En Kritik

Af Viggo Berg, Tidehverv, 1928, s.121.

Om "Tidehverv"s Redaktion vil sætte Pris paa Kritik, véd jeg ikke. Det er da ogsaa mere med Henblik paa Læserne, at jeg beder om Plads for følgende:

At Bladet har haft Evne til at sige rammende og rensende Sandheder, er de fleste enige om. Og naar det almindelig er blevet sagt, at "Tidehverv" er "stærkest i Kritikken" og "negativt", har det mest gjort Indtryk paa dem, der ikke véd, hvad Kritik er, at Kritik efter sin Natur i en vis Forstand maa være negativ, men at den paa den anden Side for overhovedet at være noget altid maa udspringe netop af en dybere "Positivitet" (d.e.: Realitet). I den Henseende tror jeg mig ikke i videre Uoverensstemmelse med Bladet. Men paa et andet Punkt maa jeg rette en Kritik - denne, at Bladet gennemgaaende er meget interesseløst. Dette beror ikke alene paa, at man synes næsten ganske at have baseret sin aandelige Eksistens paa K. F. U. M. og lignende mislige Fænomener i Tiden, kun at leve i Skyggen deraf og at tænke i Relation dertil. Allerede dette virker naturligvis trættende og lidet opbyggeligt. Men dybere er Grunden den, at man ikke mere for Alvor har noget at sige om det, man taler om. Man er slaaet over i almindelig Journalistik.

Forfatterne staar ikke i noget egentlig Forhold til deres Stof, Sagen vedkommer dem i Virkeligheden ikke (- uden netop som "Sag") og derfor vedkommer den naturligvis heller ikke Læserne i virkelig Forstand. Man kan - i bedste Tro - benægte, at man søger "Sensation" - det er dog det Sigte, man tager! Man skriver med et Publikum for øje. Man behandler, hvad der er "aktuelt" (i næsten journalistisk Forstand) uden Hensyn til, om man har noget at sige derom - andet end i sin Egenskab af "sagkyndig paa Omraadet." Men vi har virkelig lige saa lidt Brug for kristelig Sagkundskab som d'Herr. selv.

Saa mange ypperlige Artikler, Bladet indeholder - er det faa, der er læseværdige. De er affattede i repeterende Reflektion, ikke i personlig Aktualitet. Derfor er det i lidt uhyggelig Forstand ved at være Sandhed, at "Tidehverv" "har intet at forkynde." Man mangler aabenbart den Resignation, der skal til for at "tale, som om man ikke taler," hvor Ordene og Tankerne (Forfatteren!) svinder og giver Plads for det "saglige". I Stedet bliver Forfatteren hængende i det, han skriver - vel netop, fordi det er saa godt og rigtigt sagt. Men derved bliver det ligegyldigt. Man nærmer sig en aandelig Sterilitet, der dog kun har lidt forud for Bedærvetheden.

Viggo Berg, stud. theol.