En meningskommissær

Af Søren Krarup, Tidehverv, 2001, s.65-66.

15. februar deltog jeg i en debataften i Teologisk Forening i København, hvor Jean Monnet-professor Uffe Østergaard og jeg skulle i clinch om emnet "menneskerettigheder og næstekærlighed". Det blev en ganske artig oplevelse.

For denne gamle 68'er, EU-fanatikeren, holocaust-industrimanden, historikeren, der i kompagniskab med Søren Mørch søger at aflive Danmarks historie ved at problematisere enhver danskhed og f.eks. kalder danskerne i Treårskrigen for den tids "serbere" - denne typiske repræsentant for nutidens politiske korrekthed var ufattelig svag. Jeg lagde selvsagt ikke fingrene imellem. Efter en principiel bestemmelse af forholdet mellem menneskerettigheder og kærlighed til næsten angreb jeg Uffe Østergaard temmelig direkte. I lighed med Henrik Gade Jensens kritik af "Uffe Østergaard - en tidstype" (Tidehverv nov. 1998) tillod jeg mig at stemple vor historiker som en vejrhane og en tom tønde - saglig set.

Uffe Østergaard kunne slet ikke svare for sig. Hans reaktion var ganske hjælpeløs, en række vævende betragtninger af sociologisk karakter, og den direkte kritik undlod han at komne ind på. Han talte om noget andet. Eller tav bevidst. Mens han iøvrigt var begyndt med at sleske for mig og fortælle, med hvor stor interesse han læste mig og hvor meget udbytte han i sin tid havde haft af min bog "Demokratisme".

Det var en mærkelig oplevelse. Som at være stillet over for et barn eller en tumling. Jeg følte det ligefrem pinligt på Uffe Østergaards vegne.

Nej, denne tidstypiske 68'er, manden, der har søgt karrieren og magten, skulle ikke have noget klinket i en saglig konfrontation, men det har ikke afholdt Uffe Østergaard fra i anden sammenhæng at foreslå Jesper Langballe og mig sat under censur. "Det er spørgsmålet, om det er på tide at begrænse ytringsfriheden for visse grupper i det danske samfund", udtaler han i Berlingske Tidende 29. januar. "Skal det virkelig stadig være tilladeligt at sige hvad som helst?… Der er gået skred i det politiske sprog i Danmark, og det startede med Jesper Langballe og Søren Krarup, der sagde det uudsigelige, og dermed får det en legitimitet. Det er det, der er sket".

Yndigt, ikke sandt. Gemenheder til een tid og ynkelighed til en anden. Giftig i pressen. Slesk og taktisk i konfrontationen.

Denne meningskommissær!