Synd og Europaparlamentet

Af Thomas Reinholdt Rasmussen, Tidehverv, 2004, s.217-218.

Så har vi været vidne til at EU-kommissionen måtte gå af, før end den overhovedet var tiltrådt. Det skyldtes blandt andet, at den italienske kommissær åbenhjertigt udtalte - selvom ingen havde spurgt ham - at homoseksualitet er en synd. Nogle mildest talt tåbelige både politiske og teologiske udtalelser, for der er kun én synd: den ikke at tro på Gud.

Men med de udtalelser var fanden løs. For man forstår tydeligvis ikke længere, hvad synd er, fordi man er holdt op med at tro på Kristus. Den italienske kommissær er så katolsk i hovedet, at han heller ikke forstår det. For ham er synden en gerning, man begår, og synden er derved moralsk bestemt. Hermed blev diskussionen moralsk, hvilket her til lands betød, at spejderdrengen Anders Samuelsen og farisæeren Poul Nyrup Rasmussen drog i felten. For dem alle er synd lig med umoral, og altså en gerning, man kan ændre på. Man kan så at sige få sit på det tørre; men den, der har sit på det tørre, er langt fra dåbens vand og derved også troen på, at man trænger til Guds nåde for synden.

For at anerkende synden er at tro på, at kun én er god, og det er Gud, og vi er faldet fra Gud og er i synd. Ingen har derved patent på det gode. Ingen altså åbenbart undtagen EU-parlamentet, der ved kommissionens fald klappede overbærende i deres hænder anført af Nyrup Rasmussen, der i hvert fald ikke er i synd. Han er nemlig retfærdig - selvretfærdig - og skylder derved ikke nogen noget. Men for at leve levet må man jo skylde nogen noget. Livet er at blive skyldig. Livet er at blive synder. Hvis man ikke tror det, elsker man ikke næsten på lige fod; men kun med overbærende mine.

Det kan man selvfølgelig hævde er en meget religiøs argumentation, og det er også muligt, at det er; men det er den eneste argumentation, der lader livet lykkes. For i selvretfærdigheden er det muligt at stå på et andet sted end sin næste. I selvretfærdigheden skylde man ikke næsten noget, hvilket er glimrende illustreret i beretningen fra Lukasevangeliet om farisæeren og tolderen. I selvretfærdigheden hjælper man ikke, fordi man skyldes hinanden alt, og man derfor skal hjælpe; men man hjælper, fordi man kan, og kan derved selv bestemme hjælpens retning.

At den italienske kommissærs udtalelser var tåbelige, er ret klart, og siger meget om den katolske teologis mærkværdigheder. Homoseksualitet er en menneskelig foreteelse på linje med så meget andet. Homoseksualitet er ikke noget særligt (i dette udsagn ligger, hvis man har øren at høre med, en enorm anerkendelse og ikke-diskrimination) og ved at det ikke er noget særligt, kan det selvfølgelig ikke velsignes i kirken. Lige som andre menneskelige foreteelser så som venskab og forældreforhold heller ikke velsignes i kirken, således heller ikke homoseksuelle forhold. Kun ægteskabet er indstiftet af Gud og lader sig velsigne. Men det er en helt anden sag. Sagen er, at både den italienske kommissær og det hellige Europaparlament deler grundlæggende samme forståelse af synd: at synd er noget, man kan undvige eller pådrage sig. Altså, at synden er i, hvad man gør, og ikke i, hvad man er. For det hellige parlament er den menneskelige gerning ren. For kommissæren er visse gerninger rene. Men Jesus sagde: "lad den, der er ren, kaste den første sten," og sagde dermed, at alle er urene, og kun én er ren, nemlig Gud.

Så egentlig er kommissæren og parlamentet på linie. De er blot uenige om, hvad der er syndigt. Kommissæren er mere tydelig i sine udtalelser og kan åbenlyst fordømmes; men parlamentet har i egen selvforståelse ret og har derved placeret sig som moralsk dommer over andres udtalelser (bortset fra, at parlamentet ved sin beslutning har tilsidesat de nationalt valgte regeringers valg af kommission, hvilket er nok så slemt). Hvad parlamentet skulle have gjort, var at forkynde Kristus for den italienske kommissær (jeg kan her høre Poul Nyrup Rasmussen gispe i moralsk kvababbelse). Men det er den eneste mulighed, man havde, hvorved man kunne afvise kommissærens forståelse af synd uden selv at være den rene, der kaster den første sten. For den, der ser sig selv som ren, kan kaste den første sten i retfærdig krig, og så er fanden for alvor løs. For den, der ser sig selv som ren, er ikke længere i samme båd som sine medmennesker. Den, der er ren, har ret over for sine medmennesker, og derved er første skridt mod totalitarismen taget, og derfor er ugens hændelse mellem kommission og parlament så dybt skræmmende.

Derfor er synd heller ikke en gerning, man kan undgå. At være menneske er at være synder, og at se sig som synder er at tro på Gud som nådig og leve med medmennesket som sin næste, hvem man skylder alt, for man har ikke noget at lade hinanden høre. Man har ikke ret over for hinanden. Problemet for spejderdrengen Samuelsen og farisæeren Nyrup er, at de i deres selvforståelse har ubetinget ret (den italienske kommissær er blot ufarlig i al sin tåbelighed). Og når man har ret, behøver man ingen undskyldning. Når man har ret, skylder man ikke nogen noget. Denne fromhed uden Gud, som de repræsenterer, er mindst lige så farlig, fordi den er retfærdig i sig selv og ikke skal retfærdiggøre sig, for den har ret i al sin forargelse over anderledes tænkende.

Kristendommen siger ikke, at hvis vi skal undgå synd, kunne vi blot strenge os an, og Kristus kunne have undladt at kravle op på det kors. Men det gjorde han, og derved siges det, at synd ikke kan undgås, og således er synd ikke umoral; men synd er ikke at tro på Gud, som frelser syndere. Synd er egentlig at tro sig uden synd, for da tror man, det er muligt at leve uden Kristus og have ret i sig selv. Men ret er kun hos Gud, og det betyder, at vi aldrig kan få ret over for hinanden, men skylder hinanden alt. Vi kan så at sige ikke skyde hinanden fra os.

Så fronten står ikke mellem katolicisme og humanisme. Fronten står mellem katolicisme, humanisme og islam for den sags skyld på den ene side og så evangelisk kristendom på den anden side. For både katolicismen, humanismen og islam skænker mennesket en egen ret, og mennesker har ikke synd eller kan undslippe synd ved egen magt; men evangelisk kristendom siger, at du altid har uret og aldrig ved egen magt kan undslippe synd. Derfor er evangelisk kristendom den eneste sande frihed, for her er ingen forloren fromhed og bedrevidende klapsalver; men kun troen på Gud, der forlader synder, og kravet om at elske næsten, hvorledes den næste end ser ud.

Det var det, parlamentet skulle have sagt til den italienske kommissær og ikke bare stille an med en fromhed som bøf på en anden måde. Så pinagtigt har det været at bevidne, og det har været som at opleve børn i en børnehave bruge de store ord uden at kende deres indhold. Det er det, der kaldes skaberi.