Identitetsdannelse

Af Søren Krarup, Tidehverv, 1984, s.54.

I Information l. februar skriver sognepræst Kaj Bollman en længere artikel om kirke og kristendom i forhold til "tidens almindelige lunkenhed", og han kommer i den forbindelse ind på menneskets identitet: hvordan mennesket bliver menneske. Det hedder: "Det er ikke blot Karl Marx, der er klar over, at mennesket får en betydelig del af sin identitet gennem sit arbejde. Bibelens Gud får sin første identitet ved at skabe. Og Gud skaber mennesket i sit billede. Menneskets identitet er altså også en skaberidentitet. Mennesket skaber sig selv og sin omverden ved at arbejde i ordets bredeste forstand" .

Jeg har sjældent læst noget, der er i dybere og mere direkte modsætning til kristendom. For det første siges det her, at Gud får sin første identitet ved at skabe. Men kristeligt er Gud jo skaberen, der er fra begyndelsen. Altså bliver han ikke til. Han er. Og kun således er han Gud. For det andet parallelliseres kristendommens tale om identitetsdannelse med marxismens, ifølge hvilken mennesket ganske rigtigt skaber sig selv igennem sit arbejde. Det er selvskabelse. Det hedder humanisme. Men kristeligt gælder det, at menneskets identitet skabes af Guds ord, der frit og ubetinget skænker mennesket dets identitet.

Kristendom og humanisme - det er modsætningen.
At være skabt af Gud eller at skabe sig.

Dette problem, som strejfer selv Kaj Bollmann, søger han at overvinde ved at skrive: "Gud skaber mennesket som et skabende væsen i sit billede. Syndens historie er historien om, hvordan denne identitet ødelægges. Evangeliets grundlæggende påstand er, at Gud gennem Jesus genopretter denne identitet i mødet med ham, som en identitet, der ligger forud for og uafhængig af alt, hvad vi som mennesker kan give og berøve hinanden. Gud gør os til nye mennesker ved selv at blive menneske og give os sit billede at spejle os i: Jesus. Evangeliet indebærer derfor en overskridelse af identitetsløsheden, at mennesket får et ansigt ved at se ind i et andet ansigt - Guds ansigt, Jesu ansigt - sådan som Birte Andersen udtrykte det i den del af prædikenen juleaften, som kritikerne ikke har bemærket eller forstået".

Men Gud genopretter naturligvis ikke menneskets identitet ved at give os et spejl eller et ansigt at se i. I så fald er der stadig tale om selvskabelse. Det er gerningsretfærdighed eller idealisme. Gud skænker os derimod suverænt vor identitet ved at sige, betingelsesløst og uden hensyntagen til gerninger og idealer: dine synder er dig forladt!

Såvel Birte Andersen som Kaj Bollmann er således i modsætning til den kristne forkyndelse. Under fromme ord og facader søger de at afskaffe evangeliet for at gøre en humanistisk-marxistisk selvoptagethed til evangelium.

Tilsyneladende med Københavns biskops fulde opbakning.