I løgnens tjeneste

Af Søren Krarup, Tidehverv, 1986, s.27.

Hverken i bispegården i Nykøbing Falster eller i bispegården i Aalborg ved man naturligvis ordentlig besked om det, der sker i Sydafrika. Man ved, at der finder apartheid sted, for det ved vi alle. Man føler, at dette system er krænkende for en række forestillinger om menneskelig værdighed, som vi i et luthersk land anser for uopgivelige. Man nærer mistillid og mistro til en calvinistisk teologi, der vil understøtte apartheid, og må sande dens afstand fra lutherdommen. Men hverken Thorkild Græsholt eller Henrik Christiansen har intim og selvoplevet kendskab til udviklingen i Sydafrika, og derfor er deres værdi som sandhedsvidner, endsige profeter, begrænset.

Alligevel har de den dristighed at fremtræde som sådanne iblandt os. Til nytår udsendte de til alle præster i Danmark et propaganda-materiale om "Kirkernes kamp mod apartheid", og i stærke ord pålagde de os andre at bekæmpe Sydafrika som Satan selv. På vegne af Det økumeniske Fællesråd og Folkekirkens Nødhjælp manede de alle kristne mennesker til at deltage i sanktioner og oprør mod den siddende sydafrikanske regering.

Men er de sandhedsvidner, nogle af de rette sandhedsvidner? I enhver forstand synes dette tvivlsomt. Det er f.eks. en kilde til stadig undren hos fjerne iagttagere, at den sydafrikanske regerings hjemlige kritikere kan tale så åbent til omverdenen. Vi ser Desmond Tutu udtale sin fordømmelse til vestlige journalister, uden at der tilsyneladende sker ham noget ved det. Vi hører ham tordne imod regeringen på rejser til hele verden og ser ham vende uhindret tilbage til Sydafrika. Vi møder mange flere kritikere af styret i tale og skrift, og vi kan dagligt i fjernsynet følge enhver demonstration mod regeringen i Sydafrika. Er dette vidnesbyrd om et totalitært og tyrannisk styre? Taler det ikke et andet sprog - om en udvikling, der er i gang, og om en borgerlig frihed, der trods alt er til stede? Eller sammenlign med Sovjetunionen. Var noget tilsvarende tænkeligt her? Ville enhver kritiker ikke blive kvalt øjeblikkeligt, og får nogen TV-journalist lov til at arbejde frit i Sovjetunionen? Nej, der er noget i kampagnen mod Sydafrika, der ikke stemmer...

For et stykke tid siden rejste danske intellektuelle til Nicaragua for at hvidmale det sandinistiske styre. De kendte naturligvis ikke sandheden, for de var afskåret fra at kunne gøre det. De gik i de intellektuelles fodspor, som i 30'erne rejste til Sovjetunionen for at forsikre verden om stalinismens humanitet, godhed og uendelige menneskekærlighed. I dag ved vi, at disse var løgnens håndlangere. De hvidmalede verdenshistoriens uhyrligste system og massemorder. Fortalerne for det nuværende styre i Nicaragua spiller sandsynligvis samme rolle. De kan i hvert fald ikke selv vide det. Og hvem kan vide, om ikke højærværdighederne i Aalborg, Nykøbing Falster og også København gør sig til propagandaens og dermed løgnens redskaber, når de afviser muligheden for en fredelig afvikling af en styreform, der synes i hastig bevægelse og afgiver adskillige vidnesbyrd om en status med hensyn til borgerlige frihedsrettigheder, som adskiller Sydafrika kvalitativt fra den Sovjetunion med tilhørende vasalstater, om hvilke højærværdighederne tier stille?

Vi tror ikke på dem. Vi tror, at de lyver i den forstand, at de bedriver uvederhæftig propaganda. Vi tror, at biskopperne og Det økumeniske Fællesråd og Folkekirkens Nødhjælp er feje og behagesyge håndlangere for en plantet og styret hetz. Dette angående sandhederne. Hvad angår Sandheden, så er kampagnen utvetydigt i løgnens tjeneste. Den forkyndelse, der føres af Henrik Christiansen og Thorkild Græsholt i det omtalte materiale, er modevangelisk på samme måde som den calvinistiske i Sydafrika, idet de søger at give en politisk retfærdighed absolut karakter og udnævner bestemte politiske strukturer til at være dæmoniske, og således vil de i virkeligheden uddrive Satan med Beelzebul. De er da ikke blot i løgnens, men i dæmoniens tjeneste.

De er udtryk for et forrædderi af deres embede og af Guds ord.