Det kirkelige Udvalg

Af Tage Schack, Tidehverv, 1932, s.107-108.

Vi har ærlig talt hidtil svævet i den Tro, at det for Tiden nedsatte kirkelige Udvalg kun afholdt uskadelige Sammenkomster for ældre Gentlemen med kirkelige Interesser. Derimod var intet at indvende. Men nu gaar Rygtet, at de er ved at komme til et "Resultat". Og saa bliver de jo straks farlige. Der siges at være Udsigt til, at Indre-Mission og Socialdemokraterne skal kunne finde hinanden i et Kompromis. Det maa vel saa gaa ud paa, at Demokratiet indføres fuldt ud indenfor Kirken, medens Indre Mission til Gengæld faar en pæn, lille Synode som Tumleplads for den kirkelige Ærgerrighed og Herskesyge i Præste- og Lægmandsskikkelse, bestemt til at styre Kirkens "indre" Anliggender, d.v.s. uniformere Kirken, lave ny og daarlige Ritualer; komme med Udtalelser om, hvad Vorherre mener om Tidens Moral; holde Orden paa Præsterne og sørge for, at de holder deres Præsteløfte o. s. v. Som man ser, vil der blive nok at gøre for en saadan Synode. Fjerde Retnings Mænd, Frisindets forhenværende Forkæmpere, - af hvilke de fleste allerede er Biskopper, - gaar sikkert, om end modstræbende, med, dels fordi Fred og Fordraglighed gaar frem for alt, og dels fordi de ikke er kede af, at faa deres kirkelige Magt forøget: Apetitten vokser, medens man spiser; og liberale Kirkemænd er af Naturen altid herskesyge. - Men saa Socialdemokratiet da? Formodentlig trøster man sig fra den Side med, at den demokratiske Ordning nok skal sikre en "frisindet" Udvikling. Heroverfor vil vi fra vor beskedne Plads tillade os at gøre opmærksom paa to Ting: Først, at det ingenlunde paa Forhaand er sikkert, hvem der gaar af med Profitten. Man maa nemlig ikke glemme, at Indre Mission og alle "kirkelige" har Vorherre paa deres Side og mener trygt at kunne regne med hans Bistand, ogsaa naar det gælder Stemmesedler; at stemme imod Vorherre er noget de fleste Mennesker indenfor Kirken meget nødig indlader sig paa. Og dernæst bør man, inden man sælger Kirken til en lille Kreds af Kirkepolitikere, betænke, om man ønsker for Fremtiden at gøre det endnu vanskeligere, ja umuligt for en hæderlig Mand at være Præst. Vi tvivler ikke om, at de kirkelige Retningers og Institutioners ledende Mænd gerne vil have Krammet paa Præsterne ved Hjælp af en Stramning af Præsteløftet eller ved Hjælp af en Myndighed, der havde Magt til at kræve det "overholdt". (At der ingen Præster er, der i den Forstand "holder" deres Præsteløfte, selv ikke de, der raaber højest op om det, ja netop ikke de, er en offentlig Hemmelighed. Det gaar her efter den gamle Historie, at Tyven selv er den ivrigste til at raabe "Stop Tyven!") Saa kunde der nemlig blive fredeligt og godt og ganske hyggeligt indenfor Kirken; ingen vilde mere forstyrre d'Herrers Konsolidering af deres Magt og Indflydelse; og ingen vilde forstyrre den Søvn, hvori de dysser det intetanende Kirkefolk ved Hjælp af deres forskellige narkotiske "Evangelier". Men man gør ikke Regning paa, at selv om den danske Præstestand gennemgaaende er meget ængstelig og forskræmt bøjer Hovedet for dem, der har Magten, og tier, hvor den skulde tale, af Frygt for den "levende" Menighed og den kirkelige Opinion, saa vilde Indførelsen af et saadan saakaldt "kirkeligt Selvstyre" med alt, hvad dermed hænger sammen, dog maaske faa Følger, man ikke havde tænkt sig. Og skulde et saadant Kirkeregimente og en saadan kneblet Præstestand mon være egnet til at forhøje den danske Arbejderstands Respekt for Folkekirken? Mon ikke snarere det modsatte? - Mon ikke det var bedre, om Folkekirken i al Stilfærdighed passede sit, ikke gav sig ud for mere, end den er, og blot nøjedes med ogsaa at give Evangeliet en Chance indenfor sine Rammer? Evangeliet kan jo nemlig, naar alt kommer til alt, godt undvære den danske Folkekirkes Assistance.