Baggrunden

Af VK., Tidehverv, 1976, s.131.

Uden iøvrigt på nuværende tidspunkt at komme ind på en sag, der endnu er til bedømmelse, skal jeg anføre de mere principielle betragtninger, jeg i min klage til ombudsmanden vedr. sagen omkring pastor Voss i Fårup har fundet det nødvendigt kort at fremføre som understregning af, at det er kirkelige forhold, det i denne sag drejer sig om:
"En biskop er foruden borgerligt at være kirkeministeriets konsulent og administratoren, der gennemfører den kirkelige administration i sit stift, kirkeligt biskop (derfor ordineret), d. v. s. tilsynsmand for de ham betroede menigheder, deres ve og vel skal ligge ham på sinde, han skal hjælpe og stå bi, hvor der er brug for hjælp og bistand, kort: han er medansvarlig for sine menigheder, man kunne med rette sige: som en far for sine børn. Han skal tugte og formane, han skal rose og oprejse. Dette er hans vigtigste arbejde som biskop, og det er til dette, han er kaldet af kongen, d. v. s. af den borgerlige øvrighed. Det betyder, at der kræves mere af ham end af en anden borgerlig embedsmand. Denne regerer i sit embede ved hjælp af love og bestemmelser, biskoppen i kraft af sit embede, d. v. s. i kraft af det særlige ansvar han har. Om en biskop gælder virkelig ordet: Hvem meget er betroet, af ham skal der kræves meget. Og det er den borgerlige øvrighed, der har ret, ja pligt til at kræve meget af ham, for han er valgt til at være biskop og ikke blot tjenestemand. Kort: Jeg ønsker, at også denne sag skal ses i et kirkeligt perspektiv, hvor kravene om grundighed og omhyggelighed er skærpede til det yderste, og jeg mener, at netop den borgerlige øvrighed har pligt til at forvente og kræve kravene opfyldt så langt, som det er menneskeligt muligt.

Forholdet mellem en præst og hans menighed er ganske analogt til biskoppens forhold til sit stift. Her er ikke tale om et almindeligt ansættelsesforhold. Måske kan forholdet mellem en præst og hans menighed (sogn) bedst analogiseres med et ægteskab i den henseende, at parterne er sat sammen for at holde hinanden ud i gensidig respekt og kærlighed. Det uheldige udtryk trivsel (det kirkelige livs trivsel) er en pænere formulering for ordets succes, men succes er et i kirken bandlyst ord, ja, det er netop kirkens eksistens at bandlyse dette ord og det, som det indeholder. Her drejer det sig om noget mere, om man vil noget højere end succes og trivsel, nemlig om troskab mod det nærværende og de nærværende.

Det er sådanne tanker, der er baggrunden for og anledningen til min klage over biskoppens sagsbehandling. Det synes mig at måtte anses for en falliterklæring for en biskop, hvis han gør brug af, ja, om han blot tænker på at gøre brug af den borgerlige håndsrækning, som en afskedigelse efter § 43 er. Det er som at tilkalde politiet, fordi man ikke selv kan klare det, man skal kunne klare. Kun i yderste nødstilfælde synes § 43 mig at kunne anvendes".