Det er en liden tid

Af Søren Krarup, Tidehverv, 1982, s.124.

Fredag 27. august 1982 i radioen.

Der er et salmevers, jeg altid har svært ved at høre uden en vis bevægelse, og det er verset, der står på Søren Kierkegaards grav:

Det er en liden tid,
så har jeg vunden,
så er den ganske strid
med ét forsvunden;
så kan jeg hvile mig i rosensale
og uafladelig
min Jesum tale.

Jeg er vokset op i København, og det skete tit i min skole- og studietid, at jeg gik ind på Assistens kirkegård på Nørrebro og besøgte Kierkegaards grav. Omgivet af træer og buske, i al stilhed, med Nørrebrogades larm af biler og sporvogne som en svag durren i baggrunden stod den uanseelige, hvide gravsten med dette stilfærdige vers og vidnede om et menneske, der talte helt på egne vegne og som talte med Gud. Han var jo i 1855 død midt i en af de mest ophidsende og lidenskabelige åndskampe, der er udkæmpet i dette land. I slutningen af 1854 havde han angrebet biskop Martensens tale over den afdøde biskop Mynster, og siden havde han i et lille års tid opretholdt en fygende, kompromisløs kamp mod den officielle kirke, som han beskyldte for at forfalske kristendommen. Han ville genindføre kristendommen i kristenheden, som efter hans mening havde fordrevet kristendommen ved at gøre den til en pæn og harmløs lære til fælles beroligelse og bekræftelse. Det vakte umådelig opsigt. Forargelsen var almindelig. Alle rasede mod "spotteren", som Grundtvig kaldte Kierkegaard. Og så, midt under den voldsomste strid, faldt Kierkegaard om på gaden og blev bragt på hospitalet og døde og begravedes på Assistens kirkegård, hvor der efter hans eget ønske kom til at stå på gravstenen:

Det er en liden tid,
så har jeg vunden,
så er den ganske strid
med ét forsvunden;
så kan jeg hvile mig i rosensale
og uafladelig
min Jesum tale.

Georg Brandes fortæller i sin erindringer, hvordan han små tyve år senere, nytårsaften 1871, faldt ind ved et selskab hos Holger Drachmann og afbrød den senere politiker og journalist Viggo Hørup i en begejstret og patetisk tale om Søren Kierkegaard, som Hørup hyldede som den, hvem vi i den parisiske revolutionære kommunes år aldrig vil glemme. Seks år senere, i 1877, skrev Georg Brandes selv en bog om Kierkegaard, hvor han fremhævede ham som den store antikirkelige agitator, der havde bidraget til at give kristendommen dødsstødet her i Danmark. Og den da frembrydende socialisme søgte på samme måde at overtage Søren Kierkegaards såkaldte kirkekamp og give den et politisk indhold som en anti-klerikal befrielseskamp på linie med socialisme og anti-borgerlighed. Men Kierkegaard selv - han lå død ude på Assistens kirkegård og sagde dem, der kom forbi hans grav:

Det er en liden tid,
så har jeg vunden,
så er den ganske strid
med ét forsvunden;
så kan jeg hvile mig i rosensale
og uafladelig
min Jesum tale.

Siden da er alt blevet til politik. Hørups og Brandes' linie, der sagligt set var en forlængelse af den bestående kirkelighed, sejrede. At være menneske er i dagens Danmark at være et politisk og socialt væsen, at høre til den ene eller den anden klasse i samfundet, at være en social taber eller vinder, at være til højre eller venstre, at vandre i takt til samfundets kollektive marchmelodi. Men for Kierkegaard var det at være ene for Gud, at være i inderlighedens forhold til Gud som min herre og skaber. Det var indholdet af hele Kierkegaards forfatterskab - også i kirkekampen. Og det er indholdet af kristendommen. Hele den politiserende og sociale opfattelse af mennesket som en samfundsfunktion eller et politisk og klassebestemt væsen modsiges i bund og grund af kristendommen - og vi kan tilføje med Kierkegaard: hvis kristendom er blevet politisk, hvis politikken ikke sættes på plads af kristendommens forkyndelse, og hvis mennesket af den herskende mening derfor er gjort til en politisk samfundsfunktion, så er det hele løgn og mennesket er slået ihjel som menneske.