De "ansvarlige" politikere

Af Søren Krarup, Tidehverv, 2000, s.191-192.

23. september anmeldte Bettina Heltberg Flemming Chr. Nielsens bog om Mogens Glistrup i Politiken. Tonen var naturligvis sarkastisk og diagnosticerende. Mogens Glistrup blev holdt frem i to fingre og gjort til en blanding af en anarkist og psykopat, men Bettina Heltberg ville dog indrømme, at han havde været begavet. Og så hedder det: "Hans anarkisme blev afløst af husmoderen, der vidste bedre end han, hvordan man vrider en karklud op, fremskridtsanalfabeten Pia Kjærsgaard".

Den indforståede latter rislede lydløst igennem Politikens spalter. Ikke sandt, en husmoder! En hjemmehjælper, der kan vride en karklud op! En husmoder og hjemmehjælper, der vil tale med... Nej, nu be'r jeg!

Dette er damen på Politiken, den organiserede socialdemokrat, hvis hjerte banker varmt for de små og svage i samfundet. Damen med den sociale bevidsthed. Damen, hvis ideologi bygger på lighed og menneskeværd. I hvert fald når hun taler om det. I virkelighedens verden ligger det noget anderledes. For når de små og menige i landet begynder at ville tale med og ligefrem gør krav på at gælde for noget, så kommer sandheden frem. Så lægger damen på Politiken ikke skjul på sin afgrundsdybe foragt for en husmoder, der kan vride en karklud op.

Så kommer hovmodet, arrogancen, menneskeforagten for en dag. Så viser det sig, hvad der er indholdet af den "sociale bevidsthed". Så afsløres damen på Politiken som overklassens hovne stemme.

Jeg har sjældent læst noget så afslørende.

Det er på denne baggrund, at sejren i folkeafstemningen 28. september var så stor og afgørende en begivenhed. Her sagde det foragtede folk nej til magten og overklassen. Her stod husmoderen og hendes allierede frem og turde sige og hævde et nej til den over-klasse, der har tiltaget sig monopol på at være og at styre Danmark.

Hvilken imponerende bedrift! Det menige folk helt alene imod magten. Alt, hvad der havde position, penge og indflydelse, sagde ja. Alle de "ansvarlige" politikere, hele pengemagten, alle fagforeninger, alle dagblade med en enkelt undtagelse - alle sagde ja. Og satte tommelskruerne på befolkningen for at tvinge den til at gøre det samme. Danmarks husmødre og hjemmehjælpere skulle ikke have et ben til jorden. Magten trynede og truede os grundigt. Aldrig har et parti været så ulige. Overmagten mod folket. Magten mod de magtesløse.

Og så sejrede det menige, magtesløse folk! Så lykkedes det ikke for pengene, positionen og politikerne at få deres ja. Så skete, hvad de færreste af os alligevel havde turdet tro: flertallet af danskerne sagde ikke blot nej til euroen, men sagde nej til de "ansvarlige" politikere, til overmagten, til Overdanmark, idet befolkningsflertallet turde hævde sit eget Danmark og kræve respekt for det.

Hvilken lykke og befrielse!

Der er fremtid i dette nej. Og der er en dyb baggrund for det.

I mine øjne var det nemlig ikke kun et nej til Nyrup & Co. Det var det også. Men det var herigennem et nej til det meste af et århundredes danske udvikling.

Det var også et nej til samarbejdspolitikken under besættelsen. Det var et nej til Vilh. Buhl og hans kolleger, der i Danmarks dybeste nød allierede sig med besættelsesmagten og søgte at lokke befolkningen til at gøre det samme, hvorefter Vilh. Buhl og hans kolleger efter befrielsen idømte dem strenge straffe, der havde lyttet til politikerne. Dér blev politikerleden grundlagt. Foragten for dem, der lyver skamløst for at bjerge sig selv. Leden ved dem, der bærer gyldne kæder for at hjælpe landet, men som kun hjælper sig selv.

De "ansvarlige" politikere.

Og det var et nej til de EF-politikere, der i 1971-72 fortalte os, at enhver bekymring for Danmarks selvstændighed i EF var ubegrundet, for EF drejede sig kun om handel og økonomi. Der var slet ikke noget at være bange for, og at Rom traktatens første sætning talte om "en union mellem de europæiske folk, som uden ophør gøres stadig snævrere", det var kun retorik, som man ikke skulle regne med. Vi fyldtes med bortforklaringer og bagatelliseringer og beroligelser. Så stemte danskerne ja, mens Jens Otto Krag betroede indforståede journalister, at man havde været nødt til at lyve om EF for at få dette ja i hus...

De "ansvarlige" politikere.

Som fortsatte med at lyve for os, og hvor landets statsminister i 1986 for åben TV-skærm forsikrer befolkningen, at "unionen er stendød", hvorefter samme statsminister seks år senere opfordrer befolkningen til at sige ja til den europæiske union. En sump af løgne. Eller et væv af falskhed og bedrag, som en befolkning, der har et andet og mere ægte forhold til sit land og dets eksistens og selvstændighed, ikke glemmer. Dette nej har været på vej længe. Der ligger en længe opsparet forbitrelse i det. Der ligger en folkelig hævdelse af det Danmark i det, som politikerne forlængst har afskrevet.

De "ansvarlige" politikere.

Og der ligger dermed også i det et nej til den indvandrerpolitik, som politikerne har tvunget ned over en protesterende befolkning. Dette spørgsmål skal såvist ikke undervurderes i denne sammenhæng. Det samler i sig den falskhed og den mangel på national samvittighed og ansvarlighed, som danske politikere og den herskende klasse har udvist i det meste af 20. århundrede.

Jeg for min del tænker altid på radikalismens forsvarsnihilisme, når jeg hører de "ansvarlige" politikere forklare befolkningen, at vi må ikke være os selv nok og Danmark har altid været et indvandrerland og vi skal for enhver pris være åbne og "humanistiske" og integrationen vil løse alle problemer og det er ikke andet end kulturberigelse, når danske børn i skoler og børnehaver tvinges til at spise ikke-dansk mad. Sådan fyldes landet med vrøvl. Og sådan skal vi overtales til at se stort på, at Danmark er danskernes land med en bestemt historie og en bestemt kultur og eksistens, som er afgørende for danskerne.

Og som derfor skal forsvares.

De "ansvarlige" politikere vil forsvare ingenting. Som P. Munch og Bernhard Baunsgaard har de med fraser og ideologi søgt at hæve sig over en national eksistens' byrde. Derfor var radikalismen altid på forsvarsnihilismens linie. Derfor har radikalismens politikere - det er alle de "ansvarlige" - bagatelliseret enhver grænse og enhver dansk identitet.

Og derfor har de lukket ørene for den danske befolknings nødråb over for indvandrerpolitikkens frygtelige trussel.

De har ikke villet høre. De har ikke villet forstå. De har ikke villet reagere. Danskerne har oplevet det i årtier. Mens den danske hverdag er blevet truet og usikker og konfliktfyldt af det folkelige problem, politikerne ikke har villet se i øjnene, men har hævet sig udeltagende og bedrevidende over.

Jeg er overbevist om, at dette har været et afgørende element i det danske nej. Det er ikke mindst her, at modsætningen imellem det officielle og det uofficielle Danmark, magten og folket, manifesterer sig. Nu ville folket sige fra. Nu ville man ikke mere lade sig bedrage og udslette af politikerne.

De "ansvarlige" politikere.

Jo, der er en dyb baggrund og en lang historie bag dette nej ved folkeafstemningen, og derfor er det så betydningsfuldt og forjættende. Der ligger et håb for fremtiden i det. Alting er såvist ikke tabt. Danmarks historie er ikke ude. Selvudslettelsen er ikke uundgåelig.

For danskerne vil ikke.

Alle husmødrene og hjemmehjælperne, alle de små og menige, som ikke regnes, alle dem, som Bettina Heltberg'erne foragter og spotter. De har fået mod til at være sig selv og sige nej. De lod sig ikke kule ned. De viste mod og selvstændighed, handlekraft og selvhævdelse. De vred karkluden op og smed den lige i hovedet på damen på Politiken - på alle de "ansvarlige" politikere, hvis ansvarlighed for Danmark har været ikke-eksisterende.

Der er håb for fremtiden.