Den stridende Kirke

Af Tage Schack, Tidehverv, 1934, s.1-2.

Kirken værger sig og kæmper for sin Ret. Saa er det vel Evangeliets Renhed, den værger, og Retten til at forkynde det uforfalskede Evangelium uden Iblandelse af Menneskelærdomme, den kæmper for. Nej, det er det ikke. Kirken (det vil i dette Tilfælde sige Biskop Oldenburg, drevet frem af "Kristelig Dagblad") værger den kirkelige Konfirmation mod Konkurrence og Menighedsraadene mod "ukirkelige" Medlemmer. Om det rene Evangelium har noget at gøre med den kirkelige Konfirmation, som den sædvanlig drives, og om de "kirkelige" Medlemmer af Menighedsraadene er et Værn for dette Evangelium: det spørger Biskoppen ikke om; han har tydelig vist, at det er ganske andre Ting end Evangeliets Renhed, der har hans Interesse. Og Retten til at forkynde det uforfalskede Evangelium har ikke været i Fare; Borgmesteren i Aalborg har intet Forsøg gjort paa at lægge det Hindringer i Vejen. Denne Ret har Kirken i saa udstrakt Grad, at den glemmer at benytte sig af den. Men naar det ikke er det, Kirken kæmper for, hvad er det da? Den kæmper for sig selv, for Kirkens, d. e. sin egen Ære, for sin Ret til at udelukke dem, den anser for ugudelige (ikke just af Kirken, for til at betale Skat og være Omvendelsesobjekt, der er de gode nok - men af Kirkens Regering, for den vil de fromme have alene); for sin Ret til at skelne mellem sine Medlemmer og dele dem i første og anden Klasses: til sidst for sin Ret til at være Dommer over Tro og Vantro. Derfor mener man sig fra kirkelig Side, da man ikke har Magt som man har Agt, berettiget til at injuriere en hæderlig Mand, (som Borgmesteren i Aalborg gør Indtryk af at være), - bl. a. fordi han har sagt den selvfølgelige Sandhed, at Hvervet som Menighedsraadsmedlem er et borgerligt Ombud. Hvad skulde det i Grunden ellers være? Skal Menighedsraadene betragtes som en Samling af troende eller dog religiøst og moralsk bedrestillede (eller "interesserede", som det hedder i det moderne aandssvage Sprog): saa er de den største Svindel i Danmark - desto skadeligere jo mere de anses for at være det, de saaledes giver sig ud for. Men skal Medlemmerne blot være almindelig hæderlige Medlemmer af Folkekirken, der betaler deres Kirkeskat og udfører deres Hverv saaledes, at Folkekirken kan byde gode Vilkaar for den kristne Menigheds Liv og Vækst: saa giver det en forstaaelig og renlig Mening; saa kan man dog være bekendt at have at gøre med den Institution; ellers maa alle hæderlige Mennesker holde sig borte fra den.

Man kunde jo spørge: Men hvad vil det saa sige, at Folkekirken byder gode Vilkaar for den kristne Menigheds Liv og Vækst? Det kan, kristeligt forstaaet, kun betyde: at det rene Evangelium ikke bliver hindret i at lyde indenfor Folkekirken, men faar frit Løb. Andet og mere vil det ikke sige. Menighedsraadene skal passe Kirkens økonomiske og andre ydre Forhold (herunder Præstevalg) saaledes, at Evangeliet kan faa Lov at være her, derved at der er Frihed til at forkynde det. Saa klarer Menigheden d. v. s. den hellige almindelige Kirke sig nok. Den er nemlig ikke en tilfældig Samling Mennesker, som giver sig selv Navnet af "Menigheden", ligesaalidt som Biskopperne har overtaget Ledelsen i Guds Kirke, fordi de er blevet Biskopper i Folkekirken. Nej! hvor Evangeliet er, er Menigheden ogsaa og ikke andre Steder. - Men saa kan der vel være Grund til at spørge, - i en Tid da Biskopperne har saa travlt med Menighedsraadsmedlemmernes Opfyldelse af deres Pligter: "Qvis custodiet ipsos custodes?" d. e.: Hvem passer paa Vogterne, d. v. s. paa Biskopperne? Nu er der jo en Del, som søger at ophidse Biskopperne til at gøre deres "Pligt"; og det synes at have indgivet dem en meget menneskelig Lyst til at vise, at de duer til deres Embeder, og det er dem, der har Magten.

For at de ikke skal falde for denne Fristelse og for at henlede deres Opmærksomhed paa, hvor deres eneste virkelige Opgave ligger, og hvad deres eneste virkelige Magtmiddel er, skal jeg citere nogle Ord fra den Augsburgske Bekendelse, som de, ligesom alle Præster, har lovet at ville holde sig til. Der staar i Artikkel 28 ("Om den kirkelige Magt"): "I Følge Evangeliet eller, som de siger, efter guddommelig Ret tilkommer det ikke Biskopperne som Biskopper d. v. s. som dem, hvem Ordets og Sakramenternes Betjening er betroet, nogen anden Embedsmyndighed end den at forlade Synder, ligeledes at undersøge Læren og forkaste den Lære, som strider imod Evangeliet, og at udelukke de ugudelige, hvis Ugudelighed er aabenlys, fra Menighedens Samfund, uden at anvende menneskelig Magt, men ved Ordet."

Altsaa: at Borgmesteren i Aalborg et helt andet Sted end i Kirken siger noget, som slet ikke giver sig ud for at være Kristendom, kan aldeles ikke komme Biskoppen ved. Men hvad forkynder Præsterne? Og hvad forkynder Borgmesteren i København i sin til Kristendomsforkyndelse for Børn autoriserede Katekisme? Her ligger Bispernes Opgave. Hvordan røgter de dette Hverv? De lader det ganske ligge. Den Borgmester, som fører falsk Lære, der direkte strider mod Evangeliet, bliver taget under Armene og "suppleret" af Biskoppen i Haderslev. Den anden Borgmester, som intet har sagt om eller mod Evangeliet, maa høre paa moraliserende Foredrag af Biskoppen i Aalborg. Thi Striden for den borgerlige Moral og for Kirkens Pænhed og "Ret" og "Ære" kan man drive Bisperne frem til. Men Striden for Evangeliets Renhed er dem ganske ligegyldig og betragtes af dem som en Form for Kværulanteri. Og Frygten for, at Kirken skal have mistet Evangeliet, kender de ikke. - Men lad os give dem et godt Ønske med paa Vejen: Gid de i 1934 vil holde sig til deres Bestilling og bruge det eneste Middel, de har faaet til at udføre deres Hverv, nemlig Ordets Forkyndelse. Saa vil der atter blive spurgt efter og kæmpet om det eneste, som Kirken skal spørge efter og stride for her i Verden: Evangeliet.