Lutherdom og jødedom

Af Søren Krarup, Martin Schwarz Lausten og Jesper Langballe, Tidehverv 2001, s.96-99, 116.

Fire breve

I.

7. marts 2001.
Kære Martin Schwarz Lausten.

Tak for sidst i Teologisk Forening 15. februar. Det var et ganske spændende møde, selv om det var en klam fornemmelse at møde Uffe Østergaard. Men jeg havde nu ikke ventet andet.

Når jeg skriver til dig, er det fordi jeg har fået referat af et foredrag, du fornylig holdt på et møde, arrangeret af Uffe Østergaards holocaust-center, hvor du talte om noget i retning af "kirkens forhold til jødedommen og jøderne". Ifølge referenten var der tale om et sagligt historisk foredrag til og med din omtale af de danske biskoppers hyrdebrev i 1943. Så pludselig drejede du ind i en aktuel gade, hvor du først meddelte, at Tidehvervs Forlag havde udgivet Martin Luthers skrift fra 1543 om "jøderne og deres Løgne" og nævnede et par kryptiske udtalelser af Jesper Langballe og mig om denne bog eller dette emne (jeg gad vidst, hvad det har været), og så sagde du nogenlunde ordret: "Nu er Jesper Langballe og Søren Krarup opstillet til folketinget af Dansk Folkeparti, og så er der grund til, at folkekirken er på vagt" - underforstået: dermed er der risiko for antisemitisme via folkekirken.

Jeg nægtede i første omgang at tro på referatet. Mit indtryk af dig, dels som en lødig kirkehistoriker, dels fra mødet i Teologisk Forening, sagde mig, at det ikke kunne være sandt, at du ville ikke hengive dig til en sådan politisk opportun mistænkeliggørelse - i strid med enhver saglighed og sandhed.

Alligevel kan jeg ikke lade være med at spørge dig: Har du virkelig udtalt dig som refereret? Og hvis du har, hvad er så meningen med en sådan udtalelse?

Jeg ville betragte et sådant udsagn som ualmindeligt ondsindet, ikke blot i eklatant modstrid med realiteterne, men også langt under dit normale niveau. Indtil videre vil jeg derfor nægte at tro på det.

Behøver jeg at tilføje, at dette brev er ikke kun privat.

Med venlig hilsen
Søren Krarup.


II.

Vedbæk d. 10.3.2001.
Kære Søren Krarup,

Tak for dit brev af 10.3.2001.

Til seminaret den 2.3.2001 om "Antisemitisme i Danmark?" var jeg blevet bedt om at levere et oplæg "Historisk rids over holdninger i kirken til jødedom og jøder" - på 20 minutter. Meningen var, at jeg skulle give et sammendrag af mine undersøgelser, som går frem til oplysningstiden, fremlagt i mine to bøger fra 1992 og 2000.

Det gjorde jeg og gav derpå eksempler på antijudaistiske holdninger i 1800-tallet - bl.a. artikler i "Dansk Kirketidende" polemikken efter Goldschmidts afskedsord til den døende Hauch i Rom - Bastholm - Balle - H. L. Martensen.

Den klare generelle antijudaistiske holdning brydes efter min opfattelse først for alvor i tiden frem til efteråret 1943, hvor kirkelige kredses pres, (bl.a. konventet i Askov) får bisperne til at udsende hyrdebrevet, forfattet af et par københavnske præster, til oplæsning fra prædikestolene d. 3. oktober.

Jeg tilføjede, at der, uanset dette, stadig findes tilkendegivelser og udtalelser, som kan betegnes som antijudaistiske og sårende for jødiske medborgere, fx.: Kollekten til 10. s. e. Trin., som før lød "- lad os ikke slå dit ord hen i vejret som dit folk, de vantro jøder, gjorde…" blev blot ændret til "- som dit folk Israel gjorde i sin vantro…" og denne formulering, som da vist må betegnes som en Verschlimmbesserung, var som bekendt gældende til 1992.

Et andet eksempel er forlaget Tidehvervs udgivelse af Luthers "Om jøderne og deres løgne" i "Mod tyrken og jøden", 1999. Vel udtrykkes der i den et "ægte luthersk" anliggende, at intet menneske kan påberåbe sig noget som helst fortrin - afstamning, pagtstanke el. lign. - over for Gud, men Luther holder sig ikke inden for de teologiske rammer. Hans syv forholdsregler og opfordringer til fyrsten lægfolk og præster om at gribe ind med disse eller andre viser netop, at han forlader teologien og drager samfundsmæssige følger af denne, behersket som han er af de sædvanlige fordomme - opfordringerne til at afbrænde synagoger og jødiske hjem, jage jøder ud på landevejene, fratage dem besiddelser osv. At udgive netop dette skrift nu er udtryk for en forbløffende mangel på historisk fornemmelse. Forlaget mener på omslagets bagside, at denne bog netop i vor tid er "betydningsfuld" og erklærer, at jøder, som opfatter Jesus som en falsk messias, derfor ikke tror på Gud. Jeg nævnte, hvorledes Jesper Langballe under debatten vedr. bogens udgivelse i overensstemmelse hermed erklærede, at jødedommen er gudsbespottelse (Kr. Dagbl. 3/11/1999).

Endvidere nævnte jeg her - eller måske under spørgerunden efter mit indlæg - at jeg ikke fandt din bemærkning til Melchior om, at jøderne selv skaber antisemitisme, når de fører sig frem" (efter hukommelsen) fra efteråret 1998 synderligt elegant.

Jeg nævnte ganske rigtigt, at I stiller op for Dansk Folkeparti, og at man (ikke "kirken", som din hjemmelsmand fejlagtigt mener) bør være agtpågivende, hvis gamle antijudaistiske holdninger også skal til at fremføres politisk. Dansk Folkeparti har som et af sine politiske formål - det omtalte jeg så vidt jeg husker ikke - at forbyde de for troende jøder nødvendige rituelle slagtninger. Straffen for overtrædelse skal være "hård og konsekvent" (ifl. partiets principprogram, internetudg. s. 15). Hensynet til dyr skal sættes højere end respekten for jødiske medborgeres tro og fromhedsliv.

Der er ikke skygge af anklager for antisemitisme i mine bemærkninger. Tværtimod gjorde jeg udtrykkeligt opmærksom på, at der er tale om antijudaistiske holdninger, ikke antisemitisme. Det har din kilde åbenbart ikke refereret for dig. Hans udlægning af mine bemærkninger er netop ondsindede.

I kristendommen er der selvsagt en berettiget evangelisk begrundet modsætning til jødedommen som religion. "Alting er ikke lige meget", som forlaget så rigtigt skriver på omslagets bagside af ovennævnte bog. Jeg sagde dette sidst i mit indlæg direkte: kristendommen må tage afstand fra kernen i jødedommen, ligesom jødedommen må afvise kernen i kristendommen.

Men udtryksformerne, tid og sted for formuleringen af denne teologiske modsætning er efter min mening temmelig afgørende.

Med venligste hilsener

Martin Schwarz Lausten.


III.

8.4.2001.
Kære Martin Schwartz Lausten.

Det er med stigende undren, jeg læser dit svar til Søren Krarup, og da jeg selv har lod og del i sagen, kan jeg kan ikke tilbageholde et suk: "Tu et, Brute!".

Når nu også en respekteret universitetslærer i kirkehistorie vil lade Hitlers holocaust skrive dagsordenen for teologiens (herunder sit eget teologiske fags) forhold til jødedommen - endog med åndshistorisk tilbagevirkende kraft - så forekommer det mig mere end påkrævet at få spørgsmålet drøftet igennem forfra. Det vil jeg her i al enfoldighed bidrage til.

Jeg er ganske vist ikke helt påklædt til drøftelsen, da jeg ikke har læst dine to bøger om spørgsmålet - en undladelse, jeg snarest vil råde bod på - men din egen fremstilling af, hvad du har sagt på holocaust-centret, afgiver i sig selv et forstemmende vidnesbyrd om, hvordan den politiske korrekthed kan underminere et redeligt forhold til både teologien og historien.

Antisemitisme - antijudaisme.
Den sondring er til en vis grad klarende (selvom den altså ikke kom til at stå alle dine tilhørere på holocaust-centret ganske klart). Dermed skulle vi - i hvert fald i vor brevveksling - have gjort os færdige med en vulgær race-inddeling, som vistnok alle er enige at afsky.

Sondringen er bare ikke klarende nok. For hvad dækker så "antijudaisme" over?

Åbenbart en hel masse - fra et nytestamentligt opgør med jødedommen og til forskellige litterære og politiske udslag i det 19. og 20. århundrede af had til det jødiske folk.

Det forekommer mig, at du anvender begrebet "antijudaisme" som en fast og uflyttelig størrelse, der på langs ad historien skal sammenfatte alt fra Luther til rationalisten Chr. Bastholms underlødige bagtalelser af jøderne i det 19. århundrede.

Efter omtalen af denne periodes jødefejder skriver du: "Den klare generelle antijudaistiske holdning brydes efter min opfattelse først for alvor i tiden frem til efteråret 1943, hvor kirkelige kredses pres (bl.a. konventet i Askov) får bisperne til at udsende hyrdebrevet…"

Baggrunden for det sidste var som bekendt nazisternes jødeaktion i Danmark i oktober '43. Og det er sandt, at overfor denne afskyelighed er det for kristne mennesker ikke tid og sted til teologiske opgør med jødedommen. Her gælder det såvist, hvad du slutter med at skrive - at "udtryksformerne, tid og sted for formuleringen af denne teologiske modsætning er … temmelig afgørende." Her smider man kort sagt, hvad man ellers har i hænderne og hjælper jøder til Sverige. Det var da også, hvad danskerne gjorde, og det var, hvad de iøvrigt noget rådvilde biskopper under pres udtrykte med deres hyrde-brev den 3. oktober.

Men er der saglig historisk rimelighed i at omtale denne begivenhed som et brud med en generel antijudaisme, der går tilbage til det foregående århundrede og måske endda til Luther?

Og især: Skal den teologiske dagsorden være bestemt heraf 58 år efter, så at jødernes Kristusfornægtelse og lovretfærdighed skal være fredet for opgør og kritik? - Skal det i al evighed efter Hitler være dårlig tone at minde om, at Det ny Testamente er eet eneste opgør med den religion, vi kender som jødedommen?

Og hvad er det iøvrigt ved tiden og stedet og situationen i dag, som gør det suspekt at holde sig til den teologiske dagsorden, som Det ny Testamente og bekendelsesskrifterne selv sætter? - Hvad andet kan det vel være end - ja, undskyld - fejghed overfor en bølge af politisk korrekthed, der har gjort ordet "holocaust" til et mantra? I kommunismens æra skulle dette mantra lamslå al kritik af Sovjets folkedrab. I dag skal det forhindre enhver saglig debat om indvandrerspørgsmålet og stemple snart sagt enhver ytring af kærlighed til Danmark som racisme. Det synes ikke at være nogen tilfældighed, at den tidligere stalinist og nuværende chefideolog for den politiske korrekthed, Uffe Østergaard, blev direktør for det nye "holocaust-center". Hans baggrund gør ham nærmest selvskreven.

Bedst var det ifølge denne politiske korrekthed at glemme hele historien, for den handler om grimme ting som konger, nationale kampe og intolerancens religiøse stridigheder. Kun eet historisk kapitel må aldrig gå i glemme: holocaust. Og selvfølgelig vil det være kærkomment på Uffe Østergaards center, hvis man kan få en agtværdig kirkehistorisk professor til at krydre kulten med tyve minutters indslag om "anti-judaistiske holdninger" i det 19. århundrede. For de må da helt bestemt have været en historisk optakt til - ja, netop: holocaust, hvad ellers? Og især vil det være kærkomment, hvis professoren slutter sit indlæg med mistænkeliggørende bemærkninger om et par præster, der har formastet sig til at udgive et væsentligt skrift af Luther mod jødedommen, og som tilmed stiller op for Dansk Folkeparti, hvis ledelse bl.a. er optaget af dyrevelfærd og - iøvrigt uden nogen som helst religiøse motiver - finder, at jøders og muslimers rituelle slagtninger er dyrplageri.

Aner man ikke en antijudaistisk og krematorielugtende sammensværgelse her?

Ganske vist forsikrer du, at dine bemærkninger på holocaust-centret ikke rummede "skygge af anklager for antisemitisme", og at det ikke var kirken, men "man", der nu skulle være agtpågivende. - Jovist, men når man nu tager stedet og sammenhængen i betragtning … Ja, hvad var det nu, du selv pegede på i slutningen af dit brev - "Tid og sted for formuleringen…"

Ikke sandt? - selvom udtrykkene er vandtætte, bliver der nok altid nogle indtryk hængende. Man kunne måske ligefrem forestille sig, at nogle ondsindede tilhørere i eller udenfor sekten overhørte den hårfine nuance, der ligger i at sige "man" og ikke kirken. Især i et foredrag om kirkens historie. Og på et seminar med temaet "Antisemitisme i Danmark".

Og hvad er det så, vi taler om, når vi drøfter evangeliets forhold til jødedommen?

At bruge Jesu lidelseshistorie som anledning til at prædike human medlidenhed med Jesus eller had mod jøderne har Luther træffende stemplet som "kællingesnak". For når vi står på prædikestolen, eller når vi sidder under den, så véd vi, at Jesu opgør med jøderne og disses drab på ham, udtrykker en dom, der først og sidst rammer os selv.

"Og når på din dom jeg grunder, ser jeg og mit segl derunder."

Vi véd imidlertid også godt, at evangeliets opgør med os selv udspiller sig i en konkret historie - om Guds udvalgte, men frafaldne folk, Israel, der i sin selvretfærdighed forfulgte profeterne og endte med at slå arvingen ihjel.

Når man hver uge fortæller tiårige minikonfirmander bibelhistorie - om det gamle Israel fra Moses til David og profeterne - kan det forekomme een ufatteligt, hvordan nogen med disse historier i baghovedet skulle kunne undgå at elske dette folk - ja, næsten som man elsker sit eget folk og dets historie. Dels for de vidunderlige fortællingers skyld. Dels fordi det som sagt handler om os selv altsammen. Og børn forstår, næsten før præsten har sagt det, at når profeten Nathan fortalte kong David en historie om den fattiges eneste lam - en lignelse om Davids egen synd - og føjede til: - Du er manden! - så er det sagt til hver enkelt af os. Ja, måske forstår de en dag, at det er det, hele den bog vil sige sin læser: - Du er manden.

Derfor vil bibelen lære os fra barnsben at elske dette folk, at sørge over dets skæbne og - at advares ved dets vantro.

Som enkeltmennesker må vi spejle os i en David, og som folk må vi spejle vor egen historie i det gamle Israels historie - som kasserede husholdere, der kun har Guds nåde at trøste os ved. Sådan bliver vi delagtige i jøden Jesu gråd over det Jerusalem, som ikke kendte sin besøgelsestid, og som der derfor ikke skulle lades sten på sten tilbage af. For når denne dom rammer hele Jerusalem, så betyder det jo med Søren Kierkegaards prædiken, at overfor Gud har vi alle - og altid - uret ("Enten-Eller").

Det er denne grundlæggende bibelske sandhed, der ligger bag kollekten til 10. søndag efter Trinitatis - just den søndag, hvor der prædikes over Lukas' fortælling om Jesu gråd over Jerusalem og hans rensning af templet: "Opvæk vore hjerter, så vi omgås rettelig med dit ord og ikke slår det hen i vejret eller hører det uden frugt, som dit folk Israel gjorde i sin vantro."

Den formulering tager du forargelse af som et eksempel på udtalelser der "kan betegnes som antijudaistiske og sårende for jødiske medborgere."

Jamen hvordan i himlens navn skal man overhovedet kunne benytte bibelen med en så overskruet taktfølelse? - Du bliver virkelig nødt til samtidigt at udrense evangelieteksten med samt uendeligt mange andre af vor Herres ord - f.eks. om, at hedninger skal sidde til bords med Abraham, Isak og Jakob, mens rigets egne børn skal kastes ud i mørket, hvor der er gråd og tænders gnidsel. Med sådanne for jødiske medborgere sårende udtalelser tør vi uden videre gætte på, at Uffe Østergaard aldrig havde indbudt Kristus til at tale i sit holocaust-center.

Den omtalte kollekt-formulering går tilbage til kollekt-revisionen af 1895. Siden Luthers ven Veit Dietrich skrev kollekterne til sine børn, og til og med den danske 1888-version stod der: "som de vantro jøder gjorde". Jeg finder revisionen af 1895 forståelig udfra det hensyn, at man ville udelukke de allermest vulgære misforståelser om had til jøderne - og understrege det bibelske skisma mellem Kristus og Israel. Men denne ændring kalder du "Verschlimmbesserung". Jeg kan kun læse det sådan, at vor Herres opgør med jødedommen slet ikke må omtales.

Eller hvad med jøden Paulus? Er der overhovedet nogen, der har udtrykt en skarpere kristelig "antijudaisme" end den, han lader komme til orde i Galaterbrevet, hvor han siger, at den, der prædiker et andet evangelium end han - med omskærelse og jødisk lovretfærdighed - han skal være forbandet -? Eller i Romerbrevet, hvor han hævder, at jøderne skal gå sidst ind i Guds rige.

Hvornår skal Københavns Universitet for ikke at såre jødiske medborgere til - i lighed med amerikansk universitetsteologi - at ophøre med at sige "Det gamle Testamente" og i stedet kalde det "The Hebrew Bible".

Sagen er jo, at for Luther som for Paulus tilhørte skriften - Det gamle Testamente - den sande kirke og ikke den frafaldne synagoge. For Luther - og siden i al genuin luthersk-evangelisk teologi - var det ikke de kristne, der under anførsel af en messias-pretendent ved navn Jesus faldt fra jødedommen. Men det var jødedommen, der ved at fornægte Kristus faldt fra og brød med den kirke, som Gud havde skabt med Adam og Eva, og som han for et genstridigt folk havde opretholdt ved Moses og loven. Og så lod Kristus ved nådens evangelium et nyt Israel blive til. Forjættelserne til det udvalgte folk stod ved magt, men de udvalgte selv blev forkastet.

Er du lærer i Israel og forstår ikke dette? (Johs. 3,10)

Man kan selvfølgelig være uenig med Luther heri, men så kræver det af en luthersk lærer i teologi et opgør med hele Luthers bibelforståelse - ikke blot en afvisning af hans praktiske forholdsregler mod samtidens jøder. (Dem bryder jeg mig sandt at sige ligeså lidt om, som når Luther lader vreden løbe af med sin kritiske sans i fordomme fra det folkelige overdrev om, at jøder stjæler små børn. Men berettiger et sådant forbehold din anklage mod os for at have udgivet et iøvrigt fremragende og aktuelt religiøst stridsskrift af Luther på dansk? - Hvad er det dog for et syn på åndsfrihed og videnskabelig frihed, der ligger bag en sådan anklage?).

Dommen over Israels vantro pukken på sin arvede retfærdighed er som sagt ikke en fra fortiden arvet retfærdigheds-garanti, som den kristne kirke kan sole sig i. For så vil dommen over Israel øjeblikkeligt ramme kirken - sådan som Luther i sin genesis-kommentar og i sit skrift mod jøderne så dommen over Israel ramme pavekirken. Israels vantro er skam ikke fortid. Den, som står, ser til, at han ikke falder! - Men hvis det ikke mere må omtales, at synagogen faktisk var og er Kristi fjende og fornægter, så bliver vel det næste, at vi ikke må synge "Kong Farao var en ugudelig krop", fordi det kan virke sårende på ægyptiske medborgere.

Nægtes kan det ikke, at der er jøder, der selv i deres ulidelige selvretfærdighed har vidst at spille på holocaust-mantraet som et historisk bevis på, at de altid har ret. Helt uudholdeligt bliver det, når de - som den tidligere overrabbiner Bent Melchior - vil forklare os kristne, at det centrale i vores tro er næstekærligheden. Vi véd jo selv, at det centrale i vores tro er den Kristus, som de fornægter. Det vil de måske også forstå den dag, da de omvender sig.

Som det nu er, skal det nok være rigtigt, hvad Søren Krarup spontant bemærkede i en tv-debat, at Bent Melchiors docerende selvgodhed er skikket til at fremkalde antijødiske følelser.

Du må virkelig også forklare mig, hvorfor jeg skulle være belastet af at udtale en så selvfølgelig kristelig sandhed, som at jøderne ikke tror på Gud. Det handler faktisk hele Johannesevangeliet om - at ingen kender Faderen uden ved Sønnen. Altså tror jøderne ikke på den sande Gud, der kun kendes som Jesu Kristi Fader. Skal jeg forstå din forargelse sådan, at du bekender dig til oplysningstidens tale om en naturlig religions gudserkendelse, hvortil kristendommen (den "positive religion") blot er en enkelt blandt mange veje? - Eller hvad?

Hele den moderne politiske korrekthed med dens dyrkelse af menneskerettighederne repræsenterer farisæismens selvretfærdighed i moderne kosmopolitisk og "globaliseret" udgave. Når den går til angreb mod "nationalismen" - og det vil f.eks. sige mod os, der prædiker, at med Kristus er ethvert folk, også det danske, Guds udvalgte folk, hvis syndige mennesker er sat bag deres folkelige grænser og har at befinde sig dér - så er det i virkeligheden kristendommen, den politiske korrekthed angriber.

Det er som en omvendt udgave af Voltaire, der hadede den kristne kirke, men, da den var for stærk til at kunne rokkes, lod sit had gå ud over jøderne. Nutidens menneskerettighedsdyrkere lader deres had til kristendommen gå ud over en gammeldags kærlighed til fædrelandet, der stemples som "ueuropæisk" eller "fremmedfjendsk" - når det skal være rigtig fint: "xenofobisk". Og man behøver bare i enhver diskussion om hvad som helst at henhviske signalordet "holocaust", så savler Paulovs hunde.

I en mere sofistikeret videnskabelig udgave lister den politiske korrekthed sig en smule nærmere sagens kerne ved f. eks. at tale om Grundtvigs "bibelske racisme" (Ole Vind: "Grundtvigs Historiefilosofi"). Thi menneskerettighedsdyrkelsens politiske korrekthed har utvivlsomt en klar og rigtig fornemmelse af, at dens hovedfjende er den kristendom, der frakender mennesket enhver ret og enhver rettighed som menneske.

Kære Martin Schwartz Lausten. Måske var det dig, der et øjeblik skulle overveje, hvad og hvem det er, du stiller dig til rådighed for.

I Eugéne Ionescos skuespil "Næsehornene" - en lignelse over en altædende totalitær bølge som den, forfatteren kendte fra kommunismen - føler hovedpersonen sig mere og mere ensom, efterhånden som alle - selv hans mest pålidelige venner - omdannes til brølende næsehorn. En sådan ensomhedsfølelse kan ærlig talt godt komme over een, når hornene også begynder at vokse ud på de teologiske næser.

Med venlig hilsen
Jesper Langballe.


15.5.2001.
Kære Søren Krarup

Tak for bladet fornylig. Det kan være meget godt at fastholde meningsudvekslingen for sam- og eftertid. Jeg agter nu ikke at fortsætte den!

Med venlig hilsen
Martin Schwarz Lausten.