Af Søren Krarup, Tidehverv, 2003, s.93.

Ordførertale 9. april 2003

Hvad er ret? Det er den tilstand, der bygger på lov. Hvor der ikke er lov, er der ikke ret, og derfor er loven rettens betingelse - eller med det fine ord: rettens sine qua non. Men til ret hører også en myndighed, der kan håndhæve retten ved at kræve loven respekteret. En række fromme hensigter skaber ikke ret, selv om de måtte kalde sig selv en lov. Der mangler myndigheden. Eller der mangler den øvrighed, der håndhæver loven.

Hvad er folkeret? Det er de regler, som folkene kan blive enige om. Men da der ikke er en fælles myndighed eller øvrighed, som giver reglerne retskraft ved at kunne og ville håndhæve dem, bliver folkeret til et andet ord for de velmente viljers magtesløse forsøg på at indføre en bestemt tilstand i forholdet mellem folkene. Gode viljer, men ingen gældende lov og derfor ingen ret i egentlig forstand.

Det forekommer mig relevant at begynde et indlæg i denne debat med at fastslå sådanne selvfølgeligheder, for der har i lang tid været en alt for ukritisk og lammefrom dyrkelse af noget, man kalder "folkeret", og som sættes til at indtage en så ophøjet position, især knyttet til FN, at adskillige overfladiske sjæle kalder den nuværende Irak-krig for en "ulovlig" krig, fordi den ikke finder sted under FNs auspicier. Det er naturligvis vrøvl. FN er ingen verdensregering, og FNs mening udgør ingen verdenslov - hvad man, med et blik på flertallet af FNs medlemslande, nok skal være glad for. FN er de store ords og de selvgode viljers forum, og FN skaber som sådan ingen folkeret.

Der har alligevel igennem mange års praksis bundfældet sig visse regler for bl.a. krigsforhold og krigsfangers skæbne, og da alle parter i en krig tager og mister krigsfanger, har der været fælles interesse i at overholde sådanne regler. Her kombineres de store ord med en indlysende fordel for alle, og så bliver sådanne humanitære regler overholdt. Men når vi som i dag taler om de Al Qaeda-fanger, som amerikanerne har taget i Afghanistan og holder fanget på Guantanamo-basen, så er vi på mange måder uden for alle humanitære regler, for dem har Al Qaeda grundigt ophævet. Amerikanerne kalder fangerne for illegale kombattanter; og det forekommer mig at være et yderst præcist udtryk, for et Al Qaeda, der som en fundamentalistisk islamisk terrororganisation fører jihad, hellig krig, imod den vestlige verden, er naturligvis ensbetydende med en fuldstændig ophævelse af al ret og enhver retstilstand. Hvis sådanne hellige krigere påkalder sig en folkeret, er det hykleri og intet andet, for i kraft af deres erklæret hellige, fundamentalistiske, for så vidt totalitære formål har de sat sig uden for al ret og respekterer ingen lov. Deres hellige vilje gøres til loven, den eneste. Deres hellige fanatisme flyver direkte ind i højhuse og stempler andre som vantro, der som sådanne skal likvideres. Hvis Al Qaeda-fangerne og deres fortalere vil påkalde retten i et forsvar for de fangede, så er der kun tale om en patetisk gestus, der er lige så hul som den er falsk.

Det betyder naturligvis ikke, at den vestlige verden skal lade sig påtvinge retsløshed af sådanne totalitære typer. Men det betyder, at den vestlige verden er i sin gode ret til at tænke på sin egen beskyttelse, før den slipper disse hellige krigere ud til noget, der efter alt at dømme bliver til yderligere anslag imod vores sikkerhed og ret. Konkret: USA bryder ingen lov ved at betragte disse fanger som illegale kombattanter og undersøge deres forhold grundigt og sikre sig, at man kommer helt til bunds i sagsbehandlingen. På et tidspunkt må man selvsagt bringe dem ind i det vestlige retssystem, hvis de ikke udvises til det fjerne Asien. På det tidspunkt kommer også dagen, hvor den danske fange må stilles for en dommer og gøre rede for sin færden og modtage en evt. dom.

Men indtil videre er han og de andre fanger med rette illegale kombattanter på Guantanamo-basen og må finde sig i, at USA vil nå til klarhed vedrørende deres djævelske jihad - deres hellige krig.