Af Søren Krarup, Tidehverv, 2002, s.133-134.

Da Moses Hansen for en måneds tid siden slæbte sit kors gennem gaderne på Nørrebro under mottoet "Nørrebro er ikke til salg" - underforstået til islam - vakte det som bekendt stor opstandelse og heftig forbitrelse, og en indvandrer med et arabisk navn sagde til Jyllands-Postens journalist, at der var tale om en provokation, som svarede til, at muslimer rejste til Jylland for at missionere for islam.

Prøv at overveje udtalelsen en gang til. Dens forudsætning er mere end tankevækkende. For meningen kan jo kun være, at Nørrebro er afgørende forskelligt fra Jylland, idet de selvfølgelige forhold, der gælder for Jylland, ikke gælder på Nørrebro. I Jylland bor danskerne. Disse danskere er kristne. Men på Nørrebro bor mennesker, der ikke deler disse selvfølgelige danske og kristne forudsætninger, hvorfor Nørrebro ikke er en del af det selvfølgelige Danmark.

Udtalelsen og dens underforståede mening er begyndelsen til sønderdelingen af Danmark. Næste skridt kan være Nørrebros krav om selvstændighed og særstatus ....

På denne baggrund - som vi jo allesammen er os bevidst og hvis fremtidsperspektiv ligger som en dyster trussel i alle danskeres sind - får Moses Hansens aktion unægtelig en realitet og en aktualitet, som det nok er på tide at turde se i øjnene. Han har udtalt, at næste gang vil han ikke bære korset, men dannebrog. Det slog ham, siger han, at han under sin vandring gennem Nørrebros gader så mange palæstinensiske flag, men intet dansk. En sådan ændring vil jo gøre det nationale perspektiv mere tydeligt. Er Nørrebro dansk, er det danskere, der bor på Nørrebro, og vil de, der bor på Nørrebro, være danske og respektere dansk lovgivning og dansk identitet? Og hvis de ikke vil - hvad noget tyder på - kan Danmark så blive ved med at affinde sig med, at denne opløsning af Danmark finder sted i en stadigt fremadskridende udvikling, hvor flere og flere beboere i københavnske forstæder frasiger sig lod og del i Danmarks selvfølgelige grundlag? Det er det afgørende og uomgængelige spørgsmål til den indvandring, som bare sker og sker efter at blinde og døve danske politikere satte den i gang for en menneskealder siden. Deres eget lands ødelæggelse, forvandlingen af dele af den danske hovedstad til en ikke-dansk by, opløsningen af det danske folks hjem og fædreland - dette er perspektivet, som snart sagt alle danske myndigheder og beslutningstagere viger tilbage fra at se i øjnene, idet de bevidstløst siger "integration, integration". Men integration forudsætter to ting. For det første en dansk vilje til at hævde dansk identitet, kultur og lovgivning som integrationens udgangspunkt. For det andet indvandrernes vilje til at integrere sig i denne identitet. Hvis de fremmede kræver ret til at forblive fremmede, så er integrationen en umulighed eller en frase, og så er realiteten i det hele, at Danmark langsomt slides i stykker og deles op i adskilte dele, som ikke længere er et land eller en nation.

Vil vi acceptere dette, vi, der har ladet indvandringen finde sted og som rådvilde og passive lader den fortsætte? Kan vi blive ved med at affinde os med den virkelighed, som kommer til udtryk i den nørrebroske indvandrers ord?

Moses Hansen fortjener ikke utak for at have bidraget til at trække denne nationale problematik op.

Det næste er den kristelige problematik, som hans gadevandring rejste. Her trådte som bekendt 12 folkekirkepræster på Nørrebro frem og tog afstand fra dette "korstog", idet de kaldte Moses Hansens aktion for skadelig og ukristelig. Tillidsmanden for Nørrebros præster, sognepræst Niels Tvilling, lyste korsbæreren i en slags folkekirkeligt band.

"Vi opfordrer Moses Hansen og hans allierede fra Faderhuset på Nørrebro fra at afstå fra deres planlagte ukristelige korstog", udtalte Niels Tvilling. "Korstog er krig, og korset skal ikke misbruges til at skabe dæmonisering af anderledes tænkende og troende. Det være sig ateister, muslimer eller autonome. Det er misbrug af Guds navn. Moses Hansen er latterlig og uden for pædagogisk rækkevidde, men fordi han er latterlig, er han ikke ufarlig. I Guds navn har han udbredt en nazilignende propaganda om udrensning af de forkerte, og på den måde er han med til at håne de medborgere, der er anderledes end flertallet, og det protesterer vi imod". (Ekstra Bladet 31. juli).

Kritikken lader sig jo ikke uden videre afvise. Uden at have sat os grundigt ind i Moses Hansens forkyndelse har vi en tydelig fornemmelse af, at han udtrykker en sekterisme, der kan sætte betingelser for evangeliet og forvandle dette til lovtrældom - men på den anden side har vi en lige så tydelig fornemmelse af, at Niels Tvillings ord og handling er mindst lige så uevangelisk. Vi hører en umiskendelig fejheds ånd i hans skingre, propagandistiske udtalelse, og vi siger med apostelen: "Thi Gud har ikke givet os fejheds ånd, men krafts og kærligheds og besindigheds ånd. Skam dig derfor ikke ved at vidne om vor Herre". (2. Tim., 1,7).

For hvad gør Moses Hansen andet end at bære omkring på sit kors?

Er korset i sig selv dæmoniserende? Bidrager et kors til at skabe "nazilignende propaganda om udrensning"?

Urimeligheden i sådanne hysteriske påstande er jo indlysende for enhver, og hysteriet bidrager til at afsløre svagheden, den grundlæggende svaghed, i en Niels Tvillings og konsorters kristendomsforkyndelse. Forholdet er tydeligvis, at de ikke tør se modsætningen mellem kristendom og islam i øjnene. Forholdet er tydeligvis, at de i deres fejhed søger at skjule den kendsgerning, at kristelig talt er islam altid den løgn, som enhver kristen prædiken og enhver kristen prædikant skal modsige. De 12 præster på Nørrebro meddeler offentligheden, at "her på Nørrebro lever vi i fred og fordragelighed med hinanden og er stolte af det" (Berlingske Tidende 31. juli), men måske skal præsterne på Nørrebro ikke uden videre være stolte af denne fred. Den kan godt være et vidnesbyrd om, at de svigter deres opgave som evangeliets forkyndere. Den kan godt komme af, at de sætter freden højere end evangeliet.

Nej, ufred er ikke et gode i sig selv, men når en præst i den evangelisklutherske danske folkekirke konfronteres med islam i sit kvarter og sin gade, så er det faktisk hans pligt at stå fast på ordet om, at Jesus Kristus er vejen, sandheden og livet. Han alene. Ikke med tilsætning af en profet ved navn Muhammed. Ikke i en multikulturel religiøsitet, hvor de forskellige religioner får hver deres del af sandheden. Men klart og tydeligt at forkynde Jesus som Kristus, Guds søn og vor eneste frelser.

Dette er Niels Tvillings pligt på Nørrebro. Dette skal han og hans kolleger sige igen og igen, hvor de møder islams lovretfærdighed. Ikke fordi de skal skabe ufred. Ikke fordi de skal provokere muslimerne til krig. Men fordi det er sandheden - den sandhed, Niels Tvilling og kolleger har lovet at forkynde rent og purt.

I H. C. Andersens eventyr om store Lille Claus og Store Claus kunne manden ikke tåle at se degne, og når der kom en degn for hans øjne, blev han ganske rasende. Det virker, som om Niels Tvilling ikke kan tåle at se kors, og når der bæres et kors igennem gaderne i hans bydel, bliver han ganske rasende og råber grimme skældsord mod manden, der bærer korset. Men et kors er et kristent symbol. Det vidner i sig selv om Kristus. Og det pålægger dermed en kristen præst den opgave at forkynde Kristus som sandheden.

Kan det være den dårlige samvittighed ved at svigte sin opgave, der får Niels Tvilling til at rase imod Moses Hansens kors? Er det fejhedens ånd, der har indrettet sig bekvemt og ynkeligt i multireligiøsiteten, som bringer Niels Tvilling og hans kolleger til at protestere imod at skulle træde i karakter?

Eet er i hvert fald sikkert: Det er ikke troskaben imod evangeliet, der får ham til at råbe op. De ord, hvormed han vil legitimere sin egen kristelighed i modsætning til Moses Hansens, er dybt afslørende. 'Vi forkynder hver eneste dag" siger han, "men vi forkynder med kærlighed, ikke med had og konflikt. Næstekærligheden er en essentiel del af vores kald". (Kristeligt Dagblad 1. august).

En sådan skinhellig moralisme har vi dog ikke hørt Moses Hansen udtrykke. Hvad han har sagt i denne anledning, har faktisk været sobert og klart. Det har udelukkende været understregningen af, at der er ikke frelse i andet navn end Jesus Kristus. Det ukristelige står Niels Tvilling for. Denne sognepræst på Nørrebro vil finde frelsen i sin egen store, store "næstekærlighed". Farisæerens gamle takkebøn. Som takker Gud, fordi han ikke skaber "ufred" som denne enlige demonstrant med sit kors. Ja, fejheds ånd.