvis følte sig meget mere hjemme end blandt sine landsmænd. Her var hendes sande venner. Her havde hun sin egentlige rod.

Havde der dengang været den mindste æresfornemmelse i hjertet på Danmarks statsminister, ville han straks have fundet sig en anden økonomiminister eller i det mindste givet hende en officiel skideballe. Men intet skete. Ministerens skamløshed faldt over den samlede regering og store dele af det offentlige liv. Thi hændelsen skete i dage, da danskernes mening om Danmark var i lav politisk kurs, og det regnedes for reaktionært at tage den mindste notits af, hvad den brede befolkning mente om EU, om indvandringen og en række andre livsvigtige spørgsmål vedrørende landets fremtidige skæbne.

Ingen dansk minister havde i lang tid lagt skulder til danskernes tårer, sådan som udenlandske kolleger i denne stund krammede den tudende Jelved og forsikrede hende om deres fulde støtte. Det rette ord for Marianne Jelveds optræden hin dag i Bruxelles er forræderi. Og godt et år senere fældede folket deres dom over hende og den samlede regerings uværdige opførsel. Befolkningen tog en grusom hævn ved folketingsvalget i november 2001. De afsatte dem, som havde svigtet danskerne, og med et overvældende flertal gennemførtes, hvad: man har kaldt et systemskifte i dansk politik.

Denne beskrivelse har ved det netop afholdte valg vist sig ikke at være nogen overdrivelse. Trods en massiv mediehetz, der vedvarende søgte at fremstille de parlamentariske realiteter, som var de resultatet af et kup, har vælgerne nu givet regeringen styrket mandat til at fortsætte. Systemskiftet er dermed cementeret. Vælgerne har understreget, at de mente det alvorligt. Nederlaget til forræderilinien i dansk politik er eklatant og historisk.

,Valgets dronning" og "Den store sejrherre" var nogle af de prædikater, journalisterne smigrede Marianne Jelved med, da det stod klart, at ikke blot regeringen, men også dens mest indædte modstander, Det radikale Venstre, var gået frem ved valget. Og endnu en gang så vi partiets leder posere foran fjernsynskameraerne; denne gang ikke flæbende, men hoverende over, at hendes diminutive parti var blevet knap så diminutivt.

Nogle vil sikkert kalde det usagligt at hæfte sig nøjere ved politikerens udseende, men i Marianne Jelveds tilfælde er det svært at lade være. På samme måde som hendes tudefjæs efter euronederlaget sagde alt om, hvor hendes loyalitet lå, således vidner hendes fysiognomi og hele adfærd i sejrens stund om, hvem i verden hun har allerkærest. Ingen i verden kan åbne munden, forme ordene og fremsige sætningerne så langsomt som Marianne Jelved. Ingen kan så søvngængeragtigt og selvsmagende bemægtige sig rummet og tiden som hun. Ingen andre end Marianne Jelved kan finde på dekorere reversen af sin lyseblå spadseredragt med en broche formet som en håndtaske og således som topmålet af idioti tilslutte sig hyldesten af sit eget image.

Så vist, Marianne Jelved viser ved sin hele fremtræden, at hun er den hovne og selvretfærdige leder af et hovent og selvretfærdigt parti, der regner sig moralsk hævet over alle andre dele af befolkningen. Men derfor må dette parti også for alle andre dele af befolkningen fremover fremstå som det, det er: Som fjenden inden for folket, for hvem det bliver opgaven at sørge for, at de aldrig nogensinde kommer til magten igen.

Selvfølgelig gik de radikale frem ved valget. Det er kulturkampens logik, at der finder en polarisering sted, sådan at den rendyrkede selvretfærdighed langsomt forlader de mere folkeligt forankrede partier som f.eks. Socialdemokratiet og søger over, hvor andre selvretfærdige er. Sandsynligvis vil de radikale gå yderligere frem ved de næste valg, også fordi de appellerer til det store antal muslimer, som i kraft af tro og kultur altid vil søge hen, hvor farisæismen findes. Den radikale "tolerance" er som skabt til at være brækjern for muslimsk ekspansion. Den radikale bedreviden lyder messende som en fredagsbøn og tiltrækker moralister fra alle lag uden skelen til nationalitet og religion.

Det kan ikke benægtes, at Det radikale Venstre har fremtiden for sig. Men fremtiden, der tegner sig, er en fremtid som fjende af alt, hvad der er dansk, demokratisk og folkeligt. Indtil muslimerne finder på at lave deres egne partier, vil de radikale være muslimernes parti. Og indtil det går op for alle danskere, at de en dag vil blive et mindretal i deres eget land, vil multikulturismen have sin parlamentariske platform i Det radikale Venstre.

Vi fik et indblik i de radikales mentalitet i smædevideoen om Bertel Haarder, som udgjorde et nyt underlødigt lavpunkt i dansk politisk historie. Denne beskidte lille film taler ganske for sig selv, og det faktum, at Marianne Jelveds mimik ikke afslørede den mindste tvivl på egen ret, da hun med slowmotion-formaninger forsvarede svineriet, lader det ganske klart, hvad vi står overfor. Dette er et parti, som ikke viger tilbage for hverken propaganda eller manipulation, når det gælder om at erobre magten. Dette er et parti, for hvem målet altid helliger midlet, og som indadtil altid vil kunne forsvare sig selv med, at i sidste ende ved de ikke blot bedre, de er også bedre.

Det radikale Venstre var medvirkende til at introducere menneskesynet som målestok i dansk politik. De har længe gjort det klart, at med hensyn til menneskesyn kunne ingen andre partier måle sig med dem. Og her har de faktisk ret. Kun de færreste besidder en lignende ligegyldighed over for det almindelige menneskes ønsker og behov. Kun de færreste regner i grunden mennesket for så lidt, når det drejer sig om, hvad virkelige, levende mennesker af kød og blod føler vedrørende deres almindelige, daglige liv. Alt dette rager de radikale en papand. For dem består verden kun af tal og teorier, og når virkeligheden modsiger teorien, søger deres leder tudende trøst hos andre teoretikere, der heller ikke regner menneskene for noget særligt.

Denne virkelighedsfjendske og samfundsnedbrydende attitude har længe været de radikales kendemærke. Det er deres arv fra kulturradikalismen, som de førte videre i skikkelse af militær defaitisme og besættelsestidens æreløse samarbejdspolitik, gennem ungdomsoprørets forkastelse af alle normale menneskelige værdier og frem til EU-, menneskerets- og multikulturdyrkelsen i de sidste årtier. Når socialdemokrater heller ikke uden selvglæde praler af nærmest at have opfundet det moderne samfund og dets goder, så har dette i det mindste så meget rod i virkeligheden, at dette parti engang repræsenterede virkelige arbejdere, som med virkelige hænder byggede velfærdsstaten op. De radikale derimod har i de sidste mange, mange år ikke opbygget noget som helst, men blot revet ned eller snyltet på de goder, andre frembragte.

Jo mere berusede de blev af deres eget menneskesyn, desto mindre respekterede de menneskene. Som forvaltere af det hellige humanistiske samfund vidste de alt for meget om det teoretiske menneske til at kunne agte det levende og virkelige.

Jelved på valgaftenen stående på en stol i fotografernes blitzlys og med en højt løftet fetich i form af den latterlige håndtaske - det er et billede, som bliver siddende på nethinden. Det sidder der sammen med billederne af krampegråden i Bruxelles som symboler på den selvglæde og farisæisme, som et stort flertal af danskerne ved valget har taget endelig afsked med. De radikale gik frem, fordi der fortsat er stærke kræfter til, som vil nedbryde Danmark, og hvis egentlige fædreland er den abstrakte internationalisme. Den slags mennesker stemmer nødvendigvis radikalt, og det vil de blive ved med at gøre. Men i virkelighedens verden tabte Jelved. Hun tabte til danskerne, sådan som John Kerry tabte til amerikanerne i den kulturkamp, som drager over de vestlige lande i disse år.

Som prædikeren siger, er der en tid til at nedbryde og en tid til at opbygge. Havde Jelved været lige så klog, som hun prøver at se ud, ville hun vide, hvad tid det er nu. Noget tyder på, at danskerne ved det. Ja alt tyder på, at danskerne er meget klogere end den såkaldte elite, der tydeligvis intet ved.