I Teologisk Forening

Af Søren Krarup, Tidehverv, 2001, s.69-71.

I forrige nummer af Tidehverv fortalte jeg i al korthed om et møde i Teologisk Forening i København, hvor jeg havde lejlighed til at møde Uffe Østergaard. Det var, som det skulle fremgå, ganske tankevækkende. Det bidrog til, at jeg blev klogere på manden.

Men der var et andet forhold på samme møde, som jeg siden er vendt tilbage til i erindringen. Det var udsagn af en række unge muhamedanere, som var kommet til møde i Teologisk Forening og som fra forskellige steder i lokalet tog ordet for at fremføre deres opfattelse. Denne gik stort set ud på, at kristendommen havde spillet fallit med hensyn til at finde "en løsning" på verdens problemer, og at der derfor var behov for en anden og langt bedre løsning, dvs. islam. Med forbløffende selvsikkerhed og tungefærdighed belærte de unge mennesker forsamlingen. Her skulle vi få kendskab til en helt anden og kvalificeret tilgang til nutidens problemer.

Vi er jo venlige og høflige folk og lyttede tålmodigt, og bl.a. jeg forsøgte at forklare de unge muhamedanere, at kristendommen vil slet ikke være nogen "løsning" på verdens politiske og sociale problemer, fordi evangeliet forkynder menneskets frelse i Jesus Kristus og ikke en altomfattende ideologi. Giv kejseren, hvad kejserens er, og Gud, hvad Guds er! Men svaret blev slet ikke hørt. Det gik i hvert fald ikke ind. Uanfægtede af alt, hvad der blev sagt til dem, fortsatte de unge muhamedanere med at belære os om islams overlegne stade.

Efter mødet kom de hen til mig. De var meget venlige og høflige, omend en smule overbærende, og de spurgte mig, om ikke den intellektuelle udfordring, jeg mødte hos dem, gav mig lyst til at høre mere. I så fald ville de gerne mødes med mig og fortsætte manuduktionen. Det var jo ikke hver dag, en dansker mødte argumenter af en intellektuel spændvidde, som gav ham mulighed for at forstå verden og tilværelsen bedre.

Jeg antydede, at de måske skulle lytte en smule til, hvad vi andre sagde. At det måske var rimeligt, at de i et kristent land gav agt på kristendommens tale. Og jeg opfordrede dem til at læse min katekismus, hvorefter de - om de ville - var velkomne til at henvende sig hos mig igen.

De smilede overbærende. Men vi tog venligt afsked med hinanden, hvorefter de forlod Teologisk Forening i Købmagergade.

Hvilken forbløffende frejdighed, har jeg siden sagt til mig selv. Hvilken bedrefølelse, der kommer til et kristent land og vil belære landets børn om deres mangel på forstand og forståelse.

Alene den uanfægtelige selvsikkerhed er slående.

Men da jeg kom hjem til min beskedne præstegård og læste en udtalelse af Naser Khader i Ekstra Bladet, hvor han i sin brevkasse meddelte en spørger, at den danske folkekirkes tilknytning til staten var i strid med enhver moderne tankegang og naturligvis burde opløses af hensyn til retfærdighed og menneskerettigheder, genkendte jeg holdningen. Sådan skal værterne belæres af gæsten. Eller som samme Naser Khader skriver: "Når det er sagt, synes jeg, som jeg har skrevet mange gange før, at den danske stat er håbløst bagud på dette punkt. Stat og religion skal være adskilt og ikke give en trosretning særlig status. Den ordning, som gælder, hører et andet århundrede til! Desuden synes jeg, Nyrup skulle fyre sin kirkeminister og gøre ham til religionsminister i stedet!". (BT 3.3.)

Ikke sandt, hvor forbløffende frejdigt. Den danske folkekirkes eksistens bygger som bekendt på en dansk virkelighed, der handler om, at næsten hele det danske folk tilhører den evangelisk-lutherske kirke. Derfor er den folkekirke. Det er en gammel husorden i dette land. Det er virkeligheden i Danmark. Den er baggrunden for folkekirken.

Men de nytilkomne belærer med den største frejdighed danskerne om, at deres husorden og grundlov er håbløst forkert …

Der har været mange anerkendende ord om den bog, som Naser Khader udgav sammen med Jakob Kvist i efteråret, "khader.dk". Der er også adskilligt godt at sige om den, ikke mindst i forbindelse med hans kritik af den hidtidige debat om flygtninge og indvandrere. Han siger mange tiltrængte ting om den massive ensretning, der har præget debatten, den bevidste kujonering og infame forfølgelse, som modstandere af indvandrerpolitikken har været udsat for. "Et af de værste eksempler er Rune Engelbrecht Larsen, der er redaktør af det vanvittige tidsskrift, der hedder "Faklen"", siger han f.eks. "Han hader Danmark, den danske folkekirke, de danske præster og kristendommen i det hele taget. Men overfor islam er han blid som et lam. Og han har allieret sig med nogle af de værste ekstremister overhovedet i landet".

Tilsvarende portrætterer han en Bashy Quraishy: "Igen er en mand som Bashy Quraishy et glimrende eksempel på en sådan levebrøds-græsrod. Dybest set repræsenterer han ikke nogen som helst - som nævnt er der flere bogstaver i Pakistans Peoples Society, eller hvad det nu hedder, end der er medlemmer. Men han har en forening, og han er formand og næstformand i ti andre lige så ligegyldige foreninger - det må man give ham. Og når man har en forening, så kommer man ind i en paraplyorganisation. Og når man er inde i en paraplyorganisation, så har man høringsret ifølge lovgivningen. Så kommer man med i råd og nævn og hvad ved jeg, og så ruller maskinen. Og så har man både bevillinger og indflydelse, før man får set sig om".

En glimrende belysning af den svindel, der finder sted på dette betændte område. Lige så glimrende som hans udtryk "halalhippie", der betegner alle de frelste, de "gode", som derfor er de ondeste og mest hujende og hetzende af alle.

Jo, der er gode ting i denne bog.

Men der er også adskillige tvivlsomme, og som helhed får jeg en fornemmelse af, at bogen er Jakob Kvist næsten lige så meget som den er Naser Khader. Tonen er dæmpet ned, den selvsikre trang til at belære os andre nedtonet. Selv om Naser Khader ikke holder sig for god til at antyde, at jeg er "antisemit", ligesom han jo mistænkeliggør Pia Kjærsgaard og Dansk Folkeparti systematisk.

Men bogen har ikke samme præg som "Ære og Skam" fra 1996, hvor den muhamedanske arrogance i forhold til Danmark og kristendommen er ikke så lidt mere udtalt. F.eks. begynder han her med at skrive: "Mange ved ikke, at muslimer tilbeder den samme Gud som jøderne og de kristne, de kalder ham bare Allah" (p. 9). En overraskende påstand, når vi kristne tror på Gud som Jesu Kristi Fader. Det er mig bekendt ikke samme Gud som muhamedanere og jøder tilbeder. Der er vistnok Guds enbårne søn Jesus Kristus til forskel.

Og denne forskel er ikke ganske ligegyldig.

På samme frejdige vis meddeler Khader: "Islam går ud fra, at religion og stat ikke kan adskilles. Troen er "politisk" og universal. Af den grund har islam meget mere at sige om folks adfærd og opførsel end kristendommen" (p. 40). Unægteligt, men det er måske netop dette, der er forskellen på islam og kristendom. Og det er muligvis dette "meget mere", der er det dæmoniske ved islam.

Ligesom Naser Khader gang på gang udlægger kristendommen på en måde, der er lige så begavet som de unge muhamedaneres i Teologisk Forening, idet kristendommen formes i islams billede. Et eksempel: "Ligesom den jødiske lørdagsbøn og den kristne søndagsgudstjeneste kun er obligatorisk for mænd, blev den muslimske fredagsbøn først og fremmest obligatorisk for mænd" - kvinders fromhed i de tre religioner er ikke lige så vigtig som mandens" (p.104). Jeg ved ikke, hvad de kvindelige præster siger til dette. Min kone bryder sig ikke om det. Og under alle omstændigheder er dette syn på mand og kvinde i eklatant modsætning til kristendommens tale om menneskelivet: "alt er mig tilladt, men ikke alt er gavnligt" (1. Kor. 6,12).

Det helt, helt afgørende forhold er slet ikke trængt ind hos denne frejdigt docerende indvandrer.

Og så er der en bestemt og meget afslørende ting, der minder ubehageligt om tonen i Teologisk Forening. Den kommer frem i indledningen, hvor Khader skriver: "Mange danskere (og vesterlændinge) kalder islam for muhamedanisme og muslimer for muhamedanere uden nogen negativ bagtanke. Fordi det har man "altid" gjort. Andre, bl.a. Mogens Glistrup og Søren Krarup, der bruger enhver lejlighed til at gå til angreb på muslimerne, kalder konsekvent islam for muhamedanisme og omtaler dens tilhængere som muhamedanere. De er udmærket klar over, at muslimerne opfatter det som nedsættende og derfor ikke bryder sig om betegnelserne" (p.18).

Nej! Jeg taler dansk, og på dansk har det netop altid heddet muhamedaner - ikke for at genere nogen, men fordi det er ordet i den danske folkekirkes bekendelsesskrift - Den Augsburgske Bekendelse. Her hedder det f.eks. i artikel 1, der bekender troen på Gud som Faderen, Sønnen og Helligånden: "De fordømmer alle kætterier, som er opstået mod denne artikel, således Manikæerne, der antager to grundvæsener, et godt og et ondt, ligeledes Valentinianerne, Arianerne, Eunomianerne, Muhamedanerne og alle deres lige".

Dette er sprogbrugen i den danske folkekirkes bekendelse. Skulle jeg holde op med at bruge den, fordi der kommer folk til landet, som ikke kan lide den? Skulle vi holde op med at tale dansk i Danmark, fordi der er indvandrere, som hellere vil tale arabisk? Ordet "muslim" hænger sammen med den arabiske rodform slrn, som betyder fred, harmoni, hengivelse og lydighed, oplyser Naser Khader. Jeg kan ikke tale arabisk og tvivler ikke om oplysningen. Jeg vil heller ikke tvinge Naser Khader til at opgive sit medbragte sprog og sige muhamedaner.

Men jeg vil meget bede om, at han respekterer mit sprog og min baggrund og giver mig lov til at tale det sprog, der i mange hundrede år er talt i Danmark.

Evangelisk-luthersk kristendom har siden 1530 sagt muhamedaner. Derfor siger jeg muhamedaner.

Må vi bede gæsten respektere værten.

Eller hvad bliver det næste? Må vi blive ved med at sige Gud? På arabisk hedder det jo Allah, og skal man ikke være tolerant og fordomsfri og anti-racistisk. Må vi så blive ved med at sige Gud?

Eller er dette ikke en provokation, som vi i menneskerettighedernes navn må renoncere på?

Den religiøse samarbejdspolitik er en slidske uden ende, for den standser naturligvis ikke, før Gud er blevet til Allah og kristendom er blevet til islam. Samarbejdspolitikken er altid høflig og bukkende og selvudslettende. Men høflighed gælder rettelig begge sider, og i værtens hjem består gæstens høflighed i at respektere husets skik og lytte til husets sprog og give værten lov til at være sig selv. Danmark er et kristent land, siger grundloven, og denne grundlov har vi kristne intet ønske om at skifte ud med menneskerettigheder, der tager vor hjemstedsret fra os.

På trods af Naser Khader siger vi kirkeminister, ikke religionsminister.

På trods af de frejdige unge mennesker i Teologisk Forening vil vi give kejseren, hvad kejserens er, og Gud, hvad Guds er.