Et NB om Folkekirken

Af Søren Krarup, Tidehverv, 1974, s.51-52.

For et par år siden foreslog en yngre håbefuld grundtvigianer, at Kirkeligt Samfund skulle tage navneforandring til Kirke og Samfund. Ændringen kunne synes ubetydelig. Hvad gjorde det vel, om man satte ordene sammen på en lidt anden måde? Alligevel var der jo ikke bare tale om en sproglig detalje, for navneforandringen var udtryk for en principiel tendens, og tendensen gik i retning af at tilpasse sig tidens ideologiske mode. Når samtiden tænkte marxistisk og talte om ikke andet end samfundet, måtte de grundtvigske tænke og tale på samme måde. Og når alt blev bedømt efter, om det var samfundsrelevant eller samfundscentreret eller samfundsorienteret, måtte Kirkeligt Samfund blive til Kirke og Samfund.

Således var forslaget ikke så uskyldigt, som det lød, for det betød en opløsning i det principielle. Grundtvigianerne vidste i grunden ikke, hvad ben de skulle stå på. Og så ville nogen af dem låne et hos kulturdebatten og hinke videre på det. Hvor de havde glemt, hvad grundtvigsk kristendomsforkyndelse var, kunne de i hvert fald huske, hvordan Information og ny-marxismen så på tingene, og derefter agtede de at indrette sig efter det.

Men for en teolog er det uheldigt, når han har glemt, hvad teologi er, og for den danske Folkekirke kan det blive til skade, hvis en grundtvigsk begrebsforvirring skal få kirkelige og teologiske konsekvenser. Dengang var det et navn. Nu tyder meget på, at det er dåben, der skal tilpasses. For betænksomme grundtvigianere er kommet i tanke om, at folk kan komme til at få sære fornemmelser, når deres børn skal døbes. Ikke sandt - folk kan blive generte ved at stå helt deroppe ved døbefonten og svare ja. Hvad siger menigheden nede i kirken mon ikke om dem imens? Og er der ikke noget underligt ved at skulle stå og sige ja til trosbekendelsen? Krænker det ikke folks anskuelser og finfølelse? Og er det ikke kirkens pligt at tage hensyn til sådanne fornemmelser? Må vi altså ikke afskaffe dåben i dens nuværende form og lave en anden, mindre krævende og mindre stødende, hvor det hele holdes på et passende uforpligtende og taktfuldt plan, der ikke kommer til at kollidere med folks fornemmelser?

Sådanne overvejelser gør man sig blandt de grundtvigske i øjeblikket. Der trives en umådelig hensynsfuldhed. Og af hensyn til sin samtid vil man være tilpasset og passende.

Men hvad med at tilpasse sig kristendommen? Det er underligt, at det skal være netop Grundtvigs efterkommere, der viser en sådan foragt for sagen i barnedåben, og det er under alle omstændigheder sagligt kompromitterende at gøre dåbens form afhængig af folks fornemmelser. Hvor ender man? Skal præsten for fremtiden hviske, så at han undgår at støde folks blufærdighed? Må han ikke mere sige "Gud", fordi det lyder så gammeldags? Må han egentlig sige noget til mennesker, der jo er vænnet til at se billeder i TV?

Vi tillader os at gøre opmærksom på, at det er urimelige og meningsløse overvejelser. For det er et snigløb mod Folkekirken som en kristen kirke. Den står ikke over for befolkningen med hatten i hånden, hvad angår dens forkyndelse. Men her skal den stå på evangeliet - ensidigt og kompromisløst. Folks fornemmelser er så deres egen sag. Kirkens sag er kun evangeliet. Og det er evangeliets sag, der skal være bestemmende for Folkekirkens dåbsritual.

Vi ved nok, hvad der er baggrunden for overvejelserne. Adskillige kirkefolk er blevet bekymrede ved det stigende antal navngivelser og ønsker derfor at finde frem til en mere indbydende form. Det er kirkepolitik, der ligger bag. Men kirkepolitik har fanden skabt! Lad i Guds navn folk forlade Folkekirken, hvis de ønsker det. Men lad ingen give sig til at forkludre Folkekirkens saglige indhold og anfægte dens bundethed til Guds ord. "Derfor er jeg en næsten sorgløs tilskuer, og jeg regner ikke de truende og vilde papister. Hvis vi falder, falder Kristus med, han der er verdens hersker. Og velan, skal han falde, så vil jeg hellere falde med Kristus end stå med kejseren" (Martin Luther).

I al beskedenhed kalder vi de grundtvigske til orden. De bør snarest muligt lade deres bekymringer fare. Over for det danske folk er Folkekirken kun skyldig at gøre eet: forkynde evangeliet rent og purt.