Magtkampe

Af Thomas H. Beck, Tidehverv, 2003, s.3-5.

Når man ser tilbage på år 2002, har året kirkeligt set handlet om magtkampe. Særligt Kristeligt Dagblad har beskrevet disse magtkampe, som om kirkeminister Tove Fergo har været deres centrum og ophav. Denne beskrivelse har dog været meget ensidig, og selvom Kristeligt Dagblad har fremstillet deres dækning af stridighederne som objektiv, så er det vel de færreste, der ikke har kunnet fornemme en vis antisympati overfor kirkeministeren, der har været krydret med en vis sympati overfor biskopperne. Mildest talt.

Stridighedernes parter har jo netop først og fremmest været beskrevet som kirkeministeren og biskopperne, hvor det er lykkedes Kristeligt Dagblad at fremstille Tove Fergo som en person med ekstreme meninger, som provokerende, som dum, uduelig og utilregnelig. Da Kristeligt Dagblad har fået placeret sig som den avis, der bedst dækker det kirkelige stof i landet, har mange andre dagblade og de elektroniske medier nærmest ganske ukritisk overtaget deres fremstillinger af de forskellige sager. Det skal Kristeligt Dagblad selvfølgelig ikke høre for, da fejlen ligger hos de andre. Men det er synd og skam, at der nærmest er kommet monopol på det kirkelige stof, og at landets andre medier ikke tager denne opgave alvorligt nok.

Når Kristeligt Dagblad afsluttede sidste år med at beskrive situationen som så alvorlig, at de nu mente, at kirken på grund af Tove Fergo stod i brand og folkekirkens eksistens var truet, så var det på en måde sandt og alligevel ganske overdrevet. Ved at Kristeligt Dagblad ikke blot pustede til ilden, men nu hældte store mængder benzin på det bål, som de selv havde holdt ved lige igennem hele året, så var det sandt, at der var en brand. Men havde de forholdt sig noget mere nuanceret til sagen, så burde deres dækning have vist, at det ikke var Tove Fergo, der havde tændt bålet, og at bålet ikke var større, end at det kunne slukkes, hvis det var det, man ønskede.

Ønsket om at få ro og ordentlige forhold i kirken har dog ikke præget spaltelinierne, når Tove Fergo har stået for skud. Det har ærlig talt virket som om, at man med vilje har villet gøre Tove Fergo til centrum for en strid, for at få fokus væk fra sagens egentlige kerne, og måske derved med et ønske om at bringe folkekirken ud i en så stor krise, at de, der har et brændende ønske om at skabe en centralistisk kirkestruktur, dermed får mulighed for det.

Det er dette ønske om at skabe en centralistisk styret folkekirke, der egentlig er sagens kerne, og det er dermed magtbegærlige kirkelige personers brændende ønske om dette, der har sat brand i kirken. Disse personer står dog ikke i samlet flok, og er ikke enige om, hvordan de ønsker den centralistiske struktur udformet. Men de grupperer sig på forskellig vis, hvor man i grove træk kan sige, at der er tre forskellige ønsker om en centralistisk kirkestruktur.

Den første gruppe repræsenteres ved det, man kan kalde for embedsmændenes eller ministeriets linie. Den har sit virkelige udspring i Torben Rechendorffs ministertid, hvor man for alvor begyndte at sigte mod det mål, at gøre folkekirken til en centraliseret institution, der af kirkeministeriet skulle forvaltes som et hvert andet forvaltningsvæsen i den offentlige sektor.

Den anden gruppe repræsenteres ved dem, der ønsker en eller anden form for adskillelse mellem stat og kirke, som kommer til udtryk igennem en synodalordning for kirken. Det har der selvfølgelig været forskellige ønsker om siden Grundloven blev vedtaget i 1849, men i denne sammenhæng er der tale om den linie, der kom til udtryk i "Kirkens mund og mæle" i 1992, hvor kirken skal gøres til et politisk talerør.

Den tredje gruppe er ganske enkelt biskopperne. Det vil selvfølgelig være ualmindeligt dumt at påstå, at de på deres møder sidder i al hemmelighed og i stor enighed og konspirerer om at skabe en centraliseret episkopal kirke. Men blot ved dette, at biskopperne holder møder sammen, og af og til kan finde på at tale med én mund og dermed profilere sig som kirkens mund og mæle, gør de sig til en gruppe, der gør krav på at sidde i toppen af en centraliseret magtfordeling i kirken. Desuden kan man sige, at denne gruppe på sin vis støttes af Provsteforeningen og til dels Præsteforeningen, der i de fleste tilfælde taler med i koret.

Gennemgår man stridighederne i det forgangne år, finder man da også hurtigt ud af, at det vel nærmest var biskopperne, der satte ild til kirken, og ikke Tove Fergo. Der var nemlig ikke den mindste gnist i de udtalelser, som Tove Fergo kom med på sin første arbejdsdag som minister i slutningen af november 2001, hvor hun gav udtryk for en ganske almindelig holdning til salmebogen og til biskoppeligt befalede kirketællinger, som mange i landet delte med hende. At hendes klare holdninger til disse to sager fik den store opmærksomhed, skyldtes jo uden tvivl, at de store ministerier ville have "ro" i regeringens første 100 dage. Var den udtalelse kommet på et andet tidspunkt, havde det nok kun været den kirkelige presse, der havde interesseret sig for den i kortere tid. Men da denne udtalelse nu blev anvendt af pressen i almindelighed til bl.a. at så tvivl om, hvorvidt statsministeren havde styr på sine ministre, blev den jo så også taktisk fint anvendt af Københavns biskop Erik Norman Svendsen til at indlede et personligt angreb på kirkeministeren støttet af tro væbnere som domprovst Anders Gadegaard og tidligere kirkeminister Torben Rechendorff og hurtigt bakket op af en åbenbar enig flok biskopper.

Med dette personlige angreb på Tove Fergo var det faktisk biskopperne, der blev centrum i en strid, der hverken handlede om Tove Fergo, salmebogen eller kirketællinger, selvom Kristeligt Dagblad fremstillede det sådan, men som derimod handlede om, hvilken magt biskopperne åbenbart gerne ville have. Denne strid vandt biskopperne, da de fik ministeren til at gå bodsgang med udsendelsen af fælleserklæringen af den 10. januar 2002, hvor det blev slået fast, at biskopperne skulle vejlede ministeren i spørgsmålet om den ny salmebog. Således fik landets befolkning ikke mulighed for at tage stilling til det reviderede salmebogsforslag, som Tove Fergo på et pressemøde den 28. maj indstillede til autorisation.

Set fra sidelinien virkede det mildest talt som om, at Tove Fergo var blevet banket på plads, hvilket også siden har været det umiddelbare indtryk, man har fået. For allerede i slutningen af januar besluttede hun - hvad man vel nærmest kan kalde "kirkeligt korrekt" - at imødekomme et vel længe næret ønske fra bl.a. Præsteforeningen og biskopperne om at undersøge det såkaldt psykiske arbejdsmiljø i folkekirken. Det skyldtes også, at Kristeligt Dagblad blæste nogle små samarbejdskonflikter op til det helt store, som om menighedsråd, præster og kirkeligt ansatte overalt i landet lå i uløselige stridigheder med hinanden.

Man kan derfor undre sig over, at særligt biskopperne og Kristeligt Dagblad blev ved med at føre personlige angreb mod Tove Fergo. Sådan skulle det eksempelvis med det samme problematiseres, at hun ville drøfte den ny salmebog med biskopperne enkeltvis. Det virkede for normalt tænkende mennesker som en gestus og en ganske fornuftig beslutning, der kunne føre til en grundig gennemgang af salmebogsforslaget. Men når det nu blev taget så ilde op, som det gjorde, så kan man jo også tydeligt se, at det hverken handlede om Tove Fergo eller salmebogen. Det handlede derimod igen om, at biskopperne ville have magt som en samlet flok.

Det kan også undre en, at det skulle gøres til en kontroversiel udtalelse, da Tove Fergo ligeledes i begyndelsen af året bekendtgjorde, at hun ville komme med en lovpakke, hvor den kirkelige lovgivning skulle reduceres betydeligt, og hvor intentionen skulle være at give menighedsrådene mere magt. For hun sagde ikke andet, end hvad hendes forgængere igennem flere år havde arbejdet på. Det virkede som om det skulle mistænkeliggøres, fordi hendes partipolitiske ståsted var et andet, end hendes forgængeres havde været. For set i lyset af det lovforslag, der er kommet ud af hendes udtalelser i februar, så er det vel ikke særlig kontroversielt i forhold til det, som ellers er kommet fra ministeriet de seneste år.

Man kunne næsten tro, at også kirkeministeriets embedsmænd var med til at banke hende på plads i begyndelsen af året. For i forslag til lov om ændring af lov om folkekirkens økonomi m.v. er det tydeligt, at her viderefører embedsmændene blot deres centralistiske linie. Selvom Tove Fergo er blevet fremført som ophavsmand til dette lovforslag, og selvom det er blevet fremført som ministerens forsøg på at sige stop overfor en omsiggribende kirkelig lovgivning, så er det ikke andet end endnu et skridt i en forvaltningsproces, der blev sat i gang for år tilbage. Lovforslaget bygger nemlig på de to delbetænkninger fra det såkaldte Forenklingsudvalg, der blev nedsat i 1999. Forslagene vedr. sognekirkernes faste ejendom, sognenes økonomi, en ny sagsgang vedr. bygninger m.m. og ændringerne af provstiudvalgenes, stiftsøvrighedernes og kirkeministeriets opgaver har eksempelvis rod i Delbetænkning I. Delbetænkning II's drøftelser om nye strukturer og arbejdsformer kommer ligeledes til udtryk i lovforslaget. I Forenklingsudvalgets arbejde sigtes der mod en omfattende centraliseret strukturændring af folkekirken, som tydeligt kan genkendes i lovforslagets omfordeling af magten i kirken, hvor den væsentligste magt lægges ind til ministeriet. I Forenklingsudvalgets betænkninger og projektbeskrivelser lokkes der overfor præster og menighedsråd med mere kompetence, større økonomisk frihed og større muligheder for at beskæftige sig med "det kirkelige liv", som det jo også er tilfældet i promoveringen af lovforslaget.

Man kan på én måde undre sig over, at biskopperne, Provsteforeningen og Præsteforeningen har reageret så kraftigt imod det nye lovforslag. For de tre grupper har været repræsenteret i Forenklingsudvalget, og har dermed støttet embedsmændene i det forberedende arbejde. På den anden side er det ikke så sært, at der kommer en reaktion imod lovforslaget. For det vil medføre en reduktion af stiftsøvrighedernes og provstiudvalgenes magt og en styrkelse af embedsmændenes og ministeriets linie, hvilket er et brud med den tradition, at magten i folkekirken er diffus, men derved også balancerer mellem menighedsråd, præster, provstiudvalg, stiftsøvrighed, ministeriet og folketinget. Om menighedsrådene vil få større økonomisk frihed og mere kompetence er også spørgsmålet. De vil i hvert fald stort set miste indflydelse på, hvor stor rammebevillingen skal være, de vil i tunge sager få meget mere arbejde, lige som man kan sætte et stort spørgsmålstegn ved, hvor mange penge der egentlig vil blive til rådighed til det såkaldt "kirkelige arbejde", som ellers har været lokkeanden overfor menighedsrådene. Det sidste er dog ingen skade til, da det vil være et sidespor, hvis menighedsrådene virkelig fik de muligheder for at lave alt muligt andet end det, der er deres opgave.

Når det nu går op for dem, der har været repræsenteret i Forenklingsudvalget, at de åbenbart har sovet i timen, så grænser det til fejhed, at de ikke tager et selvopgør, men i stedet giver Tove Fergo skylden for det åbenlyst tåbelige lovforslag. Det er ingen undskyldning, at Tove Fergo selv har forsøgt at tage æren for lovforslaget og ført sig frem som dets ophavsmand, selvom det er ganske begrænset, hvad hun har haft af indflydelse på det.

På samme måde er det heller ikke nogen undskyldning for den samme personkreds, at Tove Fergo igennem hele sin ministertid har forsvaret Den Ny Kirkebog og udvist en meget stor loyalitet overfor sine embedsmænd og sine forgængeres beslutninger i den sammenhæng, når de i slutningen af året forsøgte at vaske deres egne hænder ved at gøre hende til syndebuk for Fællesfondens løbske udgifter og kirkeministeriets yderst betænkelige lån af stiftsmidlerne. For netop biskopperne, Provsteforeningen og Præsteforeningen bærer et langt større ansvar i den sag, end Tove Fergo gør, fordi de alle som medlemmer af foranalysegruppen og arbejdsgruppen tog del i den af kirkeministeriet centralistiske forvaltningsgang, hvor beslutningen om at afskaffe kirkebøgerne til fordel for dette centralistiske kirkelige edb-register blev taget administrativt uden at hverken folketinget, menighedsrådene eller landets befolkning i det hele taget fik mulighed for at komme med indsigelser, og derved arrogant ignorerede og lod hånt om dem, der kritiserede dette projekt og bl.a. påpegede, at udgifterne sandsynligvis ville løbe løbsk og slet ikke komme til at stå mål med udbyttet.

Når Kristeligt Dagblad mener, at folkekirkeordningen er truet pga. den brand, der har hærget i kirkens "øverste etage", så har de i og for sig ret i denne betragtning. For den kamp om magten, der reelt set har foregået mellem ministeriets linie og den biskoppelige linie, har givet det indtryk, at folkekirken er én stor kirke med landets sogne som filialer under sig. Dette kirkesyn er i sig selv en trussel mod den evangelisk-lutherske kirke, der er den danske folkekirke. Folkekirken er ikke én kirke, men den består af sognekirkerne, hvis væsentligste fælles ramme er bekendelsesskrifterne, og som nede fra - for en ordens skyld og for sognenes skyld - er knyttet sammen af provsti, stift, ministerium og regent, og hvis fælles administrative love og regler skal gives af folketinget.

At striden har efterladt det indtryk, at folkekirken er én kirke, har dog også skabt en trussel på en anden måde. For det har medført en mistro til det, som befolkningen så forledes til at tro er folkekirken, hvilket for alvor nu har åbnet porten for alle dem, der ud fra vidt forskellige synsvinkler taler for en adskillelse af stat og kirke, og så dem fra de kirkelige kredse, der supplerer det med et ønske om en synodalordning for kirken. Disse folk kan nu føre sig frem som de "brandfolk", der som de eneste skulle kunne slukke branden!

Det er vel ikke en ren tilfældighed, at Mogens Lykketoft - som en af sine første officielle udtalelser efter sit andet brodermord - bekendtgjorde, at han ønsker stat og kirke adskilt. Det er vel næppe heller tilfældigt, at det var sidste år, at foreningen "Katolikker for lighed blandt trossamfund i Danmark" blev dannet. At formanden for Venstres Ungdom i efteråret ligeledes markerede sig med det synspunkt, at stat og kirke snarest skal adskilles, er vel heller ikke en tilfældighed. Tilfældigt er det vel heller ikke, at de mange muslimske foreninger og organisationer sidste år igen og igen bekendtgjorde, at folkekirkeordningen diskriminerer dem. Og det er vel heller ikke tilfældigt, at det var i efteråret, at Kirkefondet med udgangspunkt i en konference lagde op til en debat om forholdet mellem stat og kirke, og lagde op til, at der bliver sat et arbejde i gang med at skrive en kirkeforfatning.

Det er ikke så underligt, at man kan få den mistanke, at Kristeligt Dagblad med vilje har pustet til den ild, som biskop Erik Norman Svendsen tændte og som i løbet af året bredte sig til en kamp om magten mellem biskopper og kirkeministeriet, fordi de dermed har arbejdet for, at folkene bag "Kirkens mund og mæle" nu kan komme på banen.

At den linie, der arbejder for at gøre folkekirken til en synodalkirke, nu gør sine krav gældende, er den største trussel mod folkekirken. Tove Fergo bærer sin del af ansvaret for, at det er sket. Men først og fremmest er det embedsmændenes og biskoppernes skyld. Lige nu må vi derfor i første omgang håbe på, at folketinget tager deres ansvar på sig og forkaster det nye lovforslag helt i stedet for blot at justere det. Men i anden omgang må der arbejdes for at fremme en styreform, hvor ingen administrative instanser i folkekirken og ingen kirkelige retninger kan tiltage sig mere magt end andre, hvor ingen kan tale på folkekirkens vegne, og hvor folketinget ikke bliver sat udenfor indflydelse og kontrol med styringen af folkekirken. For det er tiltrængt, at der gøres op med de forskellige ønsker om en centralistisk kirkestruktur.